Koncerter i Aarhus, uge 39

0
1330
views
De Underjordiske med Peter Kure i front havde godt fat i publikum

Vi tager igen en runde på koncertstederne i Aarhus, så regnen kan ruske i ro og fred udenfor, mens du kan hygge dig med lidt øreguf indendøre. 

Torsdag d.24. september

Vi starter i det eksperimenterende hjørne, torsdag aften på Radar, hvor Suns of Satan har valgt at gentænke release-koncertformatet, når de fejrer udgivelsen af deres nye mini-album, Driven. Ikke alene på mini-albummet, men også til koncerten har bandet lagt deres musik i andres hænder. Til koncerten resulterer det i 4 små koncerter, hvor musikere fra Marybell Katastrophy, Lowly, Maskinvåd og SVIN fortolker numre fra både debuten Sidespring og fra det nye mini-album. Oveni rundes der af med uropførelsen af et algoritme-baseret videoværk af Søren Lyngsø Knudsen, som har produceret Driven.

Du får endda også en lille opfølgning på koncerten, i form af en skønlitterær tekst fra forfatter Mette Østgaard Henriksen, som omsætter sin oplevelse af aftenen til ord, som du får tilsendt i et brev efterfølgende.

Radar, døre kl. 2o, start kl. 21, 50 kr. (kun dørsalg)

Vi er også ude i noget med fortolkninger af andres materiale, eller måske nærmere hyldest, i Musikhuset samme aften, hvor Uhrban Stöjband & Friends fejrer The Last Waltz, den legendariske musikdokumentar med musik af blandt andre The Band,  Bob Dylan, Joni Mitchell, Neil Young og Neil Diamond. Et 14-mands orkester med Peter Uhrbrand i spidsen sørger for en musikalsk live-oplevelse, så hvis du er til rock-nostalgi, så er det nok et godt bud på ugens oplevelse.

Musikhuset, Rytmisk Sal, kl. 20, 270 kr. 

Fredag d.25. september

Vi springer videre til fredag og et par spændende danske navne i form af De Underjordiske og Virgin Suicide, som indtager Radar. Førstnævnte har vi haft en del i spalterne her på siden, blandt andet under årets Roskilde Festival, hvor bandet leverede en af årets bedste rockkoncerter på Rising: “Der er noget insisterende og kraftfuldt over De Underjordiskes bastante rytmiske understrøm, der fik overkroppene til at vugge, øjnene til at lukke sig i og armene til at stige i vejret blandt publikum på pladsen”, skrev jeg blandt andet om den koncert. Bandet har udgangspunkt i den psykedeliske rock, men breder sig også mere ud på debutalbummet, som Ken netop har anmeldt – anmeldelsen kan læses HER. Vi fangede også bandet til et interview på Roskilde, det finder du HER.

Også Virgin Suicide har vi anmeldt her på siden, da Thomas kom i godt sommerhumør af at lytte til bandets selvbetitlede debut tilbage i juni. Dengang stillede han sig selv et spørgsmål og gjorde sig også den ulejlighed at svare på det: “Men hvad er det så lige de her 5 gutter kan? De kan skrive lette, atmosfæriske og lettilgængelige pop-rockede sange, der er godt inspireret af 80’ernes jangle pop, 90’ernes brit-pop, specielt Suede, og blandet nænsomt med en stor skvis 60’er rock. Toppet med bandets talent for at skrive medrivende sange, med catchy omkvæd og med melodien i højsædet, ender dette lidt specielle mix med en vintage sound, som på samme tid fremstår frisk og nutidig”. Læs hele anmeldelsen HER.

Radar, døre kl. 20, start kl. 21, 80 kr. 

Spændende danske navne er der også både fredag og lørdag til Newbees Festival i Stakladen – Blandt andre Palace Winter (anmeldes snart), The Entrepreneurs (anmeldt live på Roskilde Rising, hvor vi blev ret imponerede – tjek også vores interview med bandet HER), Spökraket (anmeldt HER for “en tåget tur ind i en musikalsk skov”) og AddisAbabaBand (anmeldt på plade HER). Der er yderligere 6 navne på plakaten som er udvalgt blandt i alt 80 ansøgere. De fire nævnte fortjener alle en anbefaling og mon ikke det samme er tilfældet for de resterende bands også? Der er noget for enhver smag, så vi kalder denne upcoming-buffet for Ugens Anbefaling.

Stakladen, begge dage døre kl. 19, start kl. 20, 50 kr pr dag (gratis for medlemmer)

Lørdag d.26. september

Lørdag er der også et fint udvalg. Vi starter igen på Radar, hvor finske Mirel Wagner og danske Ida Wenøe spiller. Ida Wenøe hørte jeg da hun varmede op for Dad Rocks! for halvandet år siden på Radar, og det gjorde hun ganske glimrende. Du kender hende måske også fra Boho Dancer.

Finske Mirel Wagner har etiopiske rødder, men det klinger mere nordisk end afrikansk i hendes dæmpede melankolske univers. De par numre, jeg har youtubet, lyder rigtig spændende. Wagners debutalbum er i øvrigt udgivet på legendariske Sub Pop.

Radar, døre kl. 20, start kl. 21, 100 kr. 

Vi runder af med dansk blues rock af højt karat, når Thorbjørn Risager & Black Tornado fejrer udgivelsen af live-albummet/DVD’en Songs From the Road. Den anmelder vi i øvrigt også inden længe her på siden – jeg kan dog godt løfte sløret for, at udgivelsen viser et live-band i god form. Risager og band har gennem de sidste 10 år både leveret solide studieudgivelser og spillet ca. 100 koncerter om året – heraf 2/3 i udlandet. Sidste år vandt bandet en DMA for bedste blues-udgivelse, og tidligere i år bragte vi dette interview med Risager.  Trænger du til en blues-rusketur, så er det på Vestergade 58 du finder den.

NyV58, døre kl. 19, start kl. 20, 175 kr. 

Det var ugens bud herfra – rock on!

Af Jonas Strandholdt Bach

Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.