Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Måneskjold: Sølvhjerneskaller ★★★★☆☆

Måneskjold: Sølvhjerneskaller ★★★★☆☆

356
0

Måneskjold er landet med en ny omgang dansksproget Psych. Eller er de nærmere gået i kredsløb med Sølvhjerneskaller?

For det er lidt af en flyvetur rundt i den psykedeliske rocks afkroge det København-baserede band tager sig i løbet af godt tre kvarter.

Fra det lige-på-og-hårdt huggede, de mere udknaldede, stenede øjeblikke, regulær rock og nogle syrede flip. På en måde er det en opsummering af Psych-rocken. Bevares, man kan, naturligvis ikke nå det hele i løbet af 7 numre- men bandet giver det et skud.

Det gør også, at en af mine anker ved pladen er, at et par numre bliver lige vel lange i spyttet. Hvor det føles som om, at det ellers energisk kæmpende orkester bliver lidt for optaget af ellers gode idéer, eller et fedt riff.

Sølvhjerneskaller følger op på Kometen Kommer fra 2016, bandet selv er dannet i 2012. Det er altså et band, som tager sig tid med deres musikalske output. Det går egentlig ikke ud over følelsen af spontanitet, men det er måske medvirkende til, at de 5 herrer bliver lidt for optaget af nogle af deres idéer og, som her, kommer til at sumpe lidt for længe rundt i dem?

Mest udtalt bliver det på den næsten 7 minutter lange “Koi Koiméterion”, pladens næstsidste nummer. En næsten 7 minutter lang, stenet semi-spoken word sag, hvor en langsom, repeterende rytme og melodi, driver ud mod de tågede horisonter. Jeg fornemmer, hvad der sigtes efter, men efter en række lange sange, og inden den ligeledes lange lukker “Primus”, bliver det en lidt træg omgang at sidde igennem på det tidspunkt, på albummet.

Heldigvis slutter bandet af med manér, “Primus” er et af højdepunkterne på et album, som rummer ikke så få rigtig fine rocknumre. Det er ikke ofte, at bands gemmer krudtet, og deres bedste riffs, til sidste, men Måneskjold finder noget rigtig fedt frem til en hårdt rockende pysch-finale her. Det lyder som et brølende ridt ud mod solnedgangen, med støvet hvirvlende om ørerne, en smøg i kæften og solbrillerne trykket ind i skallen.

Inden den fede afslutning har vi fået flere appetitlige serveringer fra psych-buffeten. Åbneren, “Atomknuser”, er effektiv og starter pladen med fuld skrald på rockmotoren. Det brummer, hugger og hakker. Måske bliver det lige vel kantet og pågående til 7 minutter, men man kan ikke klandre bandet for, at sidde og sove i startblokken.

Afsted og ud over stepperne, bandets flossede, nogle gange lidt slingrende ridt fortsætter med singlen “De Højeste Træer”. Det er nok pladens mest iørefaldende og umiddelbart fængende stund, med et virkelig fedt, fedtet riff. Med en spilletid på lige under 3 ½ minut viser de samtidig, at de sagtens kan skære lidt ind til benet. Noget de så, desværre, glemmer som Sølvhjerneskaller skrider frem og bandet borer sig dybere ind i sindet.

For det er, selvfølgelig der vi skal ind. Pladen er delt i to: LP’ens side A handler om “indre uro præsenteret som en intergalaktisk odysse”. Mens B-siden beskriver, hvor en rumrejsende hospitalspatient efter jordens ødelæggelse, smelter sammen med fartøjet.

Der er altså tænkt i koncepter og sammenhæng på albummets to halvdele, det er ikke så vigtigt for lytteoplevelsen, man behøver ikke at vide det. Men, det giver da en følelse af, at der er tænkt over sagerne.

Titelnummeret falder i to dele og afslutter side A. Hvor del 1 er en mere “op på det flyvende tæppe”/hippierocket svævende sag, så er del 2 en ruskende og hårdt rockende omgang. Begge dele fungerer fint, men sammen med den efterfølgende “I Læ For Solvinden”, der er pladens mest voldsomme skæring, er det lige før, at den del af albummet bliver lige vel udsyret og kantet.

Lytter man på albummet som LP, vil der naturligt være et lille afbræk pga. sideskiftet, men har man som mig lyttet ud i et, så føles denne del af Sølvhjerneskaller halvlang. “I Læ For Solvinden” HAR et fedt drive, og et medrivende riff, men den bliver ved og ved, så man til sidst sidder og tænker “wrap it the fuck up, guys”. Men, man får også følelsen af et band, der bare bliver grebet af sangen og opslugt af deres syretrip, og ikke kan få sig selv til at hoppe af i farten.

På godt og lidt ondt er Måneskjold på Sølvhjerneskaller psych med psych på. De gode sider overskygger klart de svagere, der mest handler om, at skære fra og til og begrænse sig lidt. På den anden side, er der også noget charmerende over, at lytte til et band, som tydeligvis bare nyder, at fyre den fede psykedeliske rock af og lade sig føre med. Og ud.

Ud i det uendelige univers, hvor der i hvert fald er 4 kosmiske stjerner herfra.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.