Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Kaliido + Yellow Spoon: Nebula Livesession (EP/Anmeldelse)

Kaliido + Yellow Spoon: Nebula Livesession (EP/Anmeldelse)

101
0

To eksperimenterende duoer, Yellow Spoon og Kaleiido, satte hinanden stævne Institut for (X) til Nebula i Aarhus og improviserede en livesession. Det er der kommet… et eller andet ud af, som nu er udsendt på en live EP!

Nebula beskrives som: “et grænsesøgende live format der har til hensigt at afsøge hvordan musik og musikere med forskellige baggrunde og fra forskellige miljøer, kan mødes og styrkes gennem improvisation”.

Yellow Spoon er en slagtøj og tangent duo bestående af Rasmus Sitarz og Christoffer Holm Clause, der kun spiller improviseret musik. Med elementer af fusionsjazz og hiphop breakbeats. Kaleiido udgøres af saxofonist Cecilie Strange og guitarist Anna Roeme, som har rødder i både jazzen og indie/rock/pop

Slagtøj, saxofoner, frit flydende fusions-jazzet struktur, filmisk stemning og improvisation. Musikken svæver rundt, vikler sig ind i hinanden, instrumenter stikker af i hver sin retning. Der males cinematiske lydflader, det falder fra hinanden og samles igen.

Byen suser forbi. Bazar efter bazar med et overskud af frugt og grønt er ved at åbne. En indehaver går og fejer, mens en saxofon lider og trutter, hyler, hiver og strækker toner. Kosten bevæges til i takt med den underliggende, hiphoppede rytme. Jeg er på morgencykeltur på Nørrebro, og Nordvest er langsomt ved at vågne. Resterne af gårsdagen og natten renses, mens søvnen stadig hænger i min øjenkrog.

Jeg er vågnet tidligt og taget på spontan udflugt. I følgeskab med Kaleiido og Yellow Spoon, der ligesom mig har ladet spontaniteten tage over. Min rute er improviseret, jeg følger skiftevis de grønne lys og mit lidt upræcise indre kompas. Jeg kører ikke efter noget bestemt, ikke afstand, ikke fart, blot tid. 2 timer er målet. Kaleiido og Yellow Spoon har afsat godt 50 minutter.

Men tid er ligegyldig. Ligesom min cykeltur, er der ingen plan eller fast struktur. Ikke anden begyndelse og ende end et startsted og slutpunkt dikteret af tiden. Tempoet stiger og falder, som højdeforskelle på byrutens cykelstier. Bellahøj, et strejf af Frederiksberg, Jagtvej, Glasvej, min tanker afbrydes af et billede af BZere fra 93. Var det ikke et af de steder, hvor der blev skudt? Jeg har lige hørt et podcast om den episode. Intet nyt under solen, den historie er hørt før.

Selvom de to duoer i mine ører eksperimenterer med form og indhold, så er der også noget lidt for velkendt over løjerne. Det er som om, at de to duoers lyduniverser, den frie leg til trods ikke helt smider spændetrøje. Måske i et forsøg på, at skabe en eller anden fornemmelse af sammenhæng. Både deres respektive lyd imellem og selve de musikalske udfoldelser.

Hiphop rytmer og beats møder jazz. Det er ikke helt så overvældende og “gakket”, som jeg havde håbet på? Faktisk er det i lange stræk en kende stillestående og søvndyssende. Muligvis er jeg bare træt. Klokken er 5, EPen er startet forfra, jeg har allerede været vågen et par timer og lyttet denne livesession igennem én gang, mens 20 km. cykelsti og byrum er blevet optaget i bentøjet.

Dagen før lyttede jeg til EPen i mens jeg lå på sofaen og læste. Jeg faldt i søvn og fik mig 10, 15, 20 minutter på øjet. Da jeg vågnede lød det som om, at jeg var cirka samme sted på EPen. Rækkefølgen af de 6 relativt lange numre virker, om ikke tilfældig, så ligegyldig. Man kan sikkert sætte Nebula Session på shuffle og få samme oplevelse ud af det.

De ordløse numre har titler som “Awakening”, det er åbneren, hvis man skulle være i tvivl. “Fallout” lukker efter man er faldet ned i “The Black Hole”. Det giver mening. Singlen, andet nummer på EPen bærer til gengæld titlen “Cuban Cigar”, hvilket sikkert også giver en form for mening. For afsenderne.

Casino Kiosker, Candy Shops, Mobilreperation, Kebab konger og paladser flimrer forbi i periferien af mit synsfelt, mens musikken trækker vejret i ujævnt, skiftende tempo. Det Kunne også være min rygerlunger, der piver lidt? 7-11 har aldrig lukket, på trods af det lidt misvisende navn. Flexibel fusionsbiks, på det punkt har det et eller andet tilfælles med Nebula Sessions.

Jeg begynder at kede mig en smule. Både fordi jeg er ved, at løbe tør for cykelsti, der er ophidsende nok til at motivere mig, og fordi musikken kører i cirklende tomgang for mig. Det burde starte en indre film, der er helt klart noget tilstræbt billedskabende og “soundtrack” følelse over samarbejdet. Den film starter bare aldrig for mig.

De billeder, som jeg har beskrevet her, er nogle jeg selv har set og skabt. Kaleiido og Yellow Spoons, sikkert velspillede, teknisk begavede og musikalsk udfordrende, livesession bidrog aldrig med andet end en baggrundssummen. Det kunne lige så vel, i min verden, have været mislyde og knirken fra cyklen, halv-fjern og utydelig støj fra byen der vågner og startende morgentrafik.

Det bliver bare udflydende flader af utydelige lydlandskaber, som ikke smelter sammen til noget der bliver levende for mig.

Af Ken Damgaard Thomsen

Previous articleRepeatlisten #3
Next articleCrocell: Baptized In Bullets + Funeral Bliss (2xEP/Anmeldelse)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.