Noxtrain: Novegon **** (4/6)

0
2445
views

Københavnske Noxtrain’s debutalbum Novegon byder på 9 skarpe skæringer, der lyder som et sammenkog af strømninger fra de seneste 20 års rockhistorie. Bandet gør meget rigtigt på et overordnet overbevisende album, men bandets overforbrug af de samme virkemidler forhindrer Novegon i at ramme en topkarakter.

Noxtrain’s lyd er præget af elementer fra de seneste mange års hårde rock, fra regulær hard rock til noget der nærmer sig metalliske klange. Men det er dog grungen, der virker som den tydeligste inspirationskilde. Om der er tale om en bølge, er nok for meget sagt, men de seneste år, er der dukket en del grupper op herhjemme, hvis lyd kunne være inspireret af “Seattle lyden” fra start 90’erne, eller det mere post-grungede fra slut 90’erne/start 00’erne. Vi her på GFRock har blandt andet været omkring støj-rockerne Baby In Vain, de mere punk-grungede Vokadin, Drivenfield der lagde sig i slipstrømmen af post-grungen og Franklin Zoo der klinger lidt hen ad et Alice In Chains/Soundgarden mash up.

Novegon rummer ekko’er af en del (formodede) inspirationskilder, men to navne der bliver ved med at dukke op når jeg lytter pladen igennem, er Stone Temple Pilots og Puddle of Mudd. Både bandets hard rockede grunge klang, men ikke mindst Rasmus Teglgaard’s kraftfulde og snerrende vokal sender tankerne i den retning. Han synger sig helt ud på albummet, og er på en og samme tid en af bandets helt store forcer og muligvis en af grundene til, at jeg kører en lille smule død i gruppens musik i løbet af de 9 numre. Jeg er både vildt imponeret over hvor meget power vokalen rummer, men den får måske momentvis lige lidt for meget gas. Så det overdøver musikken en lille smule, og så man føler at man som lytter mangler lidt plads – der er simpelthen næsten for meget kraft i “the pipes” hos Teglgaard.

Når det er sagt, så er det langt hen ad vejen en nydelse at høre Teglgaard trykke den af sammen med resten af det velspillende band. Ikke mindst fordi bandet leverer nogle forbandet medrivende numre, med catchy melodier der nærmest er ved at falde over hinanden i køen med hitpotentiale. Det er så et andet, mindre, problem på Novegon. I løbet af pladens spilletid bliver jeg som lytter lidt  immun overfor hitskabelonen, så virkningen fortager sig en smule når vi når frem til et ellers kompetent udført nummer som “Oblivious” mod pladens slutning. Det er måske det bedste eksempel på en sang, hvor formlen begynder at virke en kende slidt i mine ører. Stille, snurrende og ulmende vers og så et omkvæd hvor der smækkes igennem. Både intrumenter og vokal skruer op for blusset, så man føler at pointen bliver forsøgt hamret ind i skallen på en. Det er ROCK for HELVEDE og vi giver den fuld skrald! Ja ja, jeg har forstået, efter de første 4-5 numre med den opbygning, så er man ikke i tvivl. Less is a little more.

Den tiltagende træthed kommer dog aldrig til at fylde for meget, det er i småtingsafdelingen, og måske bare et resultat af at netop jeg ikke kan rumme mere – for sangene er aldrig mindre end bundsolide hele vejen igennem. Og der er faktisk variation at finde, selv om man kan føle at det er de samme tricks Noxtrain disker op med igen og igen. Som på semi-balladen “Seven Stones”, hvor bandet skruer lidt ned for kraftanstrengelserne. På en måde. For i sangens omkvæd og “peaks” får den, naturligvis, et ordenligt spand kul på alle fronter, men at tempoet er sat ned giver noget tiltrængt afveksling. Sangen skulle så måske være faldet lidt tidligere på albummet, i stedet for som sidste nummer.

Et andet nummer der stikker ud, er “These Are My Words”, der bryder formelen med en indledning der sender tankerne i retning af The Sandmen? Med en følelse af øde landevej/melodisk western-rock, et omkvæd der er mere regulært hard-rocket, men en blanding der fungerer rigtig godt for Noxtrain. En af mine favoritter på udgivelsen, både fordi den skiller sig ud, men også fordi gruppen samtidig formår at holde fast i deres gode kvaliteter fra andre numre – melodiøre, stærk og indfølt vokal og masser af råstyrke.

Allerstærkest er dog første halvdel af Novegon, hvor Noxtrain blæser ud af starthullerne med 4 ganske uimodståelige numre, som alle kunne have singlepotentiale. En dyb brummende bas og et særdeles primitivt, men super effektivt, trommebeat sætter “Sins On A Shelf”, og pladen, i gang med lidt af et rock-drøn. Vi befinder os i den let mudder-grungede afdeling i verset, imens et fængende omkvæd er der hvor jeg synes Stone Temple Pilots kigger frem for første gang. På “Below Your Feet” bliver stemningen lidt mere dunkel end på den livlige åbner, man aner en snigende desperation når Teglgaard vrænger “I’m not insane // you’re just a little high on cocaine” i det eksplosive og stærke omkvæd. Generelt er lyrikken fin, det er ikke fordi vi bryder med genrens konventioner og der diskes op med specielt overraskende emner, men det hele lyder troværdigt og leveres med overbevisende intensitet. Den hitskabelonede “Wasted” er en anden fuldtræffer på albummets første halvdel, omkvædet rammer indenfor den for radioen nødvendige 40 sekunders grænse, det bliver afviklet på under 20 sekunder og tilbage til verset. Og det virker! Man må bare overgive sig, lettere formularisk eller ej, bandets evne til at skrive sange af denne slags fornægter sig simpelthen ikke.

Det absolutte højdepunkt er dog pladens tredje nummer “Pseudo Joy”, ja, titlen giver dig sikkert allerede en idé om hvad vi har med at gøre rent tekstmæssig (“Since the day she came into this world of pain and grief..”). God gammeldaws grunget weltschmerz, men om du er til den slags eller ej (jeg kan godt lige rumme en portion mere), så er det sangens melodi, opbygning og hele skidtet der bare fungerer møghamrende uimodståeligt godt. Hvis det her ikke er en hitsang, så er jeg sgu nok blevet totalt døv.

Folk med finere fornemmelser vil muligvis påstå, at det Noxtrain disker op med er lidt for letkøbt, og bare benytter sig af en velkendt hitskabelon meget af tiden. Man kunne også sige, at bandet benytter sig af klassiske dyder indenfor for populærmusikken, der fungerer af en grund. Og så skal man i min optik ikke undervurdere evnen til at kunne benyttet en genkendelig ramme, men samtidig skrive fremragende melodier og mindeværdige sange.

Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Noxtrain på Facebook

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.