Home Anmeldelser December 2022 Grava: Weight of a God (album/anmeldelse)

Grava: Weight of a God (album/anmeldelse)

261
0

På Weight of a God viser Grava hvordan sludge kan være ganske skarpt og varieret. Desperation og brutalitet lyser ud af pladen og den er på den konto ét af de stærkeste udspil inden for genren længe.

Fans af genren vil nok hurtigt savne den sumpede stemning, sludge kan indsætte i lytteren. For Weight Of A God er ikke en simreret, men snarere end velkomponeret pizza bestående af sprød bund og stærkt krydret topping. Ok. Nok med madmetaforer.

Hvad der menes er, at numrene er ret korte – bortset fra afslutteren, er alle numre under fire minutter. De står så oven i købet virkelig skarpt og til tider som en knytnæve i synet – andre tider noget, der kildrer dybt.

På åbneren, Waves, skøjtes der rundt i akkorder fra første færd og temaet er ikke så meget et riff som en glissando-smadret akkordrundgang. Her får vi også den første indikation af de to vokaler: en screamet lead og en dyb, potent growl – som dog bliver langt mere udtalt som pladen folder sig ud.

Generelt fungerer de optimalt; scream-vokalen står frem som desperat og growlen er brutal og potent. Fedt.

I Alight bruges vokalerne endda samtidigt og da der er tale om en trio, er der fint plads til det i lydbilledet og vekslen mellem call-response og ’kor’ fungerer forbilledigt.

Der buldres egentlig meget genretypisk derudaf – Bender går eksempelvis i laaaang tid, før vi får et akkordskifte – og på den konto virker det også næsten overraskende når Crusher tager en næsten symfonisk eller sakral retning. Men nøj, det passer fedt ind!

Cauldron hekser også på en atypisk boblende solo frem efter den lange, sløve intro udveksles til ét af de mest potente øjeblikke på pladen.

På sådan en plade, hvor der langsomt smadres… er der så plads til en ballade? Nej. Flere numre åbner langsomt, med enkle guitarfigurer – men eksploderer så sidenhen i støjende, langtsomt bevægende flader. Appian Way når aldrig at stikke helt af i smadder, men igen; vokalen er så præsent, at der ikke er nogen tvivl om, at bandet giver den alt hvad de har i nummeret og man kunne tilgive dem for at lukke pladen dér.
Dog lukkes den med The Pyre, der med sine otte minutter er et atypisk langt nummer – dog mest betinget af en outtro på fire minutter, der opnår nærmest industriel karakter i sin desperate, skrigende tonalitet over synfonisk klangbund. Altså efter at der har været afspillet et afsluttende riff et større antal gange.

Gravas claim to fame må bestemt være deres evne til at fremstå potent og brutalt – men også at kende sin besøgelsestid med netop dette. Variationen kompromitterer hverken genren eller den røde tråd, men gør at visse steder næsten bliver helt groovy-medrivende. Men blot for at blive afløst af endnu et desperat fra graven eller randen af samme.

Det er helt enkelt en fed plade og klart den bedste jeg har hørt fra genren i nogen tid. Outtroen kan måske synes lidt fjollet, men cementerer dog albummet som et værk og har på den konto bestemt sin berettigelse.

Jeg vil bestemt holde øje med, om man kan komme ud at se trioen med baggrund i Weight of A God!

Anmeldt af: Troels-Henrik Krag

Weight of a God kan streames her:
https://www.youtube.com/watch?v=Mkql9hIoj48

Previous articleGullo Gullo: Pipe The Mane (Album/Anmeldelse)
Next articleOwn Road: There Will Be Tears (EP/anmeldelse)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.