Mere Lys – Historien om Spids Nøgenhat (bog) ★★★★★☆

0
1832
views

Spids Nøgenhat er nærmest blevet folkeeje med albummet Kommer med fred og især et nummer som ‘Lolland Falster’ har fået masser af radioairplay. Men der har været et ualmindeligt langt tilløb til succesen. Det hele startede med en flok ungdomsvenner, der dannede rockbandet On Trial i 80’erne. Mere Lys – Historien om Spids Nøgenhat fortæller både hovedhistorien og en række sidehistorier med de samme aktører, primært fortalt fra hestens egen mule. 

Lars Krogh, direktør for pladeselskabet Bad Afro, som udgiver Spids Nøgenhat, og Thomas Løppenthin, medstifter af pladeselskabet Play/Rec og musikskribent, er mændene, der er forfattere til bogen, men de har i høj grad ladet de forskellige personer, som har været en del af historien om Spids Nøgenhat, fortælle selv. Det betyder at det foregår i et ligefremt sprog, med plads til anekdoter og sidehistorier.

Formen er en række kapitler med fokus på forskellige bandkonstellationer, bandmedlemmerne har indgået i, med indskudte mini-portrætter af hovedpersonerne, Anders Grøn, Morten Aron Larsen, Anders Kjærgaard Skjødt, Uffe “Guf” Lorenzen og Henrik “Hobbitten” Klitstrøm. Samt et intermezzo om det “psykedeliske tapet”, der udgør bandets lysshow, som lysmand Sebastian ”Zeppo” Bülow står bag. Han har kendt bandmedlemmerne siden On Trial-tiden, hvor han begyndte at lave lysshows og visuals med hjemmebygget udstyr. Historierne fortælles loyalt, hovedsageligt med de involverede egne udsagn, bundet sammen af afsnit af Krog og Løppenthin. Undervejs får vi også masser af billeder, alt fra backstagebilleder til albumcovers, som understøtter fortællingen glimrende.

On Trial – starten på det hele 

Det hele startede med netop On Trial, som første kapitel handler om. Bandet hvor fire af medlemmerne af Spids Nøgenhat trådte deres musikalske barnesko, startede i 1986 med udgangspunkt i punk og post-punk – og med Guf bag trommesættet. Siden begyndte de at udforske garage rock og bands som Fuzztones, The Nomads og 13th Floor Elevators, og On Trial adopterede den musikalske identitet fra især 60’ernes til tider psykedeliske garage rock. I 1991 udkom bandets debutalbum, ’Like This…’.

Hvor 80’erne i høj grad var poppens årti i Danmark, blev 90’erne rockens med grungens gennembrud, og det gav mere plads til blandt andre On Trial, der i løbet af 90’erne afsøgte deres musikalske udtryk, blandt andet med inspiration fra bands som Pearl Jam og Red Hot Chili Peppers. I denne periode kom også Anders Skjødt Kjærgaard med i bandet, hvilket medførte et større forbrug af hash, som fulgte de forskellige musikalske konstellationer, som skulle udspringe af On Trial, i deres videre musikalske virke.

Bandet blev dog overhalet af en række nye bands, blandt andre Kashmir og Dizzy Mizz Lizzy, midt i 90’erne, men der kom ny energi ind omkring bandet med den unge lydmand Ralph A. Rjeily, som kom til at medvirke til at bandet fik en ny og højere lyd. Hans betydning for Spids Nøgenhat får vi uddybet undervejs i bogen – og det står klart, at bandet selv mener, at de næppe havde eksisteret frem til i dag, hvis det ikke var for ham.

Efter udgivelsen af bandets tredje album fik de tjanser på Roskilde Festival i 1998 og igen året efter. Et gennembrud kunne anes i horisonten, men slutningen af 90’erne var også tiden, hvor bandet for alvor begyndte at overveje ambitionerne med musikken. Blandt andet begyndte der at komme børn ind i billedet, og, som Aron fortæller, ”vi røg alt for meget hash”. Bandet fik dog også indspillet deres fjerde album, New Day Rising, ”på kaffe og lidt amf og joints”, som Guf fortæller. Det udkom i 1999 og samme år forlod Aron On Trial, blandt andet på grund af uenigheder med Guf.

Uenighederne i grupperingen får vi også lov at følge med i, i bogen. På den måde fremstår fortællingen også ærlig og uprætentiøs, og det er i bund og grund rart ikke at få fremmanet et glansbillede, men derimod en fortælling, der også rummer bandets interne modsætninger. I år 2000 udkom et dobbelte live-album og indspilningerne til et femte album gik i gang, nu med Guf som eneste sangskriver – netop Gufs til tider enorme musikalske output og hans bevægelse fra en position bag trommerne til frontmand og markant sangskriver er også et omdrejningspunkt i fortællingen.

Bandet havde endelig penge til at komme i et godt studie, og påbegyndte indspilninger i Black Tornado. Men det betød også nye splittelser. Guf og Skjødt rykkede nærmest ind i studiet, hvilket betød en klarere styring af indspilningsprocessen – det var de øvrige medlemmer til gengæld ikke alle videre begejstrede for. Indspilningerne blev til Blinded By The Sun, som udkom i 2002. I samme periode var Guf godt i gang med Baby Woodrose, som samtidig havde overhalet moderbandet On Trial i forhold til berømmelse.

Guf og Skjødt forlod On Trial og i 2003 spillede deres sidste koncerter med bandet. On Trial fortsatte dog med nye medlemmer og udsendte i 2006 albummet Forever på Bad Afro Records, som blev fulgt op af enkelte koncerter. Men bandet kunne ikke komme over de interne uenigheder og gik i opløsning. I 2011 udkom dobbelt-singlen ’On Trial’, og bandet spillede afskedskoncert. Heldigvis fortsatte medlemmerne i forskellige konstellationer med at spille musik, og heraf udsprang så blandt andet Spids Nøgenhat – og On Trials betydning for, hvad der senere skete, er tydeligvis stor, og selv om første kapitel kan føles en kende langt, så lægger det altså grundstenen til fortællingen.

Spids Nøgenhat, Baby Woodrose – og alle de andre projekter

Spids Nøgenhat startede egentlig så småt sideløbende med On Trial i slutningen af 90’erne. Først som en trio bestående af Guf, Aron og Hobitten, alle tre på guitar, der spillede syrerock. Mest covernumre, og sovset ind i effekter, så man knap kunne høre hvad der blev sunget. Guf begyndte at skrive sange på dansk, da han i en periode boede på Hobbittens sofa. I den periode tog de en masse svampe, røg joints, tog i byen og så Mandrilaftalen, og det begyndte der at komme tekster ud af. Blandt andre ’Hobbittens flyvetur’, der opstod på en bytur med en pladenørdet portør ved navn Stefan.

At bandets første plade overhovedet kom ud, skyldtes blandt andet Nick Hasselby, der var med omkring Morten Aron Larsens pladeselskab, Orpheus. Ofte er det faktisk andre end medlemmerne af bandet, der sørger for at bandet ikke spredes for alle vinde og at der faktisk kommer udgivelser og koncerter ud af anstrengelserne. I dette tilfælde sørgede Hasselby for at der blev optaget i studiet, hvor tanken egentlig først var at det var de tre medlemmer og deres guitarer som skulle med og ikke andet. Men det endte alligevel med, at der blev indspillet både bas og trommespor og flere instrumenter og effekter på – alt sammen håndteret af Guf. Ifølge Aron trak indspilningerne voldsomt ud, fordi de ”røg alt for meget hash”. Resultatet blev En mærkelig kop the, som siden er vokset til kultstatus. Men inden pladen var nået frem fra trykkeriet, var de tre gået hver til sit igen, blandt andet fordi Aron og Guf igen stødte sammen, og var uenige om mikset.

I årene efter var der fuld fart på Baby Woodrose, hvor Guf havde ramt en kreativ åre og sprøjtede garage-rock sange ud. Skjødt og Anders Grøn blev hevet med, så Baby Woodrose kunne blive et band, der kunne tage ud og spille. De tre herrer blev til Rocco, Riky og Lorenzo Woodrose. Bandet ramte lige på et tidspunkt hvor den beskidte rock havde gode kår, både i Skandinavien og i resten af verden. I 2003 vandt bandet P3-prisen, hvor de fortalte at de ville bruge pengene på “kokain og lettiske ludere”.

Det blev også til en åbningstjans på Orange Scene samme år, en lukketjans året efter, og et samarbejde med ulven Peter (Belli), bandets musik blev brugt i reklamer, og de kunne pludselig leve af musikken i en periode. De endte endda på det internationale selskab Playground, hvilket ikke blev en succes – Love Comes Down albummet, der kom ud af det, følte bandet ikke det var særlig godt. Det blev heller ingen publikumssucces, og aftalen med Playground løb ud og endte med en efterregning til Guf for bandets del af underskuddet. Det betød en tilbagevenden til Bad Afro.

Det udmøntede sig i første omgang i den velanmeldte Chasing Rainbows. Det trak dog også hårdt på bandmedlemmerne at turnere intensivt, samtidig med at familie- og arbejdsliv fyldte ved siden af, så i 2008 forlod Grøn og Skjødt bandet. I 2009 kom der nye medlemmer og Baby Woodrose er stadig en levende del af den danske rockscene, som bogen fint dokumenterer, og fortsat med Guf som drivkraft.

Spids Nøgenhat vender tilbage

Det er også blevet til soloprojekter og andre sideprojekter – Gufs Pandemonica-indspilninger og Arons Quiet Spring-projekt, blandt mange andre. Det er kort og godt en produktiv flok musikere, Spids Nøgenhat udspringer af, hvor især Guf og Aron har været flittige til at skrive musik. I Dragontears blev de fem mand, der udgør Spids Nøgenhat, forenet i 2006, og det blev forløberen for Spids Nøgenhats genkomst senere, først med et par koncerter i 2008, så med koncerten på Gutter Island Festival i 2010, som Jan Sneum nævner som stedet og tidspunktet han opdagede Spids Nøgenhat i sit næsten ærbødige forord til bogen, og året efter på Roskilde Festival.

En koncert jeg selv husker som en stor, stor oplevelse, midt om natten, på en god flyvetur på en blanding af musik, alkohol og tjald. Koncerten faldt i øvrigt lige efter et voldsomt skybrud, som blandt andet oversvømmede bandets øvelokale, og gav en del udfordringer op til koncerten, men måske netop derfor blev det en magisk nattekoncert. “Er vi de sidste her på jorden?”

At bandet kom ud og spille som Spids Nøgenhat igen var lydmand Ralph Rjeilys idé, han pressede på og sørgede for at det var Spids Nøgenhat, der kom på som afløser da The Heavy aflyste deres tjans på Gutter Island i 2010 med tre dages varsel. Rjeily var, ud over at være lydmand for bandet, også en ildsjæl for den tunge og kantede rock i Danmark, med en finger med i spillet i både pladeselskab, bandbooking, og som producer. Men i 2012 døde Rjeily af kræft, 40 år gammel. Hans død betød meget for bandet, og en del af den betydning kan man høre på Kommer med fred, som udkom året efter. Pladen er også dedikeret til Rjeily, og bandet fortæller, at det næppe var blevet til noget uden ham.

Selv om bandet ikke var helt enige om lyden, endte de med en relativt ren lyd på Kommer med fred, uden store mængder ekko og fuzz. Derfor havde pladeselskabet også en forventning om at P4 eller P3 ville tage godt imod singlen ‘Lolland Falster’, men i stedet endte den på P6 BEAT – men her og på streamingtjenesterne blev den til gengæld et hit. Videoen, af Adam Olsson, åbnede også døre for bandet, selv om den kun kostede 3000 kr at lave. Succesen kom lidt bag på bandet, og så alligevel ikke – de var godt klar over, de havde fat i noget godt.

Og her er de så i dag – med pæn folkelig succes, priser, udsolgte koncerter og endda omdrejningspunkt for en artikel i Weekendavisen for nylig. En dokumentarfilm om Guf har også netop haft premiere på CPH DOX, og her er så bogen, der fortæller om hele rejsen hertil – ordene herover er blot et rids af, hvad man får i bogen, hvor der er en hel del sjove og skæve anekdoter, men også fortællingen om, hvornår og at det har været svært undervejs også. Der er også noget had og nogle uenigheder, brug (og misbrug) af alkohol og andre rusmidler – alt det kommer også frem i bogen. Men de fem herrer, der udgør Spids Nøgenhat, og folkene omkring dem, er blevet ved med at gøre det, de kan lide, det de kan finde ud af. Bogen lukker med et kapitel, hvor medlemmerne selv fortæller om hvordan de oplever succesen og ser på fremtiden – måske udgiver de ikke mere som Spids Nøgenhat, men der er næppe tvivl om at de ikke kan lade være med at lave musik.

Bogen om Spids Nøgenhat er skrevet og udgivet i bandets ånd, og er en loyal beretning om en gruppe musikere, der har arbejdet sammen i Spids Nøgenhat, men også en række andre projekter, og har fulgt deres egen vej mod en usandsynlig succes. Der er plads til både alvoren og grinene, op- og nedturene, og bogen anbefales varmt til alle med interesse for bandet og/eller dansk musikhistorie de seneste godt 25 år. 5 stjerner for et værk, der et must-have for fans – almindeligt interesserede kan trække en stjerne fra, da nogle måske vil gå kolde i de lange afsnit der leder op til tiden med Spids Nøgenhat.

Mere lys – bogen om Spids Nøgenhat udkommer i dag d.16. november på Bad Afro.

Af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.