Mount Rushmore Safari: Elba **** (4/6)

0
1559
views

Mount Rushmore Safari er, trods navnet, ikke en musikalsk rundtur der trækker på referencer fra South Dakota, eller det Amerikanske kontinent i det hele taget. Tværtimod skal vi kigge mod de britiske øer, navnlig England under Thatcher æraen i 80’erne, for at finde de mest tydelige inspirationskilder.

Vi befinder os i et labert produceret og veludført synth pop univers, med skygger af noget mørkere new romantics/new wave vævet ind i det lunende lydtæppe Elba er. Helt overordnet så er Mount Rusmore Safari en ret ukompliceret og behagelig lytte oplevelse, forstået på den måde, at pladen flyder helt ubesværet igennem ens system, og man har lyst til at sætte den på igen når den slutter. Det er på mange måder den perfekte plade at cruise igennem storbyen med, og den har også en storby puls/vibe over sig. Den anden side af medaljen er, at man måske kommer så nemt igennem den fordi der mangler lidt kroge og knaster at hænge fast i – et par af numrene har måske lidt vanskeligt ved at markere sig og hænge helt fast. Men så står det næste nummer parat til at hive en ind, så man flyder ikke bare igennem Elba uden at noget som helst hiver i en.

Men lad os spole tilbage og tage det fra en ende af, albummet fremstår nemlig som om det er bygget op efter devisen “de sange, der ligger logisk i forlængelse af hinanden først, de, der skiller sig lidt mere ud bagefter”.

Åbneren “House on Fire” lukker på fornem vis dørene op til MRS’s synth univers, med en atmosfærisk og luftig indledning, hvor frontmand Andreas Sorgenfrei’s dybe vokal inviterer én indenfor. Trods at der nok er brugt lidt effekter hist og her, så leverer han pladen igennem en alsidig og overbevisende præstation, der veksler mellem halv-mørk baryton og mere lyse perioder. Nummeret lyder meget stort, med højt til loftet, uden at det bliver bombastisk – det er bare en sang der naturligt klatrer op mod skyerne i et tilbagelænet tempo. “House on Fire” går glidende over i næste nummer, “Promised You the World”, der måske er det bedste The Cure nummer i 20 år. Alt fra melodi, struktur, klang og Sorgenfrei’s Robert Smith’ske stemmeføring sidder lige i skabet, det her er fandeme et hit! Læner det sig for meget op af The Cure’s lyd? Njaa, ikke så meget at det gør noget, det lyder bare kraftigt inspireret. Og så er det tilmed et fremragende nummer.

“Wanted You to Die” er umiddelbart mere tilbageholdende, og kræver lidt mere lytteindsats inden det åbner sig. Strukturen i nummeret er mere “flad”, en simpel elektronisk puls driver sangen fremad – som at suse igennem byen på en dag, hvor regnen trommer mod ansigtet. Teksten er i den mere makabre ende, hvor der blandt andet fantaseres om at smide en person (formodentlig en kvinde) ud fra en bro, med ønsket om at vedkommende dør. Deraf titlen. Det skal nok ikke tages bogstaveligt, men den desperate afmagtsfølelse sangen igennem, er meget vellykket. Det bliver lidt lysere på den efterfølgende “Nothing’s Gonna Stop”, hvor guitaren får en mere fremtrædende rolle. Vi befinder os i et nummer, der gennemstrømmes af en opløftende følelse, trods nuancer i gråt, ikke helt ulig det man fandt hos bølgen af britiske bands der skyllede ud i verden i start 00’erne. Det bliver dog aldrig decideret tuderock, men nogle af de højtravende stemninger går igen her. Endnu et flot nummer, på den særdeles stærke førte halvdel af Elba.

“I’ll start living without you..” lyder det på “Up the Hill”, et kvikt uptempo nummer midt på pladen, nu skal der sgu være lidt fest og dans i MRS’s univers. Det er egentlig et forfriskende indslag, men sammen med titelnummeret “Elba”, der følger efter, så er det også det tidspunkt på pladen, hvor jeg ikke helt bliver suget ind i musikken. Både “Up the Hill” og “Elba” har noget Kaiser Chiefs-agtigt over sig, og modsat de tydelige referencer helt tilbage til 80’erne på de første numre, så føles det her noget uddateret. Det afhænger nok af dit forhold til for eksempel Kaiser Chiefs, men jeg bliver ikke rigtig revet med og det er nok numre jeg fremover vælger at springe over, når jeg lytter Elba igennem. For ja, det her er en plade, der kommer til at få flere lyt, efter denne anmeldelse er skudt af sted.

Det skyldes ikke mindst en flabet cowboy som “John Wayne”, der hos MRS er blevet en sangtitel. Det er et af de numre, der skiller sig tydeligt ud fra resten af pladen, med en mere pågående lyd i indledningen, inden vokalen nærmest bliver Muse-lys i sin klang, Musikalsk befinder “John Wayne” sig lidt i Nephew territorium, med en ret tung og “firkantet” rockbund. Et nummer der tramper solidt ind i din dagligstue, svinger benene op og beder dig om at tage støvlerne af inden du serverer en whisky. No ice. Her kan man så sidde og vippe med tæer og fødder til “Butterfly”, et nummer der egentlig føles som om det har stærke vinger, men de bliver aldrig helt foldet ud. Den starter i semi-Prince klingende balladeland, men trækker i løbet af de lidt over 5 minutters spilletid i en del forskellige retninger. Egentlig burde det være Elba’s mest spændende nummer, med alle sine små tempo- og stemningsskift, men trods forsøget på fremdrift, så kommer den aldrig helt ud af stedet for mig. Ikke et dårligt nummer, dem er der ikke nogen af på Elba, bare ikke et, der får mig til at lette.

Til gengæld afsluttes der virkelig stærkt med “Nowhere Line”, der binder en flot sløjfe på pladen, og tager os med tilbage til begyndelsen af Elba. For mig fungerer MRS’s lyd bedst når de kører den simple synth pop/rock stil, der dominerede første halvdel af albummet, og som kigger frem her igen i afslutningen. “Nowhere Line” svæver ud mod horisonten med drømmende og stadigt mere og mere fjerne toner, inden Elba rinder ud.

Ok, groft sagt så kunne man argumentere for, at Elba lidt føles som en EP, med nogle ekstra fyldnumre (“Up the Hill”, “Elba”, “John Wayne” og tildels “Butterfly”) smidt ind, men alligevel fremstår albummet ikke usammenhængende. Selv om de nævnte numre stikker ud, i forhold til resten, der virker mere homogene i lyden, så gennemstrømmes de alligevel af en følelse af, at det er sange fra samme band.

Elba er et varieret album, som jeg synes ville have fremstået endnu skarpere, hvis lyden havde været mere ensrettet pladen igennem. Der er ingen svipsere imellem, og selv om “John Wayne” er et herligt islæt, så foretrækker jeg klart når MRS stikker fødderne i 80er synth suppen, og bliver stående der. Der har været lidt af en bølge af 80’er inspirerede bands de senere år, hvor især støjrocken og Joy Division fascinationen er blevet gravet frem. Er du mere til en nyfortolkning af bands som The Cure, Echo & The Bunnymen og lignende i den lys-dunkle ende af spektret, så er Elba en stor 4-stjernet anbefaling herfra.

Anmeldt af Kodi

Elba udkommer mandag d. 1/7 via Target Distribution, tjek MRS ud på Facebook

Like GFRock på facebook og følg med på siden, og få nyt om Roskilde, Roskilde og mere Roskilde den kommende tid – hver dag!

Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.