Maskinvåd: SOS ★★★★☆☆

0
1360
views

Maskinvåd debuterede for 2 år siden med Giftige Slanger og allerede dengang gik sammenligningerne på TV2 og andre danske kunstnere, der slog igennem i 80’erne. På SOS fortsætter Maskinvåd den danske 80’er rock-stil på mere end hæderlig vis.

De fem unge herrer i Maskinvåd (forsanger Mathias Winther Kjeldsen og bassist Peter Skibsted, som pryder coveret, er de to hovedmænd) er måske ikke ligefrem musikalske pionerer, men hvor mange bands kigger mod USA og England for inspiration, har Maskinvåd kigget tilbage i den danske musikhistorie efter deres inspirationskilder. Og det er ikke fordi Maskinvåd lægger skjul på hvor de blandt andet har referencepunkter musikalsk. Således medvirker Steffen Brandt fra TV2 på ‘Det Synger’, som falder midt på albummet, og opmærksomhedsmæssigt er der ingen tvivl om at det er lidt af et scoop for Maskinvåd, der kan lyde lidt som et nutidigt gadekryds mellem Kliché, Lars H.U.G. og TV2, især med en snert af sidstnævnte. Det er energisk og ind i mellem har det en snert af post-punk, men det holder sig oftest i et mere eftertænksomt og mindre desperat leje.

Inden vi når til ‘Det Synger’ skal vi lige omkring albummets fire første sange. Først ‘Dukkefører’, der lægger ud med frejdigt tempo og en frisk saxofon (det er i øvrigt et tilbagevendende element på albummet), inden Mathias Winther Kjeldsen’s vokal tager fat. Det er et nummer med et godt drive, som samtidig får et fyldigt og næsten luksuriøst lydbillede med saxofonen. ‘Ingen Eksplosion’ sænker farten og er mere laid back, mens ‘Enden Er Nær’ springer i noget, der minder umiskendeligt om TV2-uptempo. Til gengæld har den også et fint drive, ligesom teksten er vedkommende på sin egen bekymringsløse facon. “Enden er nær//Det vil den altid være”. Det kan man jo ikke give Maskinvåd andet end ret i, mens man vipper med til den catchy rytme og de veltimede breaks.

‘Smilet Er Hejst’ har, ud over en fin leg med ordene, også en medrivende rytme, selv om den derudover ikke gør enormt stort væsen af sig, mens ‘Det Synger’ altså har Steffen Brandt med på gæstevokal, og det lyder meget Steffen Brandt’sk, uden at det kammer helt over i TV2-kopisteri. Men man skal faktisk stramme sig lidt an for at høre hvornår Brandt overtager vokalen fra Kjeldsen. Til gengæld forsøger ‘Sulten Og Syg’ sig med en lidt anderledes tilgang, hvor rytmen agerer trækplaster sammen med Kjeldsen’s vokal, mens synths får lov at knitre, som et ekstra lag fernis på sangen. Mod slutningen lyder Mathias Kjeldsen vitterligt både sulten og syg, og det er med til at tilføre nuancer til udtrykket.

Jeg kan også rigtig godt lide ‘Det Går Ned’, der nærmer sig det tilbagelænede med saxofonen som stemningssætter, og trommespillet som diskret og enkel drivkraft, mens ‘Nu!’ har en lidt mere hektisk energi. “Du er det skønneste jeg ved//Du kan roligt flå huden af mig”, synger Kjeldsen med den betingelsesløse kærligheds ængstelse dirrende i stemmen, inden nummeret klinger ud i synths.

Mest alvorstunge er Maskinvåd på ‘Solen Synker’, hvor Mathias Kjeldsens vokal også antager en dybere klang, da den først træder ind i lydbilledet efter lidt dunkel musikalsk flimren. Det lyder mere som en mørk vise end dansk 80’er rock. Til gengæld er vi tilbage i 80’er lyden på ‘Skoletaskedrenge’, hvor Kjeldsen snakke-rapper, så det giver lidt mindelser om en lidt langsommere M.C. Einar, men heldigvis med et charmerende kor til at bakke det op, mens en trompet (tror jeg det er) sørger for at der føjes et godt lag lydfyld på. Ikke som i unødvendigt fyld, men som lidt ekstra nutella på franskbrødsmaden.

Maskinvåd er stadig et charmerende bekendtskab på SOS. De evner fortsat at snedkerere nogle friske og vedkommende sange, som tager musikalsk udgangspunkt i dansk 80’er rock, og det er også som om melodiøret er blevet skærpet en smule siden debuten. På den anden side er det ikke fordi Maskinvåd har udviklet sig med stormskridt siden sidst, men det står der vist heller ikke nogen steder at man død og pine skal som band. Den velanvendte brug af saxofon giver flere steder lydbilledet en fin udbygning, selv om jeg godt kunne savne at Peter Skibsted’s bas fik mere plads. Bundlinien er, at SOS er et solidt og velfungerende album, der viser at Maskinvåd stadig er her og stadig kan deres ting – og endda med velsignelse fra et af forbillederne, Steffen Brandt. Det resulterer i 4 stjerner herfra.

Besøg Maskinvåd på facebook.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.