Mads Bjørn + Magnus Jacobsen, HeadQuarters, d. 11/6

0
956
views

HeadQuarters bød torsdag aften på “en mand og hans guitar” i form af Magnus Jacobsen, og en koncert til topkarakter fra hovednavnet, sanger, sangskriver og multiinstrumentalist, Mads Bjørn og band.

Indrømmet. Dette er ikke en anmeldelse, der falder inden under den klassiske rock/metal-genre. Men når man møder kvalitet på denne vis, og samtidig kan se nogle interessante koblinger til rocken, så håber jeg, at dette webzines læsere kan finde i deres hjerter at tilgive denne anmeldelse…

Mens GF Rocks øvrige anmeldere har travlt med forberedelser til henholdsvis Copenhell og Roskilde Festival, valgte undertegnede at bruge aftenen inden NorthSide i Århus, i selskab med Mads Bjørn på Headquarters i Århus.

For en plat 50er kunne man opleve Mads Bjørn og support af Magnus Jacobsen på det udmærkede spillested Headquarters, og det skulle vise sig at være en aften med høj kvalitet.

Magnus Jacobsen ★★★★☆☆

Jeg ankom nogle numre inde i Magnus Jacobsens sæt og måtte erklære mig en smule ærgerlig over dette: Genren ‘en mand og hans guitar’ er godt og grundigt gennemtærsket, men Magnus Jacobsen (Dance with Dirt) formår med sin akustiske guitar, godt skrevne sange og ikke uanseelige mængder rumklang at skabe et intimt og faktisk ret rørende rum, hvor man nødvendigvis må spørger sig selv om, hvor vidt store produktioner i virkeligheden er nødvendige, når tingene kan gøres så enkle.

Hvad jeg nåede at høre af Magnus Jacobsens sæt var i hvert fald nok til at få mig til at tænke, at det var noget, jeg gerne ville opleve igen. Det kan godt være, at HQ som setting giver nogle ekstra point, da man til trods for den lyse sommeraften, kan skabe en særlig klub-stemning fordi stedet, tjah, ligger i en kælder og derfor ikke er så påvirkeligt at solens lys.

Det er måske lidt unfair at basere en karakter på fire-fem sange, men jeg vil give Magnus Jacobsen fire stjerner det til trods – forførende, skarpt og dygtigt udført.

Mads Bjørn ★★★★★★

Efter nogen tid indtog aftenens hovednavn så scenen. Mads Bjørn lagde alene ud med en guitar og fik allerede fra de første toner slået fast at han ikke bare er en fantastisk producer – men også formår at lægge en gedigen vokal-præstation og stadig kunne køre et nummer hjem uden brug af alle tricks i bogen. På andet nummer kom bandet så på, og i den første afdeling af koncerten orienterede Mads Bjørn sig især i det nyere materiale, hvor han er stærkt, stærkt inspireret af 80ernes æstetik – men til trods for det aldrig helt ryger ‘over the top’.

Bandet bestod på aftenen af en percussionist (med op til flere drumpads, ud over trommer), en bassist, en (akustisk) guitarist/drumpad-percussionist og en synth/laptop-troldmand (ifølge Mads Bjørn kan man også opleve bandet med endnu en guitarist).

Og lad os slå det helt fast fra starten: Det er Mads Bjørns band, og der spilles hvad han dikterer. Det kunne være gået hen og have været noget stift skidt, men bandet virker oprigtigt sammenspillet og spiller med stor spilleglæde og rammer stort set alt lige i øjet…

Mads Bjørn kommer, som nogen måske ved, fra Esbjerg og har arbejdet forholdsvis tæt sammen med Sebastian Wolff fra Kellermensch. Så overraskelsen var lille, men begejstringen stor, da bandet spillede Kellermensch’ “30 Silver Coins” som tredje nummer. Hvor Kellermensch har satset på stygerne, havde Mads Bjørn erstattet det genkendelige tema med en luftig guitar. Anderledes, men stille genialt.

Første del af koncerten var især fra det nyere materiale, hvor Mads Bjørn har leget med 80ernes lyd og ikke er bleg for at bruge elektriske trommer, der ville passe lige ind i temaet fra Miami Vice – men alligevel formår at gøre dette på en underlig smagfuld og endda potent vis (selv om der aldrig er rigtig langt til smilet). Dette bliver især tydeligt på “Mega Song”, hvor selv titlen indikerer, at vi er lidt på ved ud på overdrevet. Både synth-blæsere, Miami Vice-trommer og U2-guitarer – men det bliver alligevel båret hjem af vellyd, en god vokal-præstation og generel charme.

Flere gange stod jeg og tænkte hvor meget Mads Bjørn ligner Tobias Trier – og de deler i hvert fald deres geni for den gode sang og komposition. Det er nørdet på den absolut fedeste måde!!

På den måde virker det heller ikke underligt at der lægges et langt instrumentalnummer ind midt i koncerten (om end introduktionen til det – noget med politik, Connie Hedegaard, og andre mystiske aspekter bliver lidt kejtet) – for der er talent bag og vellyden får lov at skinne igennem.

Da jeg hørte Mads Bjørns debut, Monolith, første gang, tænkte jeg at han i den grad kompenserede for sine omtrent-middel sang-evner ved at lave en genial produktion. Men da hele aftenen bar præg af magtdemonstration fra Mads Bjørn, burde det ikke komme bag på mig, at han valgte at spille ét af de bedst producerede numre fra pladen, “All in”, nærmest alene med guitar. Enten har manden altid været dygtig med en guitar – eller også var dette en demonstration af, at han ikke bare kan producere, men også levere live.

Den sidste halvdel af settet bestod af numre fra Monolith, og blev leveret på både rørende og professionel vis. “Gold” og “White Trees” var højdepunkter i sig selv i deres overlegent live-producerede form –  men det samme kunne man sige om det meget nedtonede åbningsnummer og “All in” – der var bestemt ikke tale om en one-trick-pony-koncert.

Koncerten sluttede med et instrumentalnummer, og jeg måtte gå ud i sommernatten med en følelse af, at jeg havde været til en koncert, som NorthSides kunstnere virkelig må stå på tæer for at nå op på niveau med…

Af Troels-Henrik Balslev Krag

Foto: Tine Skou

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.