I’ll Be Damned + Act Of Instinct, Atlas, d. 3/3 – 2016

0
1680
views
Photo: Hasan Jensen / Homage Photography

På en aften, hvor både I’ll Be Damned og Act Of Instinct viste stor velvilje til at starte en fest, viste det sig at være de erfarne, der tog stikket hjem.

Act of Instict ★★★☆☆☆

Inden vi blev præsenteret for aftenens headliner, skulle de – for en torsdag – forholdsvis mange århusianere, varmes godt op af supportbandet, Act of Instinct. Dagens track på GFRs facebook torsdag havde været med netop denne gruppe, som om noget viser, at de ved hvordan man optager musik.

Forventningerne var derfor forholdsvis høje, men blev i første omgang sat lidt på pause, da bandet åbnede med et akustisk indslag, hvor rytmeguitarist/sanger og guitaristen åbnede med en stille sang i bedste Extreme-stil. God idé, og hvor det egentlig kunne have været en ‘opvarmning til opvarmningen’, så kom det til at blive lidt en udstilling af en sangers (rytmeguitaristens) afsøgning af hvad hans ambitus kunne bære – altså hvor højt og hvor lavt, der kunne synges – og med hvilken teknik. Desværre satte det lidt en barre for, hvordan den egalt-sungne vokal kom til at udfolde sig for Act of Instinct.

Photo: Hasan Jensen / Homage Photography
Photo: Hasan Jensen / Homage Photography

Når det så er sagt, så leverede Act of Instinct, lidt som I’ll Be Damned, en festlig stemning; der var rigelige af energi-udladninger, som kom til udtryk da der kom lidt strøm til foretagendet. Da både bas, a- og b-guitar, trommer og en scream-vokalist meldte sig på banen, blev der gjort en indsats for at tingene skulle blive festlige.

Act of Instict sprang – efter at have introduceret deres nye bassist – til en række ganske effektive hardcore/rock numre. Der er måske blevet lyttet en del til Killswitch Engage i bandet, da der er klare paralleller i både måden at bygge op på, men også i tænkningen imellem dels rytmeguitarist/sanger og for-screamers vekslen i hvem der har ‘teten’ i vokalen. Men Act Of Instinct lider også af en forfærdelige sygdom; når der syges ‘egalt’, så rammes der lidt for ofte ved siden af.

Act Of Instinct har dog godt fat i hardcore-delen af bandets udtryk, og når der ellers blev brølet igennem af front-brøler, var det ganske interessant og energisk. Act Of Instinct kunne dermed med fordel tænke i at gøre b-vokalen til et krydderi, snarere end den lidt for ofte bærende rolle, rytmeguitaristens vokal fik til aften. Act Of Instinct var desuden voldsomt udfordret af at lyden ikke fungerede; der var nærmest ingen bas at høre og vi skulle hen i det sidste tre numre, før man fik et komplet lydbillede. Hvor vidt det var bandets eller arrangørens ansvar, skal ikke gøre mig klog på. Det var bare ærgerligt for lyden…

Photo: Hasan Jensen / Homage Photography
Photo: Hasan Jensen / Homage Photography

Hvad værre er, så blev Act Of Instinct aldrig rigtigt tight. Der var hele tiden en fornemmelse af, at det var nogle unge fyre, der gerne ville utrolig meget – men aldrig rigtigt ramte hinanden helt. Og selvom en scream-vokal og indpisker som bandet havde på aftenen gjorde alt hvad gøres kunne for at løfte performancen, så var der hele tiden en b-vokal som oftere end ikke lagde en god vokal – men desværre lidt for ofte også kom til kort på toner og udtryk.

Som koncerten skrider frem bliver enten band eller lydmand bedre til at tænke mere bund i udtrykket. Men i den sidste ende så rammer lyden ret meget ved siden af. Det ER festligt, når et band lægger en masse energi for dagen. Men desværre kunne alverdens scream-vokal og desværre også utydeligt samspil ikke trække mere end tre stjerner hjem på en ellers meget energisk preformance.

I’ll Be Damned ★★★★★☆

Her var der et vist pres; det er ingen hemmelighed, at flere af GFRs stiftere har et meget positivt forhold til I’ll Be Damned. Personligt har jeg gjort meget for at holde mig ‘clean’ og aldrig at byde ind på I’ll Be Damneds koncerter – eller det interne hype, der er opbygget om drengene.

Men fra de første takter står det tydeligt, at der både er tale om et band, der i højere grad end supporten har tænkte i at være tight, men også i at kommunikere ud over scenekanten. Frontmand Stig Gamborg performer hele aftenen igennem med både god sang-teknik og langt-ud-over-scenenkanten-performance. Og samtidig er det et band, der har styr på deres aftaler – og tackler udfordringer og fejl yderst professionelt: når der blev begået fejl, blev der spillet videre – og et par sekunder senere nikket til med-musikanterne på scenen; der er tale om et yderst vel-sammenspillet band.

Photo: Hasan Jensen / Homage Photography
Photo: Hasan Jensen / Homage Photography

I’ll Be Damned spiller egentlig ikke så avanceret musik; flere gange tænker jeg, at det jo ‘bare’ er Motörhead og ikke så meget mere. Men hvor jeg et par gange har mødt netop Motörhead og tænkt, at det var en lidt bøvet måde at tænke energi på, så leverer I’ll Be Damned hele vejen; der er både noget for øjet og for øret. I hvert fald skal man være ret død indeni for ikke at blive revet med af Gamborgs performance. For hvor Act of Instinct måske havde idéer, så leveres enhver pointe til publikum af Gamborg. Der leveres hverken en tone eller en tekstlinje, som ikke er vigtig fra scenen – og om det så betyder at det skal synges eller screames, er i denne sammenhæng mindre væsentligt. Bortset fra at Gamborg leverer troværdigt – og teknisk – uanset hvad.

Og Gamborg ligner egentlig det, han er; en gymnasielærer; bebrillet og ulasteligt klædt i sort skjorte og bukser – men måden, teksterne leveres på er bare så meget mere energisk end hvad udtrykket byder på – men i virkeligheden også mere troværdigt end ‘den klassiske metal-fan’s læderjakke og lange hår.
Der performes fra scenen – både af musikere, der lægger et godt ‘shift’ og til rette tid leverer soloer, men især af frontmanden, for hvem dette ikke bare er bandets første større job som headliner i Aarhus uden for Escobar, men også anskuelsesundervisning i, hvordan energi strømmer ud af – i virkeligheden lidt banal – rock. Spillet godt.

Photo: Hasan Jensen / Homage Photography
Photo: Hasan Jensen / Homage Photography

Et band, der som I’ll Be Damned kan spille på klichéer – om det så er at forsangeren skal ud blandt publikum med en projektør – og siden hen crowdsurfe – eller i virkeligheden handler om et tight band, der spiller pisse fedt, er et langt stykke hen ad vejen uvæsentligt på denne torsdag aften. For der leveres og I’ll Be Damned er ikke blot energiske, men også sammenspillede og dygtige nok til at de trække fem stjerner hjem. Og det endda på en baggrund af, at den sidste del af sættet, var langt mere energisk end den første.

På aftenen blev der derfor budt på to ganske potente bud på hvad en fest er; enten den energiske scream-bårede hardcore, hvor lyden og manglen på stramhed i spillet desværre trak i en nær-fatal retning. Og I’ll Be Damned, hvor både lyd, performance og de enkelte fejl blev løftet op til et niveau, hvor man tænker, at Atlas i sine dårlige lydforhold arbejdede mere imod, og bandet selv lagde en fremragende præstation, hvor man fik lyst at møde op igen i morgen – såfremt de spillede igen!

Potent. Professionelt. Energisk.

Af Troels-Henrik Balslev Krag

Foto: Hasan Jensen, Homage Photography/Fonden Voxhall

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.