Halasan Bazar: Burns ★★★★★☆

0
643
views

Halasan Bazar er aktuelle med deres fjerde album, der bærer titlen Burns. Der er dømt solskin og jangle-pop, med et twist af noget psykedelisk garage-rock. Og det er ganske glimrende, hvis du er fan af “pop”, der ikke går den snorlige vej.

Faktisk tager Halasan Bazar indtil flere stilistiske krumspring i løbet af pladens 12 numre, der, som bandnavnet antyder, summer som en mellemøstlig bazar, fyldt med liv, farver og mange indtryk. Ikke at musikken, med enkelte undtagelser dufter af Mellemøsten, den musikalske stil er, med lidt ekstra krydderi hist og her, hvad man kunne kalde “amerikansk inspireret”.

Et af bandets store forcer, og lad mig bare slå fast med det samme, det her er overordnet en fremragende plade, er nemlig The Byrds klingende korharmonier og velsmurt, fuzzy folk-poppet varme. Det er kræs for øregangene og meget svært ikke at lade sig smitte og rive med af, men! Den slags kunne i længden nemt blive en lidt monotont, eller en omgang for pussenusset blød honningvokal-lir, som mister sin effekt over et dusin numre. Men så er det godt at forsangerens vokal er skæv som en Steppeulv i slut-60’erne, og giver både mod- og samspil i lydbilledet.

Forsangeren synger, rent teknisk, ikke videre skønt i lange passager, men det er enormt udtryksfuldt (og på sin egen sære facon rørende) og med til at skabe både virkningsfuld dynamik, og en fornem balance i bandets vokale udtryk. Det virker som en helt bevidst sammensætning af udtrykket, der også føres videre over i selve musikken. Den rummer nemlig også modsætninger, der både trækker i hver sin retning og som arbejder forbilledligt sammen. Det giver samlet set et meget organisk udtryk, der er med til at løfte Halasan Bazar og deres sange.

For en del af sangene er, et eller andet sted, “bare” veludførte, små-psykedelisk popnumre. Men på et fremragende, og i bund og grund meget sødt, nummer som “Junky” formår bandet med sine små, skæv- og særheder, at få en på sin vis banal kærlighedssang til at vokse og blomstre. Det er en velkendt analogi, den mellem stofferne og kærligheden, så det er ikke fordi bandet her betræder nye, lyrisk forbløffende stier. Men, undskyld sproget, hold kæft hvor det bare er et lækkert, svævende, druggy og kærlighedssygt lille (stort!) nummer.

“The Comedown” lyder som den anden side af kærlighedsmedaljen, dyppet i længselsfuldhed og en stemme der er lige på nippet til at knække, indtil vi får en hjælpende hånd fra en veltimet og flot udført korharmoni. På “Lucky You” rulles drømmekoret og vores mere bævrende frontmand ud igen, mens det gentagne gange lyder “I love you, I love you, always I do // But my world is full of hate”. Melodien 60’er tramper derudaf med højt til loftet, som The Beatles i anden halvdel af karrieren møder Big Star omkring Nr. 1 Record.

Lidt i samme kategori finder vi den helt igennem forrygende “Freak”, der både i tekst og udtryk lyder som en hyldest til det skæve og smukke. Pakket ind i den nævnte vokal dynamik, der bare sidder lige i skabet her, varm instrumentering, uh uh og bah bah og en skøn kinddansende melodi. Det er sgu pragtfuldt! Men for hver en stille stund som denne, er der en mere syret, som den udkoksede “Get Sick and Die”, der lyder som en lettere rodet blanding af slut 50’er dansesalsrock og et udsvævende trip, som kom mindst 10 år senere i musikhistorien.

På “Stretching Out” får tangenterne mere spillerum, ligesom de stryger arrangementer der diskret kigger frem hist og her på pladen også får lov til i glimt af fylde mere. “Burns My Mind” åbner næsten helt country-folk’et i sin klang, men drejer så en retning der måske bedst kan beskrives som en kombination af god, gammeldags mountain-folk, spillet af et tyrkisk folkesangsorkester med The Byrds kor og atmosfære?!

Halasan Bazar er et særpræget kludetæppe af inspirations- og lydkilder, der væves sammen med sikker hånd, stort overblik og en eller anden usynlig tråd, lavet af et hemmeligt materiale. Det er 40 minutter, hvor du blive revet med af det velkendte, men på samme tid overrasket af noget uventet. Det er kreativt og opfindsomt, men bliver aldrig komplet udknaldet eller begynder at trævle i kanterne.

Vi ender på 5 forundrede og funklende stjerner.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Halasan Bazar på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.