Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Mandag Midnat: Vildensky (EP) ★★★★☆☆

Mandag Midnat: Vildensky (EP) ★★★★☆☆

291
0

Mandag Midnat gør sig i  “håndskåret pop-rock” og det gør de på fin vis på deres nye EP, der viser et band, der både har hænderne skruet ordenligt på og at de er udstyret med et godt melodiøre.

“Er vi stereotyper”, spørger Mandag Midnat på “Ny Nordisk Lykke”, EPens andet nummer, og jo, det er de da måske, hvis dansksproget pop-rock er en stereotyp? Det er i hvert fald det bandet er leveringsdygtige i over 5 fine numre. Tonen og stilen er let, men ikke for letbenet, og dejligt ukompliceret. Det er pop-rock i øjenhøjde, som nok skulle kunne appellerer til en bredere lytterskare foran radioen – hvis den slags stadig findes?

Det er nemlig ikke topmoderne, streamingorienteret “hitmusik”. Ikke at bandet ikke skriver iørefaldende sange, men den uhøjtidelige og på mange måder hygge-danske klang er nok ikke en, som bare brager ind på den nyeste, hurtige Spotify-liste. Det umiddelbare er en af bandets forcer, hvilket også gør, at et nummer som den roligt vuggende, let-funky “Solen Brænder Disen Af” er fornøjelig lytning, selvom det måske ikke er det nummer på udgivelsen, hvor bandet brænder mest igennem. “Mærker varmen på din hud igen”, lyder det, der er lune vibrationer i efterårs/vinterluften med blødt kor og en afslappet stemning.

Den, og ikke mindst et nummer som den lidt mere tempofyldte, men stadig ikke aggressivt pågående “Vildensky”, har en genkendelig 80er vibe over sig. Et navn som Rungsted/Kreutzfelt dukker op som et musikalsk pejlemærke, mens let-grynede VHS-kvalitet billeder af et grønt og gult sommerlandskab dukker op på ens indre skærm. Det er ud i det fri, ude under åben himmel med armene ude til siden og en sval brise i håret, mens melodien dribler ubesværet fremad. Er man barn af 80erne ligger nostalgien og lurer, men det selvom lyden og stilen peger mere tilbage end fremad, så lyder det alligevel ikke bedaget eller anakronistisk.

På “November” træder den lidt funkede fornemmelse der strømmer gennem EPen indledningsvist lidt tydeligere frem, uden at der går ren Thomas Helmig Jam i den. “Der er ikke tid til det pjat”, synger Brian Singh Rence i front for trioen, der live er udvidet til en kvintet, på ubesværet vis. Han har en god, klar popvokal, der ikke bliver for skabet eller fersk, men heller ikke rummer de store emotionelle udsving eller tekniske krumspring – det er “bare” en god, sikker pop-rocket vokal.

Det samme kan egentlig siges om Mandag Midnat generelt, de imponerer ikke med de vilde udskejelser, store overraskelser eller nyskabende påfund. Det er uhyre driftsikkert på velsmurt vis, hvor det ikke bliver for stivbenet og firkantet. Med 5 numre på 18 minutter får de også leveret pointen og varen inden de får slidt deres goodwill op. Kun på den lidt over 4 minutter lange “Overboens Gulv” er det lige ved at rytmen bliver lidt for gumpetung til min smag. Der ER elastik i den let-bølgende rytme, men det er som om elastikken er lige stram nok, så vi ikke kommer helt ned i knæene og får nok bevægelighed i skidtet. Til gengæld er en blød mundharmonika et kærkomment tiltag, det virkede for Love Shop og det fungerer også for Mandag Midnat, der tilmed er friske nok til at lade sangen fade ud, på ægte 80er manér.

Mandag Midnat kommer nok ikke til at vælte verden med det her, dertil er de nok for høflige og diskrete. Men som et vellydende og behageligt lille musikalsk pusterum, som er svært at hade og uforpligtende at holde af, så kunne du bruge knap 20 minutter på meget værre vis. Det var faktisk en kompliment.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.