Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer The Smashing Boneheads: Smashing Tunes About Death and Satan ★★★☆☆☆

The Smashing Boneheads: Smashing Tunes About Death and Satan ★★★☆☆☆

363
0

The Smashing Boneheads swing-rocker og rabler over 11 numre på Smashing Tunes About Death and Satan. Desværre er det ikke alle numrene, der er lige smashing og der er risiko for at køre træt i konceptet. 

Det var vel bare et spørgsmål om tid før der kom et swing-rockende bæst ud af det aarhusianske hård-rock miljø, der blandt andet har udspring fra Escobar. The Smashing Boneheads består af Stig Gamborg Hansen, der har været frontbrøler hos I’ll Be Damned, et par tidligere Blunt-folk, Jacob Barndorff-Nielsen og Jacob Lyngsdal, på bas og guitar, Rene Clausen fra de hedengangne rockpionerer i Picnic på trommer, og Simon Skov, saxofonist fra Umpas.

Det er svært ikke at holde af The Smashing Boneheads når de balkan-reggae-rock-vrikker afsted på ‘Hell of a Guy’ med saxofon-trut og Stig Gamborg’s halvmaniske prædikant-vokal. Men det er også svært, ikke at blive lidt træt af bandet over 11 lidt for ensartede numre, der mest af alt savner mere variation og flere melodiske hooks.

Ikke at man ikke sagtens kan vippe og nikke med og have en lille fest hjemme i stuen til for eksempel den førnævnte åbner eller ‘Devil Came Skippin’ Along’, hvor trommeslageren har en fest, og man sagtens kunne forestille sig et ganske levende gulv til en koncert. Jeg er helt sikker på, at The Smashing Boneheads vil være sjove at se live, for musikken virker bygget til at blive blæst ud over et modtageligt publikum på et svedigt mindre spillested.

Numre som ‘Quagmire’ og ‘Clap Your Hands If You’re Dead’ lyder mest som pudsige indfald under indspilningen, mens ‘Marching to Sct. Peter’s Gate’ tromler uskønt, omend moderat fængende, afsted. Bandet har til gengæld fat i noget på ‘Don’t Smell Like Moonshine’, hvor der er skruet lidt ned for galskaben i vokalen. Der er også skruet ned instrumentalt, for det er primært trommer/percussion og “aah-uuuuhm”-kor, der supplerer Gamborg her. Det giver et tiltrængt brud med den formel, der ellers er dominerende på albummet.

The Smashing Boneheads vender tilbage til den formel med Balkan/reggae/rock på ‘Shallow Grave’, mens ‘The Mall’ er en hvæsende forbruger-kritik, der lander lidt tungt. Så er der mere bid i den afdæmpede ‘Voodoo Moon’, hvor Gamborg igen synger mere end hvæse/sprutte/prædiker og der igen dukker, diskret, kor op.

Trommebeatet på ‘Let’s Go Dancing’ går lige i vippefoden og saxofonen leverer også et hook, på hvad der står som et af albummets bedre numre. Trommerne gør også positivt væsen af sig på ‘Summoning Satan’, der i og for sig også har nogle ganske fine elementer i spil. Faktisk fungerer slutningen på albummet væsentlig bedre for mig end især midterstykket.

Et eller andet sted, så ender The Smashing Boneheads med ind i mellem at lyde som et uhelligt afkom avlet i en fællesbrandert mellem Kaizers Orchestra og Ugly Kid Joe. Det kunne have været en kompliment, og er det også lidt, men så alligevel ikke helt. Til gengæld er jeg slet ikke i tvivl om at bandet har haft det sjovt, og at de er en fest live, og der er i og for sig ikke så meget at udsætte på musikernes evner – det er mere konceptet, der bliver lidt trættende i længden og sangskrivningen, der hænger her. Ikke at der ikke er solide numre på albummet, der er bare for få, der sidder fast efter endt lytning, og det kunne virke som om, projektet vil have gavn af at blive modnet lidt.

Derfor lander vi på en lidt lunken middel-karakter for et album, der nok skal kaste en svingom af sig hjemme på stuegulvet, men så nok hurtigt bliver gemt væk igen. Men spiller de op nær dig, så bør du nok finde danseskoene frem.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.