Home Live April 2022 Iceage, Voxhall 20. april 2022 (support: Baby In Vain)

Iceage, Voxhall 20. april 2022 (support: Baby In Vain)

411
0
foto: Steffen Jørgensen
Photo: Steffen Jørgensen (https://photo.stffn.dk)

Iceage og Baby In Vain gjorde en onsdag aften til en stærk koncertoplevelse på Voxhall. 
Der var både ro og kontrol over opvarmningen – og smæk for skillingen fra headlineren. 

Voxhall fortsætter stimen af opfølgningskoncerter efter Covid 19 med midt-uge koncerter og i aften var kvaliteten voldsomt høj.
Voxhall var godt fyldt under opvarmningen og nok så godt som udsolgt under Iceage.
Imponerende på en onsdag, men billetterne har også været i udbud af flere omgange, da koncerten har været udskudt så det giver i høj grad mening med et stort fremmøde.

Lad mig i øvrigt benytte lejligheden til igen at prise Voxhall: Det er et fedt spillested, hvor Baby In Vain i allerhøjeste grad havde god lyd og Iceage også gik rigtig, rigtig skarpt igennem.
Læg dertil at baren levere specialbryg fra To Øl. Det kunne betyde uhyrlige priser, og man kan da også få lov at betale for de mere luksuriøse udskænkninger.
Men Voxhall har holdt fast i et princip, jeg kan huske formuleret allerede da jeg flyttede til Århus i starten af århundredet: Tre øl for 100 kr kan få eller ingen være utilfredse med. Med lidt hurtig hovedregning giver det ca 1 kr pr cl, og det kan man altså handle godt øl i baren på Voxhall for.
Altså, ikke at vi drikker på arbejdet på GFR, ahem. Men vi har jo traditioner for at anmelde traktementet, så…

I øvrigt er vi jo ved at være nogle halvgamle gubber og koncertstart kl 20.00 passer fint med at arvingen kan puttes inden og så er man også hjemme til at kunne passe arbejdet dagen efter. Bah!

Baby In Vain kl 20.00

foto: Steffen Jørgensen
Photo: Steffen Jørgensen (https://photo.stffn.dk)

Jeg havde egentlig overset at Baby In Vain skulle varme op og glæden var stor – men nervøsiteten ditto, da jeg synes, de faldt igennem på SPOT, hvor jeg så dem sidst.
Det viste sig at dét kunne jeg godt pakke væk!
Setup’et er vanligt simpelt: To guitarer (primært SG) og trommer. Mangler der noget bund? Nej!
Ikke mindst fordi det trommesæt er miket op til at lyde som en million og der er MASSER af bund i stortromme og de dybere tammer. Det fungerer bare pisse godt!

Baby In Vain var – da de kom frem – et band, jeg var helt på røven over: Jeg elskede det flabede udtryk, den smadrede tilgang og den cool, tilbagelænede larger-than-life performance, man kunne opleve live.
Bandet har udviklet sig. Flere numre fremstår med en nedbarberet ørkenrock-æstetik uden at det bliver sådan rigtig amerikansk, hele settet bar præg af noget mere nedtonet (for så at støje) og generel – hmm – løssluppen kontrol?
Dette oxymoron beskriver egentlig meget godt, hvordan bandet kommunikerer over scenen og åbner og lukker for den kaotiske pose. Virkelig seværdigt og så spiller de bare fedt og er gode til at skrive numre. Andrea står for en stærk, egal vokal, mens Lola har en karakteristisk snerrende tilgang til mikrofonen – en fed variation, der skaber dynamik.
Der åbnes roligt, men med overskud og fra første tone er vi klar over, at der styr på alt. Al frygt om at de ikke ’var’ der som på SPOT forsvinder. Og da Wherever I Go falder som tredje nummer, er der taget stik hele vejen: Folk danser med og den lidt nedtonede start synes at have fået publikum med på at lytte.
Og lytte er i øvrigt gjort nemt af at bandet levere et – hmm – behageligt lydtryk?
Når der gives los, er der smæk på, uden at ørerne bløder. Og alle detaljer står frem i de mere nedtonede passager. Cadeau til lydmanden!
Vi får en live-præmiere i balladeform og badet i atmosfærisk lys står bandet skarpt for så at åbne for sluserne i passager.
Et sjovt og ganske personligt indhop bliver, da Lola skal skifte guitar og Andrea skal ’padle’, hvilket hun gør på ganske koket vis og det ellers fåmælte band får en lidt fjollet, men super sympatisk side vist frem.
45 minutter får vi i selskab med trioen og jeg tænker egentlig, at Iceage skal stå på tæer for at nå op på det niveau, Baby In Vain har lagt for dagen.

foto: Steffen Jørgensen
Photo: Steffen Jørgensen (https://photo.stffn.dk)

Iceage 21.20
Lidt primadonnasent går Iceage på scenen til støj lynhurtigt må vi erfare, at Iceage ikke er et band, der står på tæer for noget som helst. De har nemlig så meget styr på udtryk og numre, at det er der ingen grund til.
Og jeg skal da lige love for, at vi får bas – noget, vi egentlig ikke savnede under Baby In Vain, men i det mere punkede udtryk, Iceage lægger for dagen, passer det rigtig fint ind med en præsent, potent Jaguarbas.
Painkiller falder som nummer to og publikum er HELT med. Desværre leveres nummeret uden blæs – men det fungerer nu glimrende på Voxhall uden. Elias i front er en total star man, der måske ikke går så meget op i melodiføring, men har al attitude og publikumkontakt, der måtte være brug for og derfor gennem hele koncerten er en oplevelse.
High And Hunt følger op og der tages bare stik på stik: det er imponerende hvor mange stærke numre, Iceage har i kataloget og som man som lytter af P6 Beat har stiftet bekendtskab med.
Tror du så at to hits lige efter hinanden er nok? Nej. Vendetta følger i en let uptempo version og nu er publikum helt med – også nede bagved.
Shelter Song tager lidt kalorier ud af koncerten, der da heller ikke kan forventes at ligge oppe under taget hele aftenen. Nummeret byder i øvrigt på en klassisk, punket og særdeles grim solo. Vi elsker jo egentlig bare den slags skæve tiltag i genren…
Men nede kan vi ikke blive og der går for første gang lidt cirkus-agtig stemning i koncerten, da The Lord’s Favorite falder og Elias udviser klassisk punket had-kærlighed til publikum på de forreste rækker.

Iceage er mange ting. Men rent stageperformance-orienteret, så er det forsangeren, der tager teten: Der lænes ud over publikum, laves highfives og kartes desuden rundt på scenen med en klassisk, let irritabel punket attitude. Det er i sig selv et studie værd og løfter stemningen og oplevelsen: Selv om udtrykket kan virke til at være lidt ligegyldigt, så er det det bestemt ikke! Det er ikke lige gyldigt for ham, det her…

Flere gange vender nærmest cirkus-agtig tilgang til musikken tilbage i glimt, mens der også, når der bæres til bålet opstår nærmest moshpit-agtige tilstande foran scenen.
Dermed også være sagt, at bandet har et nærmest teatralsk gear, de af og til sætter i: The Holding Hand bliver en sådan variation af noget roligt, så bygger nummeret op, for så at starte forfra.
I øvrigt hjulpet på vej af backtrack – hvilket fungerer ganske udmærket denne onsdag aften.

Catch It falder som sidste nummer inden encore – og trækkes af flere omgange ud med sit seje, sløve tempo, lukker ned for lige at tage en larmende omgang mere…

Af scenen med gutterne, for så at vende tilbage til to ekstranumre og jeg skal da hilse og sige, at publikum denne aften har fået to særdeles overbevisende koncerter for skillingerne.
Værd at vente på? I den grad!

Anmeldt af: Troels-Henrik Krag

Previous articleCarte Blanche: Brudstykker (EP/Anmeldelse)
Next articleRepeatlisten 2022 #4

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.