Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Gullo Gullo: Pipe The Mane (Album/Anmeldelse)

Gullo Gullo: Pipe The Mane (Album/Anmeldelse)

252
0

Hvad er Gullo Gullo? Det er noget helt andet. Råt, underligt, hærget, desperat, sært beroligende og stedvis melodisk. Og helt sit eget.

Da Gullo Gullo udsendte Raw Moon i 2019 ramte det et tørt sted. Især, hvis man syntes at metal/scenen for hårdere musik kunne virke en kende stagneret. Gullo Gullo var ikke helt til, at sætte i bås.

De trak på inspiration og lyde fra alt til hardcore, over metal til noget mere eksperimenterende. Leveret anarkistisk, flosset og herligt smadret, i et lydunivers, der lød både legesygt, nysgerrigt og egenrådigt. Langt fra mainstream, forankret i en undergrundsæstetik.

Den rå måne var både hård og kantet, smuk og rund.

Med reglerne losset ud af vinduet, og sendt i kredsløb vender de nu tilbage med Pipe The Mane. 10 numre på lidt over en halv time, der føles som en tur i en slidt, hakkende og utilregnelig blender.

Det er ikke meget information man kan finde om bandet og deres musik, på deres SoMe-platforme. Egentlig er det nok også bedst, at gå til bandet og deres febrilsk flimrende musik unden alt for meget forhåndsviden. Eller oplysninger, som kan skabe forventninger eller forberede en på det der venter.

For det er lidt af en tur de 4 gutter får sendt en ud på. Det kan virke fjendtligt og utilgængeligt, måske endda utiltalende. Alt virker forvrænget og generelt lidt “off” og ude af sync. Men, der er en indre logik i det. Og hurtigt dukker også nogle både fængende, og stedvis helt melodisk elementer op i den eller rå masse.

“Scooping Up” og “When Your Face Counts” er det perfekt åbnings one-two punch. Det sender indledningsvis en ud af kurs, muligvis til tælling, men så samler Gullo Gullo en op, låner en skulder og inviterer en med ind i et fascinerende univers. Et, hvor det skinner igennem, at bandet, hvis de ville, kunne skrive nogle ret fængende, melodiske og måske endda iørefaldende numre.

De har bare valgt, at smadre hele lortet, polere skidtet med en sandblæser og får det til, at lyde som om musikken bliver afspillet igennem et rustent udstødningsrør. Det kradser, river og flår, men føles også… rensende? Og så kan jeg ikke slippe fornemmelsen af, at der gemmer sig nogle ret catchy sange derinde et sted. Bandet tillader bare kun, at de slipper igennem laget af støj og sonisk vanvid i glimt.

Lige når man tror, at man har knækket noget af Gullo Gullo koden, og fundet balancen, skifter de retning. “Get Low” lyder som en form for industriel hiphop (?!), hvor vokal, der på åbningsnumrene kører hardcore råbestil, pludselig lægger noget, der kan minde om et rap flow. Så “flydende”, som det nu bliver hos Gullo Gullo.

“Is this love”, lyder det spørgende, men alligevel konstaterende, på den efterfølgende “My Tailor”. Her er lydbilledet langt mere afdæmpet og tilbageholdende, i hvert fald i nummerets første del. Musikken får lov til, at ulme og bygge en utryg og ildevarslende stemning op. Og så stiger tempo og intensiteten igen. Man ved aldrig helt, hvor man har dem, eller hvor vi skal hen.

Det kunne lyde, som om Pipe The Mane er stressende lytning, men jeg får en besynderlig ro ved, at lytte til det her umiddelbart fragmenterede og kaotiske lydoverfald. Der er ekkoer af stress-altrock ala At The Drive In, bare uden at det bliver overstyret og hysterisk. Referencer til noget “kendt”, som denne, dukker op i flæng og ud af det blå. Mens, man forsøger at bevare fatning og orienteringen.

“Even An Idiot”, lidt over halvvejs på pladen varer 47 sekunder, lukkeren, “Thick Night” næsten 11. Der er vilde udsving på stort set samtlige parametre her.

Måske er der også humor gemt i Gullo Gullos ellers harsk klingende univers? Næstsidste nummer bærer eksempelvis titlen “Bedtime Floater”, der alt efter temperament og mental alder kunne tolkes på flere måder. Er det en sund aftenskider, eller er det bare mig, som bliver fanget i en latrinær tankegang?

Pipe The Mane renser i hvert fald ud i systemet på flere måder. Det kan føles, som at være fanget som kuglen i en flippermaskine. Med et soundtrack, der kan lyde som en løbsk motorsav i en instrumentbutik.

Alligevel føler jeg mig ikke holdt udenfor, eller som om Gullo Gullo forsøger, at forårsage høreskader. Det er en underlig leg, og dem foregår på deres præmisser, men man er inviteret, hvis man er nysgerrig.

Først og fremmest er Gullo Gullo originale, og lyder ikke som ret mange andre jeg kan komme på. Der er velkendte elementer, men det hele hakkes i småstykker, og sættes sammen på ny. Det er hysterisk, overvældende og måske for meget. Og helt sit eget.

Hvis Raw Moon åbnede døren ind til Gullo Gullos krøllede sind, så er Pipe The Mane et dyk længere ind i deres indre kaninhul. Jeg ved ikke helt, hvordan man finder ud igen. Måske jeg bare bliver hængende?

Af Ken Damgaard Thomsen

Previous articleKampvogn: Den Store Krig (Album/Anmeldelse)
Next articleGrava: Weight of a God (album/anmeldelse)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.