Mørtel: Vagusnerven ★★★★☆☆

0
227
views

Der findes ingen som Mørtel på den danske musikscene. At give det stjerner er i virkeligheden lidt forkert og omsonst, men, hvorfor blev det så lige 4? Læs med her, måske er der også noget om en lækker præst og Gandalf!

At beskrive Mørtel med ord er ikke sådan lige til, for det er egentlig noget der bare skal høres. Og så et par gange mere inden man kommer tæt nok på til, at kunne danne sig en eller anden form for mening om det. Det er i bund og grund popmusik med poetiske, danske tekster. Men, det er skævt, aparte, humoristisk, barokt og ganske unikt.

Musikken og teksterne udspringer fra primus motor Andreas Hjertholms krøllede hjerne, samtidig er det hans mildt sagt specielle vokal, der er i centrum for det hele. Hans klang og stil kan virke klynkende og klagende det ene øjeblik, lige på grænsen til at knække det næste og pludselig smuk, skrøbelig og rørende. Hos Hjertholm er stemmen også et instrument og dens udskridninger og til tider besynderlige levering en vigtig del af det samlede udtryk.

Mørtel kan både virke små-manisk, angstramt, stresset, helt rolig, sødmefuld, bittersød, morsom og gravalvorlig og her er selve vokalens klang og måden stemmen bruges på en afgørende faktor for, at det virker efter hensigten. Pladen er navngivet efter den store nerve i nakken, som er af afgørende betydning for vitale organers velbefindende. Endvidere mener nogle, at den også spiller en afgørende rolle hos mennesker, det bliver ramt af stress, angst og deslige. Det kan man jo så fortolke frit som man vil i forhold til pladens indhold.

Den nemmeste indgang til Mørtels poetiske parallelunivers er måske de to første singler, den smittende “Forår I Trafiksignalet” og den mere jazzy-hakkende “Åh Saliva”, som jeg tidligere har anmeldt i vores Repeat-serie. Så dem vil jeg ikke gøre mere ud af her, som sådan, men de KUNNE være en vej ind, hvis man synes det her lyder lidt vanskeligt tilgængeligt. Ikke, at det af den grund er “nemt” og ligetil, “Åh Saliva” kommer eksempelvis sådan her fra land:

For at ku nå ekvilibrium
må vi pulverisere et løg
tommelfingeren op
når Gandalf kommer kørende mod dig
og tæppet danser som tvillinger gør
koglekirtlen åbner din dør

Det er ikke altid til umiddelbart, at afkode hvad det egentlig er der synges om hos Mørtel. Det er lige så meget en kringlet leg med ord, billeder og de ordbilleder der, sagt eller usagt, opstår på, mellem og rundt om linjerne. Andre gange, som i “At Kunne Elske”, virker det som en form for kærlighedssang og derfor, muligvis, lidt mere genkendeligt. Det er så til gengæld, i hvert fald rent musikalsk, et af de numre blandt pladens 11, som ikke lige gør det store for mig.

Skulle man udpege en svaghed ved albummet, udover dette, så er det, at det lander lidt blødt for mig. Faktisk er det som om, at det på de sidste 3 numre taber fart og tempomæssig går lidt i stå og forsvinder lidt for meget ind i sig selv. Eller mangler noget mere fremdrift af en eller anden art. Men selvom jeg måske ikke er helt oppe at støde over den langsomme duet “Tid og Rum”, hvor Hjertholm som ofte før på pladen, får kvindeligt selvskab på vokalen, så er der hele tiden en eller anden vending, eller et billede, der stikker ud og hænger ved. Her synges der om at “et sort hul trækker cyklen hjem”.

Andre steder trækker Mørtel i en mere eventyrlig retning, som på den lettere aparte “Onkel Fjer og Æg”, som starter med at lyde som noget klassisk visesang, hvor det lyder som om Hjertholm synger duet med sig selv, med to forskellige stemmer, inden kvindevokalen overtager sangen med noget der minder om et lyddigt. Stemmer begynder, at snakke i munden på hinanden. Omkredsende det hele, eller liggende som en form for dyne, er der en stemning, som jeg i mangel af bedre er den jeg kalder “eventyrlig”.

“Jeg kravler op af stigen med dugen i min mund”, lyder det i “Rørene på Orglet”, mens “sjældent har en præst været så lækker”, som Hjertholm pludselig udbryder i “Pinsehymnen”. “Jeg kom ud gennem røret”, er åbningslinjen i “At Kunne Elske” og “det lyder som stilhed når min mund holder på en fjer”, lyder det er sted i den mere storladne og opbyggende “Hz”, der er et drømmende højdepunkt på albummet. Brudstykker, løsrevne sætninger, dele af en større fortælling, eller en tankestrøm. Ét langt digt, flere små? Stille og roligt begyndte jeg, at sidde og trippe lidt over, at Hjertholm genbruger ord, eller på en måde refererer til sine egne tekster, i løbet af pladen. “Rørene på Orglet”, senere kom han ud af et rør. “Når min mund holder på en fjer”, sangen efter hedder “Onkel Fjer og Æg”. Og så videre…

Tilfældigt eller med fuldt overlæg? Vagusnerven er ikke 38 minutter spækket med svar. Det er mere en form for lyrisk trip, assisteret af en popmusik, som stedvis kan lyde som om den har taget syre sammen med The Beatles i slut 60’erne og derefter “taget et kvantespring ud i evigheden” (“Pinsehymnen”), eller blot ud af Mælkevejen, som i den netop ret Beatles’ske åbner “3 x Corgi”, der stedvis minder mig en del om vidunderlige “Across The Universe” rent melodisk.

Mørtel er bestemt ikke for alle, ej heller er det næppe hensigten at det skal være det. Det er sådan set meget mærkeligt det hele, men alligevel underligt relaterbart og ligetil, hvis man lige kommer igennem det øverste lag af skævhed.

En skam, at pladen lige mister mig en smule mod slut, men så kan jeg jo sidde og spekulere lidt over, hvor lækker den præst mon egentlig var, mens Vagusnerven rinder ud.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.