Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Offernat: Offernat (EP) ★★★★☆☆

Offernat: Offernat (EP) ★★★★☆☆

111
0

Den nye danske trio Offernat debuterer med en stærk EP, hvor de med held blander forskellige metal-genre og punkede vibrationer. Fra det hurtige og aggressive til det mere atmosfæriske.

Slayer uden trashen? Det var min første tanke, da Offernat og deres bidske åbningsnummer, “Submissive Impulse” baldrede ind i øregangene på mig. Det er nok især vokalen, som sendte mine tanker i den retning, men også den lidt punkede, rå energi som gennemstrømmer den ondsindede åbning på denne 4 numre lange EP.

Dele har noget “Angel of Death” over sig, inden Offernat bøjer af og styrer den velsmurte, hårdtrockende kværn ud i nogle mere groove prægede passager. Ikke mindst i den mægtigt bølgende afslutning.

Over de i alt 24 minutter folder Offernat paletten yderligere ud og transformerer sig hurtigt til noget andet og mere end mit lidt begrænsende label. Et nummer som den korte, instrumentale “Nattefrost”, der leder over i den næsten 10 minutter lange afslutter “Shadow of Flame”, viser et anderledes sart, skrøbeligt og atmosfærisk udtryk. Den ville man i hvert fald aldrig finde på en Slayer plade…

Der er måske også noget High On Fire over de knusende riffs og den brølende, kraftfulde stil man finder på Offernats debut. Især her i den lange afslutter, hvor det også bliver lidt stenet og tåget. Det sumper aldrig helt til, selvom det er soundtracket til en natlig ofring ude i mosen. Musikken kværner, skærer og spiller med musklerne. Det er muligt, at bandet tager sig en lille koger, men det er ikke med himmelvendte øjne i en udbombet hasher-sofa.

Det siger måske sig selv, at bandet kan nå vidt omkring på næsten 10 minutter, i et nummer som dette. Der viser noget af trioen ret brede spændvidde. Jo, der spilles med musklerne, men de tager sig også tid til, at bygge op. Lade sangen simre og ulme. De antyder og lader en vente, inden musikken igen flammer voldsomt op. Og stopper igen. Og SÅ slippes den opsparede energi fri.

Offernat er medrivende. Og effektive. De har tydeligvis styr på sagerne uden, at rutinen får lov til at sætte i og gøre musikken for forudsigelig.

På “Black Lung” er stilen mere langsom og stonerrocket, efter en stemningsfuld og afdæmpet intro. Bandet er ikke bange for, at tage sig tid og lade numrene gro og få et solidt fodfæste, inden de i glimt hugger til. Og når de så gør, så sker det med fuld kraft, det lyder virkelig som om de kaster alt i disse overgange og udladninger. Det er svært ikke, at blive revet med, når bandet på den måde giver los og rusker olmt igennem. Har du sorte lunger, så bliver de renset godt igennem her for tjære og indeklemte, undertrykte host.

Det er måske ikke raketvidenskab, men så da i hvert fald lyden af en trio, der brænder igennem og får brændt en tankfuld raketbrændstof af. Det letter, kort sagt med enkel og effektive virkemidler. Sat snedigt sammen, så der opnås maksimal virkning. Der bliver her endda plads til en udgang på sangen med storslået kor.

Offernat scorer måske ikke mange point for nyskabelse, men de tager velkendte elementer fra forskellige tunge genre og får sat dem sammen på en måde, der fungerer optimalt og ganske overrumplende for dem. Det er forbandet kompetent og ganske uimodståeligt. Derfor sniger vi os også op på en lille 5er.

Det er måske gavmildt, men som EP fungerer det her både, som et hårdtslående lille værk og en indbydende smagsprøve, der i dén grad smager af mere. Så kan man næsten ikke forlange mere af en EP. En rensende offernat, hvor jeg gerne lægger hovedet på blokken og lader dem hakke løs en anden gang.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.