Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Mads Beldring: Papir ★★★★☆☆

Mads Beldring: Papir ★★★★☆☆

283
0

En selvudnævnt simpel mand med et simpelt musikalsk udtryk. Sanger, sangskriver og multiinstrumentalist Mads Beldring får meget ud af “lidt” på sit tredje album, Papir, der leverer 10, stærke håndspillede numre.

Det med det simple relaterer nok blandt andet til, at set uppet og indpakningen er enkelt og velkendt på Papir. Det er folk-præget sanger- og sangskriver musik af den klassiske slags, men sangskrivningen er så god, at man gerne bruger 35 minutter i Beldrings selskab.

Tematisk kredses der om refleksioner over livet og eksistensen generelt, fremfor at der er tale om numre og tekster med en konkret fortælling. Det er tænksomt, intelligent og velskrevet og ikke mindst velspillet med op til flere rigtig fine melodier. Man aner ekkoer af nogle af genrens helt store koryfæer, eksempelvis er et nummer som nyestes single, “Regn med Regn”, en Neil Young sang, som Young måske ville ønske han kunne skrive i dag.

Guitaren vugger og hugger på den Young’ske manér, hvor det virker som om den gør modstand i Beldrings hænder, skal tæmmes, “lad kaos være kaos” messer han, mens han drømmer om at erstatte en regnfuld december med varmere himmelstrøg. Væk fra alt for små sko og en hverdag, hvor “vi peger fingre af verden i håb om, at den vil falde til ro”. Det gynger herligt her for Beldring, der ligesom mange af de musikalske sjælebrødre ikke besidder verdens største vokal, men den er veldoseret, bruges fornuftigt og har gennemslagskraft nok til, at kunne bære teksterne.

Beldring er ikke decideret protestsanger, det er ikke som sådan et politisk ærinde han er ude i her. Derfor kan man sagtens være lidt træt af tingenes tilstand, eller løfte en lyrisk pegefinger. Men, der efterlades plads i teksterne, så man selv kan lægge sin egen mening i dem. “Når de løse ender peger indad, er det ikke et spørgsmål om hvem, hvor og hvad // Så det bare om at holde fast i snoren med begge fødder plantet på jorden”, lyder det indledningsvist på den folkesanger klingende “De Løse Ender”. Det kan sådan set betyde noget forskelligt fra lytter til lytter.

På et nummer som afslutteren “Du Er smukkere”, der på flot, nedtonet og næsten saglig vis runder pladen af bliver det lidt mere direkte. I hvert fald i den forstand, at der utvivlsomt er tale om en hyldest til en person. Ikke en navngiven, forstår sig, du må selv sætte navn på hvem det nu kunne være for dig. Men, her bliver det da i hvert fald så konkret, at man går fra det mere eksistentielle og almene til noget mere nært og intimt. En smuk slutning på en plade, der ikke rigtig har nogle decideret svage øjeblikke blandt de 10 numre.

Bundniveauet er ikke bare højt, men det er også et album der føles i balance. Fra de mere rockede udladninger til den sagte afrunding. Fra kortere numre, som går til bidet, der ikke har brug for meget mere end 2 ½ minut til de længere, mere svævende og antydende, som den næsten 5 minutter lange “Blår”. Et andet højdepunkt på pladen, hvor Beldring “vender verden ryggen og siger hvad jeg vil // Og dem jeg ikke rigtig kender spørger højlydt, hvad kan jeg bruge det til?”.

Det kan jeg ikke svare på, det må Beldring jo gøre op med sig selv. Men jeg vil gerne lytte til ham, når han gør det som her. “Det der betyder noget, bekymrer dig på den helt rigtige måde”, lyder det ud af den let-psykedeliske tåge på “Blår”. Det kan der være noget om. Tror jeg? “Når alt kommer til alt og du kører frontalt ind i mængden”, lyder det så opfølgende. Så bliver jeg pludselig lidt mere utilpas og i tvivl om, hvordan det her kan tolkes og forstås?

Skal man pege på nogle svagheder ved Papir, så er det at pladen måske tager et lille bitte dyk, når vi når ind i anden halvdel. Det er ikke meget, og ikke et uvant fænomen, at momentum lige truer med at ryge, inden slutspurten sætter i. Men på et nummer som den ellers fine, lille “Knuder”, bliver det måske lige en kende for småt og sentimentalt i tonen for mig.

“Det er som om mit hjerte har brug for mig igen”, lyder åbningssalutten med en snert af trist bævren i stemmen. Her er det lige før, at jeg bliver hylet en lille smule ud af den og ikke helt kan være med. Omvendt, så er den akustiske guitar, det diskrete klaver og de smagfuldt arrangerede strygere nu meget nydelige og stemningsfulde og lyder dejligt beroligende, i skøn forening som her.

Den efterfølgende, mere valsende “Vågne”, er sådan set også en ganske smukt udført sag, men det grænser til det lidt for banale og sødmefulde til min smag. Søde, og bestemt veleksekverede sange, men på grænsen af det lidt for rørstrømske… lad gå. Jeg synes dog, at Beldrings aftryk er stærkere andre steder på pladen, når han styrer i retning af det mindre intime.

Overordnet set er der dog, trods den “simple” tilgang, masser af tyngde og pondus på Papir, der viser en modnet sangskriver, der har noget på sinde og hjerte, som lyder som om det bare SKAL ud. Måske ville pladen i sidste ende stå endnu stærkere, hvis ikke hjertet tog over og fik så meget plads på pladens sidste halvdel, men det afhænger nok af ens personlige tolerancegrænse.

Vi ender på 4 rigtig store stjerner for det samlede indtryk.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.