GFR’s Favoritter: Danske EP’er/mini albums 2017

0
3110
views

Endnu et musikår er ved at være i bogen. Det betyder, traditionen tro, at man får lyst til at kigge tilbage. Også os. Og alle elsker jo lister! I går lagde vi ud med et kig på vores favorit koncerter fra 2017, nu er turen kommet til udgivelser i kompakt størrelse: vores favorit EP’er og mini albums fra året der er gået.

Vi har valgt betegnelsen “favorit”,  for ligesom vores 6-stjernede skala er udtryk for et forsøg på at være objektive, samtidig med at vi også erkender, at vi ikke kan undgå en eller anden grad af subjektivitet, så er denne liste selvfølgelig også subjektivt farvet.  Det lægger vi ikke skjul på, og vi har på grund af tidspres ikke haft mulighed for at lytte til særligt meget af det hinanden har anmeldt, eller for den sags skyld lytte til “alt” der er udkommet i det hele taget. Derfor er følgende top 5 et udtryk for vores favoritter og ikke en definitiv, objektiv “årets bedste” liste.

Ken Damgaard Thomsen

Fra indie-psychpop, over døds- og atmosfærisk blackmetal til stærke kvinder med stærke sange, der er lidt af hvert på min top 5 for i år. Det afspejler ikke kun min lidt flakkende smag, mens også at det, i hvert fald i min optik, har været et generelt stærkt år for metal og kvinder – ikke kun blandt EPerne.

1) Nelson Can: EP3

Da jeg anmeldte denne EP i slutningen af september var jeg ret sikker på, at den ville ende i toppen når året var slut. Singlerne på EP’en var simpelthen så stærke og markante, og “Break Down Your Walls” er efter min mening årets danske single – og det er ikke engang tæt. Men, jeg syntes også, at EP’en måske stak i lidt forskellige retninger, rent stilmæssig, hvis man skulle sætte en finger på noget. Det gør den måske også, men for hvert lyt har det betydet mindre og mindre for mig, så måske ville jeg bare gerne kritisere den for et eller andet?

Og så er en non-single som “Downtown” OGSÅ endnu et fremragende nummer i Nelson Can samlingen. Godt gået, de damer!

2) Erie Glue: Love

Love er spækket med gode melodier, der borer sig ind i øregangene på en, så det er umuligt ikke at gå og nynne med. Stilen er varm, lidt nostalgisk psychpop med en indierocket vibe, banebrydende er det måske ikke, men forbandet godt udført her.

Nå ja, og så er der en herligt dopey hashtåge følelse der gennemstrømmer de 4 numre, men det er en anden snak!

3) Morild: VI

“Hvis du er bekendt med navne som deafheaven, eller hjemlige møl og Sunken, så er det i den boldgade Morild også befinder sig. Kontrastfyldt, episk black metal med både heavy og prog elementer, hvor lys og mørke mødes og sød musik opstår. Flosset, skrigende vokal, der nærmest er umulig at afkode hvad synger, jeg ved ikke engang om teksterne er på dansk eller engelsk – det er heller ikke så vigtigt. Og en musik der bølger, bruser og pisker frem og tilbage, op og ned og rundt i cirkler”.

Således skrev jeg blandt andet i min anmeldelse af Morild og deres VI ep, hvor de lod musikken tale, overbevisende, for sig selv. Utydelige pressefotos og artwork holdt i blå nuancer, en pressetekst der bestod af en sangtekst (måske) og ikke flere oplysninger. Gennemført og mystisk på den rigtige måde.

4) Darling Don’t Dance: Pediophobia

Darling Don’t Dance vendte tilbage på musikscenen med et tungt, lille værk der kredser om forskellige sider af moderskabet. Her bliver der ikke lagt fingre imellem, hverken hvad angår lyrikken og den til tider støjende musik, der bider godt fra sig. Uden, at melodier og stemninger glemmes.

En rigtig stærk og kompakt samling sange, ikke så meget pis og fyld, en mættende sag der virker som et album i destilleret form – lige til at sluge.

5) The Bowdashes: Marrow

“Lyden er, udover olmt brummende, støvet som en flække i det gamle vilde vesten, lidt forblæst som prærien rundt om og sej på sådan en girl-punket måde”.

Det var en lille del af skudsmålet jeg sendte efter duoen The Bowdashes og deres EP Marrow, en sej og egenrådig lille krabat. Udover, at de to damer lyder seje og som om man ikke ønsker at bide skeer med dem (dermed minder de lidt om karakterer fra den aktuelle Netflix western Godless, nu jeg tænker over det), så er stilen på Marrow ganske alsidig. Svingende fra det mærke og urovækkende, til noget næsten dansevenligt og inviterende – uden at sammenhængen fordufter ude på prærien.

Jonas Strandholdt Bach

EP’er er ofte en god introduktion til et band’s univers, og hvis den er god, så smager det ofte af mere. Nogle bands bruger det også som legestue til at prøve ting af, og det passer formatet også godt til. En enkelt udgivelse har stået ud for mig i år, og ramte måske ret godt min personlige smag, men vanen tro har der været en del stærke EP’er at vælge mellem.

1) Rovdrift: Troløs

De rutinerede herrer i Rovdrift slap den første EP fra en planlagt trilogi i form af Troløs. Her var ikke meget håb at hente og mennesket (og manden især) var godt ude at skide, for at sige det på godt dansk.

Med tråde fra både den danske vise-tradition, Tom Waits, sømandsviser, punk og cabaret, og med Carsten Bjørnlunds markante vokal i centrum, gav kvartetten en opvisning i nihilistisk rock med en samling gennemarbejdede numre. Det er en EP, jeg er vendt tilbage til flere gange siden, med fornøjelse.

2) Mathias Winther: Sært Skarn

En anden dansksproget EP, der gjorde indtryk var Mathias Winthers ind i mellem nærmest stenede og drømmende Sært Skarn, som det tog mig lidt tid at finde mig til rette med.

Det skyldtes blandt andet Winthers lidt specielle vokal, som krævede lidt tilvænning, men da jeg først var tunet ind, så blev jeg opslugt af den atmosfæriske rock. Især titelnummeret er et man husker.

3) Mia Marion: What We’ve Become

Der var også brug for lidt tålmodighed for at åbne Mia Marion’s What We’ve Become op. Et væld af forskellige instrumenter var med til at forme lyden på EP’ens fem numre, hvor især brugen af blæsere imponerede. Lyden var i det hele taget flot afstemt af producer Dennis Ahlgreen, som også producerede Signe Stæhr’s EP, der også er at finde her på listen.

4) Caved Crow: Is It Hope?

Caved Crow tog afsked som band med den fine Is It Hope? Her blev Trine Valsteds vokal flot iscenesat på en varieret samling numre, hvor instrumentering og vokal ofte gik op i en højere enhed. Det blev måske ind i mellem lige en tand for melankolsk som helhed, men ellers var det svært at sætte en finger på meget, der kunne have været bedre. Flot svanesang fra nordjyderne.

5) Signe Stæhr: Sights

Dennis Ahlgreen, der også producerede Mia Marion’s EP, sad også bag knapperne hos Signe Stæhr, som på en singer-songwriter pop-rocket EP viste alsidige evner som sangskriver. Her var både plads til det melankolske og det mere frejdige. En dygtigt udført EP med flere fine numre.


Thomas Bjerregaard Bonde

Et par gamle kendinge og tre debuter er der blevet plads til på min favorit EP liste 2017. Fra Singersongwriter til tuuuung rock, let’s roll…

1) Lasse Matthiesen: When We Collided

På singersongwriter Lasse Matthiesens EP When We Collided, går alt op i en højere enhed. Stemning, melankoli, produktion, fremførsel, sangskrivning, ja, slet og ret alt er i top. Denne udgivelse er i min bog med afstand årets bedste EP udgivelse og et absolut must hear. Jeg smed for en måneds tid siden 6 stjerner efter EP’en og kaldte den for “umådelig smuk, på en lidt trist og dyster måde”. Det er den skam stadig, og det er et perfekt soundtrack til disse mørke og kolde tider. Et lille mesterværk i min bog, som stryger ind på en suveræn 1. plads på listen.

2) Nelson Can: EP3

Hvem kan? Nelson Can. Oh yes, det kan de så sandelig de tre unge damer er udgør bandet. Deres seneste udgivelse EP3 udvider deres lydbillede og sender lytteren på en godt blandet oplevelse i deres rockede univers, hvor paraderne er blevet sænket en smule. Eksempelvis singlen “Break Down Your Walls” er et lysende bevis på at trioen tør at få andre veje. En super stærk EP der byder på lidt af hvert, og man vil bare gerne have lidt mere af det hele efterfølgende, så hit med det album.

3) GoatHawkBuffalo: Release The Beast

Shiiiieeeetttt!!! Der er dæl-skisme smæk for skillingen på GoatHawkBuffalos debut EP Release The Beast. Det her er 1000% udaflandevejudenatsesigtilbage tungrock og rul, kompetent og overbevisende fremført, og sindsygt medrivende. Det er ikke sindsygt originalt, men bandet har formået at finde deres egen plads lydmæssigt. Så er man til en lidt vildere, og tungere, udgave af Clutch, så går man ikke forgæves på Release The Beast. Yeah!

4) Weal: First Of All

Bandet der tidligere gik under navnet Bob Sacamano, har efter udskiftning i besætningen skiftet navn og også stil. First of All er første EP fra bandet, en varieret en af slagsen, hvor man bliver rykket godt rundt i rock-manegen. Det lugter lidt af Weezer her, lidt af Midlake der, men samlet lyder det allermest af Weal, og det er vel det vigtigste. 4 sange af høj kvalitet, der godt nok er forskellige, men står stærkt samlet. Mere tak.

5) The Centipedes: Spreading The Deafness

Så er der dømt håret tilbage i en grad man sjældent har set. Bandet fra Næver begår så sandelig ikke den dybe tallerken på Spreading The Deafness, og det er heller ikke hensigten. Næ, hensigten er at give den max gas, og få den toptunede Maxi Puch udover stepperne med rævehale und alles. 4 sange med rendyrket rock og rul uden de store dikkedarer, hvor bandet ikke gør det sværere end det er, og hvor produktion og stil er spot on. Det bifalder jeg, for hvem kan ikke bruge et skud genuine rock ‘n’ roll engang i mellem? (EP’en anmeldes af Ken i begyndelsen af 2018, red)

Troels-Henrik Balslev Krag

EP-formen holder stadig og åbner for nye kunstneriske retninger. Tag eksempelvis Nine Inch Nails’ projekt med at udgive en række EP’er i stedet for fuldlængde-albums. Det gør noget og kan noget.

Det, vi får ind hos GFR er dog ofte mere et udtryk for, at EP’en skaber en mulighed for at for færre midler at kunne udgive ret hurtigt – det være sig tidligt i et bands historie, men selvfølgelig også med højere frekvens.

Min EP-liste tæller i år ikke rigtigt noget smadder, men poetiske, legende og klassiske islæt.

1) Weal: First of All

Noter af Midlake, Diefenbach og Weezer gør, at Weal stiller sig højt på listen. Perfekt produktion, lækker shuflen rundt i genrer og referencer og det hele lugtende af leg uden at det kommer i nærheden af at være plat, er opskriften på en god EP og man må næsten forundres over, hvor meget bandet når på de få numre.

Kan minde lidt om Outer Region, som jeg anmeldte i fuldlængde sidste år…

2) Sigurvin Sigurdsson: Sigurvin Sigurdsson

Måske er bølgen af norrøn americana lidt ved at have toppet, men det skal intet tage fra Sigurvin Sigurdsson (som navnet måske antyder, så er Sigurvin fra Island, men der er en dansker med i bandet, så vi lader den tælle med her, red), der med overskud og knusende ro begår en glimrende debut.
Det er på én gang så traditionelt formfuldendt (bortset fra danske titler på sange med engelske tekster), at man fristes til at erklære det dødsfødt. Men nej. Det er så håndholdt og udtryksfuldt, at det bestemt har sin egen plads og berettigelse.

3) Reliks: Reliks

At være ambitiøs er vel noget, de fleste forbinder med noget positivt. Reliks er uomtvisteligt ambitiøst og falder næsten i gryden, hvor det bliver for meget. Men balanceakt får også point her og selv om EP’en stiller krav til lytteren, så bliver det aldrig urimelige krav.

En god sanger, poppede hooks og masser af idéer og både evne og vilje til at gennemføre dem gør Reliks til et interessant bekendtskab.

4) By: Dønninger

Hvem skulle tro, at man kunne støde på dansksproget post-punk, der ikke falder til jorden med et klask? By gør i hvert fald på Dønninger så fin en figur at man tilgiver, at der en gang imellem leveres lidt tekst, der ikke går rent ind.

By har på Dønninger noget af den storby-karakter, vi kender fra The The – og igen imponerende hvordan det lykkes at få dette til at fungere på dansk.

5) She Dives: Nebula

Ambitionerne er himmelhøje hos She Dives, som i deres leg og forsøg på at udnytte elektronisk musik til det yderste faktisk lykkes helt godt med at bryde rammer.
Ambitiøs prouktion, elektroniske skrig á la Nine Inch Nails og et noget langhåret afslutningsnummer, der summer ind og ud af højskolestemning, ambient og regn på ruden. Udfordrende? Ja, tak. Men også med en næsten overraskende kvalitet.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.