GFR Anbefaler: The Big Lebowski, Fargo – og T-Bone Burnett

0
1411
views

Er der nu gået helt Soundvenue i den, tænker du måske? Skal de nu også anmelde serier, film og bøger? (Ja, vi anmelder såmænd også bogen Mere lys – bogen om Spids Nøgenhat) Ja, en gang i mellem, når det har en spændende relation til rocken og beslægtede genrer. For tv-serier og film er et af de steder, man kan opdage ny, og gammel, musik, når man måske, som jeg, godt kan blive lidt træt af en hel del radiokanaler, og ikke gider skøjte rundt på streamingtjenesterne. Og samtidig fungerer musikken som stemningssætter og medfortæller, når den bruges rigtigt – her prøver jeg at dykke ned i et par eksempler. 

Dette er nu sådan set heller ikke en anmeldelse som sådan, mere en relativt anekdotisk fortælling om, hvordan det at se første sæson af TV-serien Fargo mindede mig om, hvor stor en rolle den rette musik kan spille for oplevelsen af serier (og film) og hvordan jeg faktisk fik lyst til at grave mig lidt mere ned i numrene, der bliver spillet undervejs. Tidligere har blandt andet første sæson af True Detective ledt mig på sporet af The Handsome Family, og jeg kan også finde navne opdaget via diverse filmsoundtracks op gennem halvfemserne. Og metal eller hiphophoveder husker måske Judgement Night soundtracket, som var en historie i sig selv – og langt mere interessant end filmen, med numre, der brød grænserne mellem metal og hiphop ned.

Nå, det var en omvej, tilbage til Fargo, som jeg, efter flere tilløb, endelig kom i gang med at se for nogle uger siden. Jeg holder meget af mange af Coen-brødrenes film, blandt andet på grund af de glimrende soundtracks som især Carter Burwell og T-Bone Burnett har stået bag – oftest sammensat af mere eller mindre glemte numre, der passer til filmenes stemning. Tænk for eksempel brugen af Kenny Rogers-nummeret ‘Just Dropped In’ i The Big Lebowski – den film vender vi tilbage til.

Derfor var jeg også en kende skeptisk overfor om Coen-brødrenes film kunne omsættes til en TV-serie, der både havde sin egen karakter og samtidig ramte tonen fra den oprindelige film. Nu er jeg sikkert næsten lige så ukvalificeret som filmkritiker, som jeg er, som musikkritiker, så jeg skal afholde mig fra en større anmeldelse af serien – men pointen er, at blandt andet på grund af musikken, så lykkes det faktisk serien at ramme noget af den samme stemning som filmen, og samtidig have sin egen karakter.

For karaktererne er nye og tiden er en anden. Netop musikken spiller en stor rolle, når man skal tegne et tidsbillede, men der hvor musikken for alvor lykkes i tv-serien, er som stemningssætter, oftest i indledningen og afslutningen af afsnittene (helt klassisk for tv-serier). Således rammer det plet når for eksempel Patsy Cline indleder i første afsnit, mens husmoderen gør rent, eller John Lee Hookers ‘Crawlin’ King Snake’ akkompagnerer når en af hovedpersonerne opdager at to mystiske mænd har overvåget hans suspekte snak med konen til en myrdet forretningsmand. Fargo foregår, ligesom filmforgængeren, hovedsageligt i et lille, mestendels fredeligt, bysamfund i Minnesota, der forstyrres af voldsomme kræfter udefra. Stemningen af ufarlig idyl fremmanes igen og igen elegant musikalsk (og på billedsiden).

Noget af tricket er så, at idyllen på den musikalske side ofte varer ved, selv når der udspiller sig grusomheder på billedsiden. Det bliver aldrig entydigt grusomt, der er altid en flig af en idyllisk kulisse, en hurtig tilbagevenden til hverdagens trakasserier og dermed en ind i mellem total afdramatisering af den afstumpede vold. Så det er sgu meget godt gjort.

Just dropped in – Kenny Rogers og The Big Lebowski

Noget andet som er rigtig godt gjort, og som tankerne omkring den nye Fargo førte mig i retning af, er Coen-brødrenes faste musikalske makker, T-Bone Burnett, og musikkens betydning i nogle af brødrenes film. I The Big Lebowski går det op i en højere enhed med filmens plot, karakterer og tidsbillede. Filmen er fra 1998, men foregår i 1991, men eftersom vores helte lever i deres egen tidslomme (og mentale lomme), gør musikken det også. Og det er endda mestendels en rocket lomme! Således byder soundtracket på musik fra blandt andre Elvis Costello, Captain Beefheart, Townes Van Zandt, The Eagles, Bob Dylan og føromtalte Kenny Rogers (sangen er indspillet med First Edition).

Nå ja, og ikke mindst The Creedence, Creedence Clearwater Revival med John Fogerty i front. Hvem husker ikke scenen, hvor Dude har været skrækkeligt meget igennem, men alligevel er i helt godt humør efter sin tur til lægen. Blandt andet fordi han kan høre Creedence’s ‘Lookin’ Out My Backdoor’ i sin ramponerede bil – indtil han opdager, at han muligvis bliver forfulgt, og kører galt.Eller tænk på den scene, hvor Jeffrey “The Dude” Lebowski får sig et dårligt trip, da Jackie Treehorn blander noget i hans white russian – og vi skal med på lidt af en mareridtstur i selskab med Kenny Rogers & First Edition – “I Just dropped in//To see what condition my condition was in”, kulminerende i drømmesekvensen med de tre nihilister (blandt andet Flea fra Red Hot Chili Peppers) i spandex-heldragter, bevæbnet med kæmpesakse, som jagter stakkels Dude.

Vi genfinder løbende på vejen, og efter et kort intermezzo med politiet er det tid til en anden kostelig scene, hvor Dude har fået fat i en taxa med en temmelig aggressiv sort chauffør, som til gengæld elsker det ultimative white man band, The Eagles. ‘Peaceful Easy Feeling’ hedder det nydelige country-rock nummer, der blæser ud af taxaens højtalere, men som The Dude siger, “I hate the fuckin’ Eagles”. Det skulle han ikke have sagt, for straks kører chaufføren ind til siden, og smider Dude ud. I stedet får vi, i samme moment, Shawn Colvin’s ‘Viva Las Vegas’ på lydsiden, da Bunny Lebowski blæser forbi i sin cabriolet med radioen på fuld skrue.

Eller hvad med Townes Van Zandt coveret af Rolling Stones’ ‘Dead Flowers’ til sidst i filmen, eller Bob Dylan’s ‘The Man in Me’, der akkompagnerer titelsekvensen (efter tumbleweed-scenen). Eller Gipsy Kings’ version af The Eagles kæmpehit ‘Hotel California’, som introducerer Jesus Quintana, The Dude, Walter og Donnies bowlingholds værste fjende. Som Burnett har fortalt Rolling Stone, så er Jesus for bowling hvad The Eagles var for 70’ernes rockscene – douchy.

Og grunden til The Dude’s had til The Eagles bunder tilsyneladende også i lidt uenigheder mellem Jeff Bridges (som spiller The Dude) og et af bandets medlemmer. Til selvsamme Rolling Stone (oplysningerne kommer fra et 15-års jubilæumstema om filmen i LA Weekly) har Bridges fortalt at han mødte Glenn Frey, der “gave me some shit (…) I can’t remember what he said exactly, but my anus tightened a bit”. Meget Dude’t sagt af Jeff Bridges, som i øvrigt brugte sin egen garderobe i flere af scenerne.

The Big Lebowski er, selv uden man dykker ned i musikken, værd at se igen og igen. Men når man så tuner ind på den musikalske side, er der også masser at vende tilbage til. Jeg har nok set filmen mindst 25 gange, og kan stadig se den igen og opdage nye ting. Jeg har faktisk opdaget nye detaljer, jeg ikke havde bemærket før, i forbindelse med dette skriv. Det er så den nørdede begrundelse for at lytte efter.

En anden er, at “Since the Dude was high all the time, he would have to have incredible taste in music”, som Burnett er citeret for i en Rolling Stone-artikel om musikken fra The Big Lebowski (I selvsamme artikel kan du øvrigt læse en sjov anekdote om rettighederne til at bruge Van Zandt’s ‘Dead Flowers’). Og det er måske det vigtigste – film og serier, hvor vi får præsenteret “incredible taste in music” af dygtige musikarkivalister som T-Bone Burnett, bliver større oplevelser, fordi musikken og billedsiden hænger så godt sammen. Det er en kunst i sig selv at sætte musik til billeder.

Så kan det godt være, jeg ikke lige er drønet ud og har købt albums med de nævnte kunstnere, men brugen af deres numre, har givet mig et forhold til i hvert fald en lille del af deres produktion. På den måde kan musik til film åbne vores ører for noget, vi ellers ikke ville have hørt, eller som vi ville have hørt på en anden måde i andre sammenhænge. Om det så er stilfærdig country eller psykedelisk rock, eller hvis går i en anden boldgade, Trent Reznors bidrag til filmmusik i for eksempel The Social Network. Så husk at slå ørerne ud, når du ser dine yndlingsfilm og serier. Der ligger formentlig en hel verden at dykke ned i musikalsk.

Af Jonas Strandholdt Bach

 

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.