Larica: Det Kaotiske Orkester **** (4/6)

0
15644
views

Balkan, swing, ska, dub, techno, og disko, det kaotiske orkester Larica er mange ting på samme tid (mest de 3 førstnævnte), men mest af alt vil de bare helst kaldes et “danseorkester”. Men det er nu ikke udelukkende musik til danseskoene Larica leverer på deres tredje album, der er også aktivistiske tekster blandt danse-rytmerne, og det er når bandet har andet end festen på hjertet, at de har fat i noget.

Vi starter med en indrømmelse: Stort set alle de nævnte genrer er jeg ikke fan, eller kender, af, så det her bliver lidt en opdagelsesrejse med en novice som guide.

Larica tæller hele 9 medlemmer, der med ild i røven kaster sig over alt fra guitar, bas og trommer til alt-saxofon, klarinet, trompeter og andet man kan danse til. Det giver, som titlen indikerer, et kaotisk og mangfoldigt lydbillede, men det er heldigvis et nogenlunde kontrolleret kaos, hvor de hektiske takter og rablende trutteri kun sjældent får lov til at gå helt balalajka. Bandet gør i pressematerialet en del ud af at fremhæve, at de selv er med i hele processen omkring skabelsen af deres plader, at det et band med meget konkrete holdninger, som også afspejles i teksterne, men mest af alt kommer de for at skabe en dansefest.

Dermed får de egentlig også selv nævnt både deres største forcer og det, der hæmmer denne udgivelse en smule. Når sangene har noget konkret på hjerte, så lyder Larica som noget ganske unikt. Når de i stedet for leverer en svedig sving-om, der ikke vil meget andet end at feste igennem, så bliver det hele lidt ligegyldigt at lægge ører til – festen forplanter sig bare vanskeligt fra studieindspilningen ud i stuen. Ingen tvivl om, at dette materiale sikkert ville fungere glimrende til en koncert, men det er ikke noget jeg orker alt for meget af på plade.

De 8 numre på Det Kaotiske Orkester falder stort set ligeligt fordelt  i de to kategorier, derfor ville det samlede indtryk hos mig nok også have været endnu stærkere, hvis Larica “bare” havde lavet en EP  med holdnings-sangene, så jeg slap for de påtrængende danse-numre, ingen tvivl om at de sætter sig i bentøjet, nærmest i uimodståelig grad, men jeg var ikke lige kommet for at danse.

Det er dog ikke fordi, at der ikke er spændende takter i nogle af de mere danse-orienterede skæringer, et nummer som den over 7 minutter lange “Sved og Champagne” har en ganske vellykket 1920’er danse-salon stemning over sig. Det er måske også deres mest udprægede “nu skal vi bare feste” sang, med en tekst om at skrue volumen op og smide tøjet. Med sikkerhed noget der virker til en koncert, og jeg går ud fra bandet selv går foran med et godt eksempel og blotter nogle overkroppe. Som indspilning bliver det, trods kompetent og insisterende levering, aldrig meget andet end en “jeg kan da godt høre det ville fungere live” følelse man sidder tilbage med (med det meste af sin klæder på). Det samme gør sig gældende for den afsluttende “Det Kaotiske Orkester”, der forklarer hvad Det Kaotiske Orkester er for en størrelse (de sætter ild til hele byens fester). Den virker som en lettere febrilsk jam, der her kun varer omkring 2 minutter, men live sikkert kunne forlænges ud i det uendelige, eller i hvert fald indtil den sidste danse-mus i Ungdomshuset er drattet om af udmattelse. Ikke uden smittende kvaliteter, men stadig noget jeg ville foretrække live.

På “Hvert Eneste Minut” får Larica med held kombineret både dansefesten, her i en Madness klingende udgave, med en lidt mere poetisk/kryptisk tekst, så der er noget for både de små fusser og de små grå. “Jeg har solskin i en pose // For natten er lang // Jeg bukker mig i støvet // Vender om på ret og vrang”, lyder det indledningsvis fra forsanger Kristian Nielsen, imens den svingende spjætte-rytme pumper nummeret fremad. Her kan jeg være med på løjerne og tager mig en lille sving-om i stolen. Også kaffe-sangen, “Kaffe-Swing”, der selvfølgelig har en lidt søndagskaffe jazzet melodi, lykkes med at kombinere de catchy rytmer med en tekst, hvor der måske er lidt mere på spil mellem linjerne, end den umiddelbare hyldest til kaffen som damper på overfladen.

Det er som sagt når Larica får bakket den kaotiske orkestermusik op med lyrik med konkrete budskaber og holdninger, at det hele letter for mig. På “Copyleft” fortælles historien om en, i deres optik, grådig musiker der er så forhippet på profit at han, naturligvis, ender med at miste alt:

Alt hvad du har lavet, er Koda registreret
Ingen skal have dine kreationer foræret
For din lyd er original og ganske unik
Hvordan skal man ku’ leve af gratis musik?

Det kan man naturligvis godt, for budskabet synes at være, at piratkopiering sørger for nye fans, der kommer til koncerterne, og at musikken burde være en åndelig rigdom vi alle kan suge næring fra:

Hvis du spiller musik, eller skriver en bog
Burde du være mere som dem der maler på et tog
Gir’ alt hvad de har af kreativ energi, uden at få andet igen end sympati
Din kreativitet er et stykke af dig selv, som alle ska’ ku’ mærke uden at være kriminel

Musik handler, ifølge Larica, om at “skabe noget smukt, fordi man ikke kan lade være”, det kan man jo så være enig eller uenig i, men i hvert fald er det dejligt når bandet bare bekender kulør og smækker deres meninger lige i fjæset på lytteren. Det giver den dansable musik en ekstra dimension, der gør at jeg som lytter bliver meget mere interesseret i hele pakken, og samtidig bliver mere trut-tolerant end jeg ellers ville være.

Samtidig leveres budskaberne med en rigtig fed og overbevisende vokal, Kristian Nielsen har måske ikke nogen “stor” stemme i sådan en almindelig anerkendt teknisk forstand, men hans stemmeføring og klang giver Larica og deres lyrik et nostalgisk 70’er skær. Når Larica er allerbedst, som på åbningsnummeret “Jihad”, der omhandler Palæstina konflikten, så klinger det næsten som 70’er aktivistiske kunstnere som Arne Würgler, Benny Holst, Jan Toftlund og andre fra samme “klasse”. Man kunne sikkert hurtigt forfalde til at dømme Larica som en flok naive røde blomsterbørn, hvor man kun får noget ud af teksterne hvis man er politisk enig med dem i forvejen. Jeg synes dog netop et nummer som “Jihad” rummer nogle let forståelige, men samtidig tilpas poetisk formulerede, budskaber som de fleste burde kunne få noget ud af:

Kritik af folkemord er ikke anti-semitisme
Sten mod tanks er ikke terrorisme…

I skolen, i medierne bliver stridens frø sået
Indoktrinering er sagens røde tråd…

For simpelt og forsimplet? Måske… men Larica er, som de selv nævner, ikke bange for at ytre konkrete holdninger, og en lang teoretisk udredning af Palæstina spørgsmålet egner sig nok knap så godt til sangtekster, end en med små skarpt formulerede tekstbrokker, som her.

Det Kaotiske Orkester favner bredt og bandet bag vil rigtig meget på denne udgivelse, måske også lidt for meget. Det lykkes aldrig helt, at få plads til både den ubekymrede fest og de tankevækkende budskaber, det er måske simpelthen for stor en ramme Larica sætter op for et album. Enkeltdelene er dog gode, stedvis decideret fremragende, men den store sammenhængende følelse udebliver lidt. Albummet er sikkert en meget præcis afspejling af hvad det 9 mand/kvinde store orkester er for en uregerlig og sprudlende kreativ størrelse, og som sådan er den et ganske fascinerende bekendtskab – men jeg ville klart foretrække at der blev skruet lidt ned for dansen og op for agitationen!

Vi ender på en lettere diffus 4’er for en til tider virkelig kaotisk oplevelse, hvor højdepunkterne gør  alle turens krumspring og danse-kramper værd.

Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen

Download albummet på bandets hjemmeside, eller dans forbi Larica på Facebook

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.