Home Anmeldelser Live Oppenheimer, 16. september 2022 (Anmeldelse / Live)

Oppenheimer, 16. september 2022 (Anmeldelse / Live)

114
0
Billede fra Facebook
Billede fra Facebook

Oppenheimer er et fyrtårn for upcoming bands. 2022 – eller det, vi nåede at se af 2022 – versionen var ingen undtagelse. 

Oppenheimer har længe været ’the place to be’ hvis man vil vide lidt om det næste (ofte) store; festivalen har altid haft fokus på upcoming musik og som eksempel så jeg Zar Paulo der for nogle år siden – et band, der opvarmer for de store i dag og i øvrigt kan sælge billetter til Århus’ næststørste spillested, Train, NQA.

Det betyder dog ikke, at bare fordi man er med på Oppenheimer, så er man sikret succes. Det betyder egentlig bare, at Oppenheimer er en fed scene, hvor bookerne har et vidst talent for at spotte talenter.

Og på aftenen synes det i høj grad også at være tilfældet.

Alright, jeg missede første performance og gik hjem før sidste. Men det handler dels om at være familiefar, dels om at renskåren pop/grime/den slags simpelthen ikke er min force.

Og blandt de tre bands/acts jeg så, måtte jeg også stemple ud på ét.

Men her er altså oplevelsen af Oppenheimer 2022 – på et pænt fyldt Radar.

Kl 21 har jeg indfundet mig og Iris Loom indtager scenen.

Og ja, indtager gør de! Det STINKER af nørd på den lidt ambivalente måde og band og ikke mindst forsanger tegner sig med ansigtssmykker dinglende fra panderne og – for forsangerens vedkommende – godt med guyliner og androgynt udtryk.

Det gør, at der er noget at se på, men hvad spiller bandet så?
Jo, det er sfærisk musik. Meget vandret tænkt og med en forsanger, der låner udtryk fra let jodlende bands som Blaue Blume og When Saints Go Machine: Megen vokal lægges meget dybt, men med de der stemmeknæk – og på aftenen er det umuligt for mig som ikke-kender af materialet at forstå hvad der synges (hvilket vel passer fint med elver-udtrykket), men faktisk også hvad sprog der bruges.

Iris Loom er ganske overbevisende fra scenen, lige indtil der bliver introduceret backtracks der skaber tvivl om, hvad der synges og hvad der er backtrack. Setuppet holder ellers fint med to primært synthsspillende, en trommeslager der tonser igennem – og så den ranglede, androgyne forsanger , der ofte iklædes en guitar.
Men de der backtracks? De skaber uvægerligt tvivl om, hvad der aktivt synges, hvilke synths der rent faktisk spilles på live…

Dog er udtrykket overvejende sympatisk om end lidt uforglemmeligt. Forsangeren, der med sin højde og dansende arme kommer til at virke lidt out-worldly, tegner især bandet.
Talentet lyser dog igennem og flere numre har skarpe breaks og er generelt ret fint opbygget.
Da der inden ét af numrene skal reciteres et i øvrigt fint digt, bliver det lige artsy nok.

Men da det er følelsesladede, stærkt personlige ting der foregår i det, jeg kan høre i de mumlende/jodlende tekster, så er det ikke helt uden for skiven. Prætentiøst? Jeps! Patetisk? Også det. Men det fungere næsten.
Jeg tror, jeg må erklære at jodlende vokaler har vi prøvet med ovenstående to referencer, og at Iris Loom dermed kommer til at drukne lidt på den konto.
Det betyder ikke, at der ikke er et publikum; åbenlyst havde flere blandt publikum udklædt sig med glimmer i ansigt osv og tyndede ud efter dette indslag.
Men selv om Iris Bloom var en oplevelse og gjorde meget ud af at være netop det… Så var det nok ikke helt så særegent, som bandet synes at ville være.

Bandet er nok ikke så unikt eller nyskabende, som de tydeligvis gerne vil være. Men de skaber alt i alt en spændende oplevelse.

NØX kl 22.00

Her er vi lidt uden for min ekspertise, for NØX er sådan noget vred-pige rap, hvor piger omtales ’prinsesser’ og tonen er ret aggressiv.
Det har tydeligvis også sit publikum på et godt fyldt Radar, og da der er gået en halv time med det, virker det til at alle de tricks, der er brugt for at få publikum i gang og med er lykkedes.

På scenen er en gut med en laptop, en kor-rapper og så forsangeren.

Sjovt nok blev der også her reciteret et digt – som på samme måde som resten af materialet handlede om hvordan piger gør sig stærke og mænd ikke skal komme for godt i gang…

Det var vel som den slags er – jeg er ikke ekspert på området.

Kl 23.00 går Downtown July så på.

Der er energi fra første guitaranslag og vi er ude i noget dansksproget guitar-pop med tendens til reggae. Jeg tænker at de ikke ville falde helt ved siden af i et joint venture med Fastpoholmen om end der er forskelle.
Det er tydeligvis dygtige folk, en kvindelig forsanger der forstår at indtage scenen – og ofte hoppestemning blandt de strengespillende. Vi får allerede i første nummer en potent guitarsolo så de gamle dyder holdes i hævd i et band, der ellers ikke er bange for at blande genrer.

Tredje nummer er en ballade, de åbenbart har haft lejlighed til at indspille i Abbey Road, men den slags energidyk kan Downtown July altså ikke leve længe med så snart er de igen oppe i tempo, der hoppes og arbejdes for sagen.

Der er masser af one-liners i de ellers tydeligvis poetisk tænkte tekster og publikum er med på flere som ”Fuck nu det, for du’ jo glad”, lytter intenst til ”Gi’ mig noget at leve for // giv mig noget at dø for // jeg løber” og er til slut med til at cementere ét af tidens populærudtryk i en form for call-response, hvor publikum råber ”HVORFOR KAN DET NOGET?”.

Et stærkt, energisk band der måske have have hints af MGK-regelrethed og Sting-funk, men som tager stik på stik på charme og energi.

En god måde at gå hjem på!

Og hjem går jeg – den sidste act er nemlig også rap og der er jeg ved at være godt mæt.

Man må sige, Oppenheimer holder godt fast i poppen og jeg mindes også at have set et mere varieret program tidligere år. Men det er stadig stedet at være, hvis man vil se hvem der er på vej op – og som nævnt viser det sig ofte at deres bookinger bliver større og endda rigtig store.
Oppenheimer er stadig et interessant bekendtskab og dejligt at der findes folk derude, der løber de kilometer, der skal til for at stable sådan et arrangement på benene!

Anmeldt af: Troels-Henrik Krag

Previous articleThe Sleeplings: Passings (EP / Anmeldelse)
Next articleShe Can’t Afford Mascara: Cemetary Gangbang (Album/Anmeldelse)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.