Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Jesper S.: Ama’rdreng ★★★★☆☆

Jesper S.: Ama’rdreng ★★★★☆☆

319
0

Ama’rdreng er en dunkel spoken word tur gennem en barsk opvækst på “Lorteøen”. Det er hård kost, koldt og kantet, men også insisterende og vedkommende. 

Jesper S., som også slår sine folder som bassist i bandet The House, ligger med sin solodebut et lidt andet sted musikalsk; her er vi mere ovre i en dunkel crossover mellem hiphop, rock og spoken word. Et beslægtet navn er Vindposen, som udkommer på samme label, mens jeg også associerer i retning af Claus Høxbroe – som dog er noget mere jazzet musikalsk.

Ama’rdreng er musikken mere kold og industriel, men samtidig rytmisk medrivende. ‘DNA Kæder’ er relativt sparsom på ord, men lykkes til gengæld med at bygge en halv-klaustrofobisk stemning op, så man ser den “ellipseformede gård” for sig.

Tekstmæssigt undersøges en traumetung barndom på albummet, og ganske eksplicit på ‘Pyjamasdrengen’, hvor “dæmonerne i natten” godt nok beskytter mod det onde, men også “tager renter”. Der er små detaljer i teksterne, så man kan forestille sig konkrete personer, træk, og miljøer. Jeg får et gråtonet animeret univers på nethinden, når jeg lytter.

Der er “det brune hessiantapet” på ‘Guldringen’, for eksempel, i rummet hvor “kvinden” ligger sammenkrøbet, der lugter af “Campari og Mistral”. Man får små bidder i hvert af albummets otte numre, som tilsammen danner en eller anden form for fortælling, som brutalt “konfronterer og punkterer (…) en opvækst i svigt, forfærdelighed og drømmene om en umulig flugt”, som det står i pressematerialet.

På ‘Skygger i mørket’ hvisker Jesper Staustrup ildevarslende, “mennesker uden øjne suser forbi”, og det virker som halvvejs socialrealistisk virkelighed og metaforisk, dystert mareridt. Det går sgu lige i maven ind i mellem, blandt andet her.

Vi skal også holde øje med hvad der sker ‘Bag baren’, hvor “alle er venner” i hvert fald fra 19-24. Her er “ham der igen ringer hjem og siger han arbejder over”, og “ham der senere brænder inde derhjemme med sit barn med en tabt cigaret”. Der er også “barnet”, der sidder i en bås, med stamkunderne, og gerne vil hænge ud her i fremtiden, for det er det, man gør når man er voksen.

‘Krigeren’ er et familiemedlem, en far, en bror, en onkel? Der tager drengen med væk fra “dragens hule” – her flyder det metaforiske og konkrete sammen i drengens opfattelse af “krigerne”, der sidder med “glaspiben” og lytter til Pink Floyd, inden de skal ud på “togt”.

Man begynder dog som lytter at føle sig lidt mørbanket af den alvorlige tyngde, de kolde beats og baslinier, og elendigheden mod slutningen af albummet, hvor ‘En søn i en boks’ hamrer elendigheden ind, mens der lader til at være en smule håb at finde på albumlukkeren ‘Lorteøens horisont’. Om ikke andet viser horisonten at der er andet her i verden end den nuværende elendighed.

Det er ikke nogen behagelig udflugt til Amager og en hård barndom, Jesper S. tager lytteren med på. Det er et lydspor, der kunne passe til en roman af Morten Pape eller Jonas T. Bengtsson. Man tager ikke med på turen for hyggens skyld, men det er alligevel svært ikke at blive draget ind i det dunkle univers. I længden bliver det også næsten for tungt – men sådan er virkeligheden jo nu engang også ind i mellem.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.