Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Kom Vi Løber: Parafrase (Album/anmeldelse)

Kom Vi Løber: Parafrase (Album/anmeldelse)

195
0

Kom Vi Løber har med Parafrase taget et skridt frem fra debuten, og fortjent høstet spilletid for nogle stærke singler. Ordene står stærkest på et album, der kan virke en smule monotont, men også rummer mange kvaliteter. 

For tre år siden anmeldte jeg Kom Vi Løber’s debutalbum, Sct. Hans. Dengang som nu er det et soloprojekt fra Lone Slot Nielsen, der betjener alle instrumenter og synger. Sidst følte jeg udtrykket blev for mekanisk, og netop kom til at fremstå som et soloprojekt uden organisk samspil. Denne gang er den fornemmelse, omend stadig en smule lurende, i det store hele forsvundet. Lyden virker varmere og mere afrundet på Parafrase, der også sangskrivningsmæssigt, samlet set, virker mere modent og stærkere.

Det er i hvert fald aldrig mindre end solidt, sangskriverniveauet på Parafrase, og enkelte steder er det rigtig godt. Bedst på numre som ‘Én til én’ med dens både varme og melankolske tone, og ‘Hendes ansigt’, som tager udgangspunkt i et digt af Jørgen Leth, og er blevet luftet godt i radioen. Kom Vi Løber er tydeligvis også interesseret i sproget, og teksterne hænger godt sammen – flere steder er teksterne i dialog med tekster af forfattere som Dorthe Nors, Anne Carson og førnævnte Leth.

Ordene er for eksempel mange på den fine indledning, ‘En svale’, og på ‘I kraven, i knoglen’, hvor “natten er trukket i violet” og “længslen er hjemløs, uforskammet, porøs (…)”. En lille anke kunne være, at det ind i mellem kan være svært helt at høre hvad Nielsen synger ind i mellem, når musikken væves tæt om hendes vokal, og det er jo alt andet lige en lille smule ærgerligt, kvaliteten af teksterne taget i betragtning. Netop vokalen gør ikke de store krumspring – den føles for det meste let distanceret, melankolsk, og ind i mellem på kanten af det reciterende. Det har både fordele og ulemper.

Den pulserende, dynamiske bas gør sig bemærket flere steder, blandt andet på ‘Hvid nat’ og ‘Flygtigt, Forvirrende’, og den er et godt våben i Kom Vi Løber’s arsenal. Virkemidlerne bliver dog genbrugt undervejs, og det betyder at albummet kommer til at føles lidt for langt, i hvert fald når man lytter fra ende til anden. Numre som ‘Jenny’ og ‘Løvekælderen’ gør ikke alverden for mig, men de er som sådan begge solide numre, og især sidstnævnte kunne måske godt vokse på mig.

Men en af mine udfordringer med albummet (dem er der relativt få af) er, at jeg faktisk har lidt svært ved at skelne numrene fra hinanden. Her bliver det næsten ordene, der tjener til at gøre størst forskel. “Jeg har aldrig været andre steder end her,” konstaterer Nielsen igen og igen til sidst på ‘Løvekælderen’, og det virker måske i overført betydning fortsat som om Kom Vi Løber’s univers er solipsistisk – det kan føles som en verden, der lukker sig en smule om sig selv.

Et af de steder, hvor det musikalske stikker lidt ud er på ‘Bruger ikke at danse’, hvor kølige synths giver en anden klang til dele af nummeret. Her trækker Nielsen “månen til mig, trækker mørke til mig, trækker frem, lægger til, til dig” på afslutningen, som måske er det sted på albummet, hvor jeg bedst føler jeg kan mærke Nielsen. Ellers har det en tendens til, som tidligere nævnt, at virke lidt melankolsk distanceret og reflekteret.

Der syder også nogle synths på ‘Vi er sandet’, der klædeligt skifter rytme i omkvædet (det kunne godt blive sådan ét, der satte sig umærkeligt fast), og guitaren får også lov at gnistre lidt – den har det ellers med at holde sig til nogle relativt nydelige figurer det meste af albummet. Lukkeren ‘Et forsvar’ holdes dæmpet det meste af vejen, men bygges langsomt op mod et mindre musikalsk crescendo inden det stilner af og Nielsen tørt konstaterer “og ellers sker der ikke så meget for tiden” efter at have sunget om, at være åben for “en indføring i tab af kontrol” og andre potentielt eksplosive eksistentielle forandringer.

Der er rigeligt af spændende tekstbidder at grave sig ned i på albummet, og musikalsk er der altså også godbidder i mellem. Anken er en tendens til en grad af ensformighed i musikalsk udtryk og vokal når man lytter i længere tid, men samlet set er niveauet altså ganske fint hos Kom Vi Løber. Det er bare, at løbe videre.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

Previous articleJonas Hammer: Insolvent (Album/anmeldelse)
Next articleGutter Island 2022 – Optakt Torsdag 18/8-2022

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.