Lubomyr Melnyk, Radar d. 25/2 – 2016 ★★★☆☆☆

0
720
views

Radar lagde torsdag aften lokaler til den ukrainske pianist, Lubomyr Melnyks excentriske continuous music. Både ud fra hjemmeside og øvrige omtaler af Melnyks musik stod det klart, at det ville være en excentrisk performance. Og på den konto gik ingen skuffede hjem fra aftenens koncert.

Koncerten indgik som en del af Vinterjazz-konceptet, og Radar havde på aftenen indrettet lokalet med cafe-borde og scenekasse-bænke langs væggene. Resultatet var, at blot 150 personer blev lukket ind, og at dømme efter hvor fuldt lokalet var – og temperaturen – blev dette også opnået. Publikum bestod af en blanding af noget ældre, men også mange unge mennesker, hvoraf mange var expats.

Scenen bestod af et opretstående piano, miket op med tre mikrofoner – samt en stående mikrofon. Desværre kom disse tre mikrofoner – og teknikken generelt – til at spille en lidt ærgerlig rolle på aftenen. Men mere om dette senere…

Koncerten starter med, at Melnyk går på scenen og holder en lille lekture; han er stor modstander af hvordan vi i samfundet ‘tror’ på videnskaben og finder videnskabens monopol på Sandheden forkastelig – kalder den endda sygelig (at han så aldrig forholder sig til, at videnskaben netop aldrig beskæftiger sig med virkeligheden, men kun opstiller forklaringsmodeller, lader vi her stå).

Han fremfører en anekdote om at en fag/institutleder på et dansk universitet i 1890’erne ved sin tiltrædelse tiltrak folk, der rejste to dage for at høre indsættelses-forelæsningen. Kritikken af videnskaben som Sandhed kobler han dermed med at ingen tager sig tid til fordybelse.

Dette fangede min ledsager perfekt, og skældte mig også fuld ud berettiget ud, da jeg fandt min mobiltelefon frem under første set: Det var jo netop det, der IKKE var meningen – men derimod at man skulle være i nuet under koncerten. Men Melnyk har en anden pointe; hvis vi tilsidesætter videnskabens besættelse med lys, så bliver der plads til hans Sandhed; at lyd er altings grundlag. Altså at lyden er eksistensens grundlag, og musik måske netop kan hive os ud af videnskabens dårskab.Dette understreges af et bibelcitat, der fokuserer på at ordet (og dermed lyden) var der, før lyset: ”Let there be light!”. Wow.

Så er scenen ligesom sat!

1

Men efter denne introduktion, startes så det første sæt – bestående af tre lange numre. At Melnyk betegner sin performance som Continuous Music giver mening i det omfang, at genrer ikke nødvendigvis bider på det, han laver.  Umiddelbart vil jeg mene, at det er mere klassisk musik end jazz. Men klassiske pianister ville også spidde det for dets relative enkelhed, så den holder heller ikke helt hjem. Og rock er det ikke. Men genrer er også bare til for at sætte ting i kasser, og her skal jeg blot forsøge at beskrive hvad vi hører.

Det første nummer er det korteste og har et sonate-præg i sit tema. Det har altså rolige bevægelser i et tema og bygger stille og roligt op og ned i et mezzo-piano til mezzo-forte niveau. Men som nummeret udvikler sig, kaster Melnyk sin signatur-teknik ind i ligningen; hurtigt spil med mange anslag i sekundet til et niveau, hvor der opstår et lydkaos, hvor lytteren må samle sig for at finde melodien eller strukturen i kaosset. Men det hele er holdt i behagelige dur- eller parallel-tonearter og varieres med både stigning/fald i dynamik, men også stigning og fald i tempo. Man fristes til at skrive at musikken bølgede frem og tilbage – men Melnyk havde netop foredraget om, at musik ikke er bølger, så det tør jeg næsten ikke…

Under hele første nummer har højttalerne så poppet højfrekvente click ud, hver gang Melnyk spillede på den øverste halvdel af klaviaturet. For en mand, hvor lyden er så vigtig, var dette yderst sært og nærmest en hån, og når hans hurtige spil netop opnåede nogle interessante modfase-svingninger, var det utrolig forstyrrende at disse click brød med lydoplevelsen. Øv, Radar! Under andet sæt var min ledsager og jeg placeret længere tilbage i salen, hvor clickene stadig var der, men mindre tydelige.  Men de var stadig et forstyrrende element.

Andet nummer startede også med en lille forklaring af Melnyk; Nummeret ‘I love you’ var en lille banalitet i hans optik, men her prædikede han igen om at han også var formet af hippie-tiden, og at kærligheden alt for tit bliver undertrykt. Hans forhåbning var, at musikken kunne åbne os som mennesker og citatet ”Music is not just entertainment – it’s something that makes us feel” var selvfølgelig masser af vand på min mølle. Melnyk fortsætter med at lave en (kristen) religiøs kobling mellem musik og kærligheden, inden han sætter sig til klaveret og spiller et langt fuga-agtigt nummer, som starter med et fint, genkendeligt tema (minder lidt om ‘Sound of silence’), som så også trækkes over i ‘the many notes treatment’ og slutter i temaet igen.

Sidste nummer inden pausen er ‘Butterfly’, hvor Melnyk introducerer et backtrack, da dette (og aftenens sidste) nummer er skrevet for to klaverer og han er alene på scenen. Det introduceres uden megen prædk som værende skrevet inspireret af børn i en hotellobby, hvilket giver nogle fine mentale billeder at nyde nummeret ud fra. Det har lidt fuga-form, og styrer over i et ret dramatisk og kaotisk kontrapunkt, før det vender tilbage til et tema II.

Kontrapunktet – som var typisk Melnyk med mange noder på kort tid – fik mig til at tænke, at dette er lidt som at gå til en speed-metal-koncert – bortset fra at dette her faktisk lyder godt. Interessant er det i hvert fald at reflektere over, hvornår der kommer så mange noder, at det bliver til støj – og hvornår man stadig kan finde musikken i det fremførte… Efter ‘Butterfly’ fik vi en pause hvor der var lejlighed til at få lidt luft og reflektere over musikken.

Efter pausen var der igen bøvl med teknikken og Melnyk padlede (selv om han nægtede dette) eller foredragede om, hvordan nummeret ‘Windmills’ handlede om en vindmølle ved havets 400-årige liv – hvoraf stunder var perfekte, men kedelige – så pludselige voldsomme død og endelig opstigen til vindmølle-himlen. Mens denne tale foregik var der heftig aktivitet med at få et backtrack til at fungere blandt teknikkerne, og Melnyk nåede på de ti minutter dette tog også at tale i bedste hippie-stil om, hvordan man skal huske det positive og glemme det negative i livet. Sikkert sande ord, men også lidt svært at følge på en kold februar-aften…

‘Windmill’ var så på mange måder et stykke program-musik, hvor vi forinden blev instrueret i at lytte efter hvornår møllen var i (kedelig) perfektion, blev revet itu af en storm, lå spredt for vinden og siden lod sin sjæl opfare til vindmøllehimlen. Det var et langt nummer – måske 20-25 minutter – med sine absolutte højdepunkter hvor det i glimt var storartet – men også et værk, der kun gav mening med Melnyks formaning i starten af aftenen om, at vi skal tage os tid af og til. Og hvad mere interessant er, at i de mere dramatiske dele af nummeret blev det for første gang på aftenen dissonant og udfordrende på de ellers meget øre-venlige skalaer, Melnyk havde opereret under. Efter nummerets sidste toner havde klinget ud, sendte Melnyk os ud i den stjerneklare nat med formaninger om at glæde sig over det gode ‘we could all be covered in bird-shit. But we’re not’.

2

En anmeldelse af aftenens performance må inkludere de ‘forelæsninger’, der var mellem numrene: De havde karakter af at være prædikende, og i Danmark har vi det som bekendt lidt stramt med, når folk nævner Gud – eller religion – for meget i offentligt rum. Det var der godt nogen, der kunne have fortalt Melnyk. Still. Hvis ikke kunstnere må provokere (bevidst eller ubevidst), så ved jeg ikke, hvor vi er. Personlig finder jeg det dog kvalmt og underligt overfladisk at i den grad kritisere videnskaben – og så søge at erstatte det med en lommefilosofi. Men kunstnere må på den anden side alt, så måske skal vi bare se det som kunstnerisk provokation…

Musikken er… Udfordrende, men alligevel også uhyrlig enkel. Flere gange lyder det som skala-øvelser på speed, men i lækre dur-klange. Det er repetitivt og derfor ville jeg måske betegne genren som ‘analog ambient’ mere end den lidt indforståede Continuous Music.  Og som ambient så handler det om at space ud og koble af. Min ledsager foreslog også, at det kunne være interessant at opleve sådan noget på stoffer – men vi tog den nu over et par IPA i stedet.

Men det er også ‘klaver punk’. For i al sin enkelhed og insisteren på enkle tonearter, så er der også en devil-may-care-attitude; et nummer må gerne være 20-25 minutter, hvis det lige passer… Og kunstneren skal nok færdigtygge hele budskabet for dig, så du bare kan stige på. Eller gå.

Jeg bliver aldrig fan af backtracks, og tangent-koncerter (elektriske eller analoge) er svære at gøre visuelt interessante. Nu handlede aftenen om lyd, men desværre var både ovennævnte click og problemer med monitoren med til at den magiske illusion, Melnyk forsøgte at opbygge, aldrig for alvor indfandt sig.

Og derfor må jeg desværre give en ellers forsøgt intens koncert tre stjerner.

Af Troels-Henrik Balslev Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.