I’ll Be Damned: Road To Disorder ★★★★★☆

0
884
views

Aarhusianske I’ll Be Damned er efterhånden blevet et slags husorkester her på GFR. Vi har været med på bandets rejse fra starten, tilbage i oktober 2012, hvor vi anmeldte bandets første EP – det var dengang vi ikke gav stjerner til upcoming bands. Men anmeldelsen Jonas begik var udpræget positiv, og sådan har det faktisk været lige siden. Personligt har jeg ikke haft det store med I’ll Be Damned at gøre, så Road To Disorder, som er bandets andet album, er mit første rigtige møde med gutterne.

Jeg forstår mine kollegers begejstring for I’ll Be Damned og deres take på rock ’n’ metal, for det er lige netop hvad det er, og Road To Disorder skuffer ikke. Det er en god blanding at alt muligt, og nu nævner jeg bare i flæng; Foo Fighters, Billy Idol, D:A:D, Pantera, Corrosion of Conformity, Metallica. Ja, det er vel bare et stort sammenrend af de seneste 20-30 års større rock og metal navne der kan anes. Men, vigtigst af alt, er det originalt, de har deres egen lyd og måde at gøre tingene på, og så gør det ikke noget, at der er en vis humor og uhøjtidelighed i mixet.

10 sange får man tyret lige i fjæset, og der åbnes med en lille sjov og super rockende sag – “Stephen Hawking Talking”. Mange vil nok mene at det er en kende for useriøst, men jeg kan nu meget godt lide det. Det er uhøjtideligt, power-rockende og sætter i den grad scenen for resten af albummet. Nej, det er nok ikke den dybeste tekst nogensinde eller sangskrivning, men det virker, jeg sad da både med en vippende fod og et smil på læben.

Fra uptempo powerrock a la “White Limo” med Foo Fighters, fortsættes der i tungt rockende “The Entire Universe”, hvor musikken næsten går i stå i verset, før et massivt omkvæd med et medrivende riff, banker liv og fylde i sangen igen. Forsanger Stig Gamborg’s vokal er, generelt på albummet, i en liga for sig, og på denne sang er det så sandelig ingen undtagelse. Bakket op af et sindssygt tight og velspillende orkester, kan man kun bukke sig i støvet.

På “You Are The Young” er vi tilbage i  det tempofyldte, en smule jolly (trods tekstens opfordring til, at den unge generation skal rejse sig og gøre modstand, gøre et eller andet!), men stadig godt rockende – et fint lille pusterum før mægtige “Pig Burner” sætter ind.

For det gør den med fuld kraft. Den lettere stemning er skiftet ud, med en der er noget mørkere og ondere i sulet. Det er tungt, ondt og særdeles medrivende. Vokalen growler, råber og vrider sig, til de tunge toner, og efter 3 minutter bliver det for alvor evil. Her sætter en oooond growl sektion ind, med hjælp fra mægtige Baest – perfekt på den onde facon, hold da kæft! Der løsnes lidt op på “Luck Could Change”, hvor der nærmest går blues-rock i den, men utroligt nok passer det fint ind, og den røde tråd holder til stilskiftet.

Men det er en stakket frist, altså med blues-rock. For på “Flag Follows The Money” (endnu et politisk opråb) er tempoet igen skruet op, og bandet rocker det bedste de har lært, ud af landevejen. Det er no nonsense og hold kæft hvor er det befriende. “Keep Warm Burn The Rich”, “Just Ain’t Right” og “A Hanging Job” (et nummer af ældre dato, der har været en del af livesættet i adskillige år, red) ryger i samme kategori, der er godt med fart over feltet, Stig Gamborg’s vokal er skiftevis semi-talende, råbende og generelt bare godt, gammeldags pisset af. Men gældende for hele dette femkløver, er at der er stor variation sangene i mellem, så på trods af at det er 1, 2, 3 ,4 også bare afsted, bliver det på ingen måde kedeligt.

Pladen sluttes på klassisk vis af med en ballade, hvad ellers? “Arrow Of Time (Road To Disorder)”, en sag på 7 minutter og 53 sekunder, viser, i hvert fald på dette album, en mere følsom side af bandet. Og ja, det kan de sørme også finde ud af. På trods af den lange spilletid, bliver det på ingen tidspunkt langtrukkent, man bliver modsat suget ind i sangen og atmosfæren der skabes. Imponerende, når sangen hovedsageligt består af vokal og elektrisk guitar. En smuk sang, og ikke mindst måde, at lukke og slukke et ellers über power-rockende album af på. Det er overskud.

Der er ikke så meget andet at sige. Road To Disorder er uden tvivl et af de bedste rockalbums der er begået af et dansk band i år, og jeg vil blive meget overrasket, hvis der lander et, der kan vippe I’ll Be Damned af tronen. Albummet er gennemsyret af kvalitet, musikalsk overskud, attitude, humor og sangskrivning på et meget højt plan. Jeg vil vove den påstand, at vi her har med Danmarks næste store rockband at gøre.

Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde

Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.