Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Outer Region: Outer Region 2 ★★★★★☆

Outer Region: Outer Region 2 ★★★★★☆

2139
0

Uden for postnumre i Norge sidder en jyde i et år og brygger på musik. Ud af dette kommer en særdeles velskrevet og fantastisk idérig plade fra Niels Thorhauges hånd – netop opkaldt efter dette sted uden for postnumre: Outer Region 2.

Det er rock. Og det er alternativt. Tænk tidlig Muse krydset med The Beatles – eller måske snarere bare belgiske Ghinzu? Det rummer i hvert fald drillerier til både ører og sind i de potente men ramponeret skrabede produktioner, som virker til at stå på skuldrene af, ja, faktisk rigtig mange ting.

Der er idéer over alt på pladen – og ikke bare idéer, men ofte godt gennemtænkte idéer. På den måde lægger man ikke i første omgang mærke til, at et nummer som ‘Not For Me’ går i 7/8 og man når ikke ret langt ind i pladen, før man med spænding sidder og lytter efter, hvad det næste skæve input er.

Dog bliver det aldrig mere skævt, end at det må kaldes drillende (som eksempelvis også små temaer i én af pladens stærkeste skæringer, singlen ‘Channel Of Her Eye’) og interessant. Af og til lægges hele lortet ned med en skarp guitar, der flænser det måske pæne og sfæriske på bedste Radiohead-i-‘Airbag’-vis – eksempelvis i ‘The Force’.

Det går til tider stærkt i de steder, hvor der grooves – men det bliver aldrig jappet. Og distortion på trommer (måske trommemaskine) går også rent ind. Det er generelt stærkt produceret og indspillet – og lækre detaljer som falset-kor her og der virker på én gang tidsløse, frække og tilpas luftige.

Gennemlytning efter gennemlytning står det mere og mere klart, at det er ret godt det her og selv om man naturligvis lærer numrene at kende, så virker skiftene stadig forfriskende og lige dele drillende og løftende.

Faktisk er det eneste sted, hvor det begynder at falde lidt fra hinanden i nummeret ‘RAM’, der laver ordspil med memory/RAM. Hm. Det er nu ingenlunde grelt og nummeret er i sin ballade-form stadigvæk relevant om end det afslører, at Thorhauge trods alt ikke er verdens største sanger. Men hvad gør det, når der leveres tekster med en vis overbevisning?

Der mangler stadig lidt for at det bliver en uforglemmelig plade. Men det er bestemt én, der med lethed kunne snige sig ind i min LP-samling. For der synes at være lige dele referencer til noget på én gang afsøgende og klassisk – og nok integritet til at pladen er sig selv.

Det er ikke en plade, hvor det på den måde vil give mening at pege på et eller flere hits. Om end det ikke er et decideret problem for pladen (og der er nogle ret vilde numre!), så er det måske der, man kunne håbe at en toer vil sætte sig lidt mere hos lytteren.

Måske endda kombineret med en af ovennævnte belgieres humoristiske tilgang til tekstskrivning? Nuvel. Det skal intet tage fra den nærværende plade, som i den grad er et fedt bekendtskab og som i sin egen ret skal belønnes med fem stjerner.

Af Troels-Henrik Balslev Krag

Besøg Outer Region på facebook

Previous articleDeadwood Celebration: Separate the Preacher from the Choir (EP) ★★★★☆☆
Next articleSteel Inferno: Aesthetics Of Decay ★★★★☆☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.