Home Artikler Repeatlisten 2022 #4

Repeatlisten 2022 #4

472
0

Der fuld gang i single forårsræset og Repeatlisten er klar med endnu en runde med et bredt udvalg. 22 sange er kørt igennem lyttemaskineriet, blandt andet nyt fra navne som Catch the Breeze, Iris Gold, Juliane Viktoria, The Oceans, Anna Valgreen og Marc Facchini.

Lad os ikke spilde tiden, you know the drill. Hvis ikke, så bliver der her lyttet til og, muligvis udvalgt singler til vores Repeatliste. Som nævnt blev der denne gang lyttet til 22 mere eller mindre nye singler, der er lidt forsinkelse på linjen. Og bunken af nye numre vokser dag for dag, så lad os komme i gang.

Lyttenpuljen:

Red Releations – “Drive”, Catch The Breeze – “Echoes From the Underground”, Iris Gold – “Crushed Velvet”, Mercenary – “Where Darkened Souls Belong”, Rådne Lunger “Grin”, Juliane Viktoria – “Larmer For Meget”, THROWE – “Aerosol Jesus”, Rebecca Lou – “Dreamgrrrl, Infant Finches – “Over Peculiar, Marie Fjedsted – “Bad as You”, Springer – “Club”, The Oceans – “Did You Know”, ISSE – “Din Verden Brænder”, Sly and the Man – “Back to Nature”, The Bros. Landreth – “What in the World”, Writhe – “What In The World”, KOM VI LØBER – “I Kraven, i knoglen”, ILDSJÆL – “Insecure”, Poptones – “The World Is Burning”, Anna Valgreen – “Savsmuld”, Josephine Philip – “Little Boy” og Marc Facchine – “Betaler for at Puste”.

I betragtning til Repeatlisten:

Catch the Breeze – “Echoes from the Underground”

Vi lægger ud med noget klassisk skokiggeri fra Catch The Breeze, der stædigt bliver ved med, at tåge rundt i shoegazer genren. Heldigvis er de rigtig gode til det, selvom der, indrømmet ikke er meget nyt under solen her.

Eller, man kan nok ikke se solen for det musikalske røgslør, trioen lægger ud og lader ulme på “Echoes From The Underground”. Men, de har fat i noget af det i indiegryden, som bare holder, også selvom man følger opskriften. Eller, måske netop derfor? Det er nøje afmålt, tålmodigt, der dvæles ved og i stemningen og rystes ikke på hånden.

Jeg synes, at gruppen her har fat i en rigtig fin melodi, men det er atmosfæren, som løfter sangen. Er du til genren, så er det her et sikkert bud på et nummer, der bør tjekkes ud. Andre vil, muligvis finde det en kende konservativt/konventionelt – smag og behag, ikke sandt?

 

Iris Gold – “Crushed Velvet”

Har Prince fået et dansk funk-rock barnebarn?! Jeg har tidligere oplevet Iris Gold live, hvor hun var noget af en smittende humørbombe med karisma i overflod. Og noget så udansk, som ikke kan læres, nemlig star quality. Indtil videre er hun dog ikke blevet den stjerne hun ligner og lyder som på en scene.

Det skyldes, måske at hun lige mangler, at omsætte alle disse kvaliteter til sangEN. Det der uimodståelige hit, som kan bringe hende det sidste stykke. Jeg ved bare ikke, om hun har det i sig? Forstå mig ret, ikke fordi hun ikke også er god på det punkt. Nej, hun er muligvis FOR god, eller i hvert fald nysgerrig, ustyrlig, spraglet og sprudlende.

Hendes musik strittede tidligere i mange retning, også I sangene, så man kunne blive helt rundtosset af indtryk. Pop, r’n’b, funk, rock, soul, hiphop… you name it. På “Crushed Velvet” strutter og stritter det stadig, MEN det er måske en lille smule mere tøjlet og strømlinet. Eller, stilarterner er i hvert fald begrænset til en mere overskuelig mængde. Det lyder, lidt forsimplet, som et rock og pop-funk nummer, som er smeltet sammen.

Rockverset slår over i et superfunky omkvæd, der ville gøre ovennævnte Prince lilla af fornøjelse og misundelse. Det fungerer! Muligvis er det stadig lidt for legesygt, drilsk og frækt til mainstream radio, eller de kasser man gerne vil proppe en kunstner i, så de kan sælges og markedsføres.

Bare ærgerlig, så er der mange der bliver snydt for et fængende og opfindsomt nummer.

 

Juliane Viktoria – “Larmer For Meget”

Min første indskydelse var, at det var en af den slags sange, som virkelig fik mig til, at føle en generationskløft. En af den slags sange, hvor min manglede “nydelse” af nummeret ganske enkelt skyldes, at det ikke var til eller for mig – jeg er for gammel!

Juliane Viktoria lyder ung, synger ungdommeligt og bruger nyere og yngre inspirationskilder. Og henvender sig dermed også til et yngre, og andet publikum end undertegnede, der nok er (mindst?) dobbelt så gammel som afsenderen. Men, så slog det mig, at sangen, teoretisk set kunne handle om en som mig?!

Den handler om en (formodentlig) ældre kvinde, der fra sin lejlighed i indre København brokker sig og synes omgivelserne larmer for meget. For, “hun vil kun kunne høre sig selv”. Og har, tilsyneladende, ingen forståelse for, at verden går videre og livet leves uden hende, og en tilpasning til hendes behov. “Hun kan ikke li mig, fordi jeg er så ung // Det minder hende om, at tiden kan være ond”.  “Hun klager til sin underbo,  ja det er Netto”.

Det er pop af den moderne, lidt urbant og stille vuggenede let r’n’b influerede slags. Samtidig er der noget skævt over sangen, der rytmisk hakker (blødt, men alligevel) frem i små skvulpende ryg. Det har næsten fornemmelsen af dansetrin. Juliane Viktorias lidt aparte vokal og intonation på visse ord bidrager også til den overordnede fornemmelse af noget, som er lidt små-skævt og danser efter sin egne regler.

Et nummer, som jeg efter den første affejning, som værende noget “ungdomspjat” og ikke for mig, virkelig er vokset på mig. Det har et eller andet og KAN noget, det her, selvom man nok skal slå væk fra P6 og over på P3 for, at fange det? Det er så heller ingen skade til, hvis man er træt af kun at høre det man kender… eller sig selv.

The Oceans – “Did You Know”

The Oceans har tidligere lænet sig kraftigt op af britpop-lyden i stil og udtryk. ikke mindst Oasis. Måske også lige vel meget, ville nogle måske mene. De har dog vist, at de kunne skrive solide rocksange ud fra den formel. Nu smider de den ud af vinduet, eller prøver i hvert fald noget (for dem) nytænkning.

De har simpelthen smidt fuzzpedalen og guitaren ud af vinduet. Eller, deres nye producer har. I følge presseteksten slukkede producer Noah Rosanne for samtlige guitarspor, hos den ellers guitar begejstrede duo. Det tvang de herrer Linus Valdemar og Dan Joe ud af deres dejlige comfort zone, resultatet er et udtryk der radikalt anderledes.

Den let vrængende vokal, er stadig genkendelig fra deres tidligere materiale. Ligesom man, egentlig et eller andet sted også kan genkende den “Beatles via Oasis” klang, som også ekkoede i The Oceans lyd. Nu er det bare (endnu mere) poppet, lyst og “syntetisk”. Synth-klingende flader, maskinelle trommer og et radiovenligt pop-omkvæd, der er virkelig ikke meget pub-rock tilbage.

Og det fungerer.

Anna Valgreen – “Savsmuld”

Så skal vi have en vuggevise, “hvis du læste for mig ville jeg blive et barn igen”, lyder det i det længselsfulde kærlighedsnummer. Det er  et nærværende og intimt folk-univers, som flyder ud fra Valgreens Nørrebro soveværelse.

Det er meget minimalistisk og spartansk instrumenteret, her er ikke meget andet til stede end Valgreens vokal, en sagte guitar og noget diskret kor. Men, det fungerer. Melodien er beroligende og afdæmet, og alligevel ganske fængende, på sin egen stilfærdige vis. Det er ikke et nummer, som umiddelbart gør meget væsen af sig – måske er det derfor, at det virker så kraftfuldt?

Valgreen lyder, som om hun hviler i sig selv og ligefrem nyder følelsen af, at være lidt alene? Nummeret kan med sine 5 minutter, måske føles en kende langt. Der er mange gentagelser og sang og melodie kører egentlig bare i ring. Jeg keder mig dog ikke, men bliver i stedet lullet lidt ind i drømmeland, på en ret behagelig måde.

Marc Facchini – “Betaler for at Puste”

Jeg har tidligere efterlyst, at nogle bare tog bladet fra munden og skrev nogle udtalt politiske sange. Sange, hvor det hele ikke blev pakket ind i fine ordbilleder og metaforer. Men, nogle hvor kunstnerne bare tog bladet fra munden og skrev ægte protestsange. Uden, at undskylde for det.

Nogle gange, skal man, måske passe på, hvad man ønsker sig? Nu har jeg i hvert fald fået sådan en sang, endda fra en kunstner jeg har stor respekt for – og rost til skyerne. Ja, jeg har vist en endda (gentagende gange) kaldt Marc Facchini for en af landet bedste (og mest oversete) sangskrivere.

Det er ikke fordi, at Facchini ikke tidligere har luftet politiske holdninger, eller holdninger i det hele taget. Han har bare pakket det ind i finurlig lyrik og stærke tekster. Det her er, måske endda en logisk fortsættelse af en udvikling han har været i gang med i flere år. På “Betaler for at Puste” får han endegyldigt åndet helt ud og renset luften.

Fra Libyen til Sjælsmark, livet på flugt med alt hvad der hører med af umenneskelige oplevelser. Og leden ved, at betale for, at “puste liv ind i et dødt system”, det er hvad Facchini får harceleret imod her. Med en næsten krautrocket, accelererende opbygning, flosset energi og punket nerve.

Det er ikke et videre overlæsset nummer, faktisk virker det en smule spinkelt i sin lyd. Facchinis letgenkendelige og karakteristiske vokal fylder meget, eller er det mest en enkelt, maskinel trommerytme og en afpillet guitar, som bærer sangen. Og, så er der lige “det hemmelige våben”, Maria Jagds pågående violin, der får lov til, at stikke som en syl. Først diskret, så tiltagende markant.

Efter første lyt var jeg ikke videre begejstret. Jeg syntes faktisk ikke, at det her udtryk klædte Facchini – hverken lyden eller lyrikken. Det blev for skingert. MEN. Måske skulle jeg bare vende mig til det, eller også er det en sang, der lige kræver et par lyt.

Der er, naturligt ikke lige så store muligheder for fortolkning, som i mange af Facchinis øvrige sange. Kan man leve med det, så kan det her altså et eller andet, som gør, at jeg ikke helt kan slippe sangen. Måske er det energien?

Korte bemærkninger:

Med “Dreamgrrl” har Rebecca Lou begået endnu et driftsikkert radiohit, men det er også første gang, hvor jeg lidt føler, at hun begynder at gentage sig selv. Eller, at man efterhånden kender hendes form og “tricks”. Det lyder kort sagt, som et nummer man lidt har hørt før fra hendes hånd. Stadig et velsmurt nummer, og hun synger jo glimrende, som altid.

Et andet navn, som har noget genkendeligt over sig er KOM VI LØBER. Her er der dog ikke tale om, at jeg synes hun begynder at gentage sig selv. Jeg kunne bare straks genkende, at det var et KOM VI LØBER nummer, da det gik i gang. Bestemt ikke en dårlig ting!

Har du savnet 90erne og noget fed NU-metallisk fra et nyere dansk band? Så er der både godt og dårligt ny i form af “Insecure” fra ILDSJÆL. Det lyder nemlig ekstremt 90er, og desværre som et uønsket gadekryds mellem Korn og Clawfinger. Jeg kan SLET ikke, og VED ikke, hvad jeg skal med dette nummer? Frygteligt.

Noget andet, som jeg ikke kan med længere er numre og kunstnere, der lyder som “What In The World” fra Writhe. Find nu på noget nyt, jeg orker ikke mere P6 post-punk, det er nok nu. Stop det.

Vil man have et eller andet hårdtslående, som tør udfordre lidt, og skubbe til grænser, så tjek Poptones og deres “The World Is Burning Down” ud. Det hamrer, banker, saver og stener samtidig ud. Eller THROWES aggressive rasen og vredesudbrud på den rensende “Aerosol Jesus”. Det er som, at drikke skoldhed kaffe, mens du får saltsyre i ansigtet – det skal nok vække dig fra døsen.

NÅ, lad os komme til det. Der er 12 pladser på Repeatlisten, skal nye numre ind må andre overlade pladsen. Trommehvirvel!

Vi siger tak for denne gang til By med “Den Fjerneste Planet” og “Molly” fra Fox Paloma. Og gør plads til: Iris Golds “Crushed Velvet”, og så giver jeg nogle ekstra spin til Juliane Viktoria. Selvom hun larmer for meget.

Repeatlisten er tilbage i slutningen af maj, hvis ikke tidligere. Kan se på indbakken, at der for alvor er kommet fart på singleudgivelserne. Så, måske skal der et par ekstra runder til for, at det ikke stikker helt af inden sommerferien.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Iris Gold singlecover

Previous articleIceage, Voxhall 20. april 2022 (support: Baby In Vain)
Next articleHernia: EP I + EP II (Anmeldelse / album)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.