Home Live August 2013 - Live GFR Live: Reportage fra Barbwire Messiah EP release fest

GFR Live: Reportage fra Barbwire Messiah EP release fest

9076
0
Barbwire Messiah var tæt på publikum

Aarhusianske Barbwire Messiah er klar med deres 4. EP, Jezebel Boys, og udgivelsen af den blev fejret med en intim og intens release-koncert på Holdbar i Aarhus. 

Det relativt intime værtshus Holdbar, på kanten af Aarhus centrum, og tæt på både havnen og et område, der er tilholdssted for nogle af byens skævere eksistenser, dannede rammen om Barbwire Messiah’s release-fest for den nye EP, Jezebel Boys. Og det var en ganske passende ramme, som bandet fungerede godt i. Klemt op i et hjørne af værtshuset ved siden af toiletdøren og helt i øjenhøjde med publikum, gik det 4 mand store band på den  interimistiske scene kl. 22.15.

Herfra fulgte en halv times rockstorm, hvor bandet fik fyret 11 numre af. Alle numrene skarpt eksekverede, korte energiudladninger, med en, for rammerne, relativt god lyd. Dog var vokalen temmelig utydelig, så det var svært at høre, både hvad forsanger Mazdak Khosravi sagde mellem numrene, og sang i numrene.

Det gjorde dog ikke noget for et, især på de forreste rækker, medlevende publikum, på den godt fyldte Holdbar. Barbwire Messiah spillede tight og godt, og instrumenterne gik fint igennem. Blandingen af beskidt sydstatsrock, garage og et mere Seattle-inspireret punket/grunge-rocket udtryk fungerede fint live, og enkelte numre stod da også positivt ud med stærkere melodiske stykker.

I det hele taget var der ingen numre, der faldt igennem i det 11 numre lange sæt, hvilket jo sådan set er ganske fint gået. Tempoet holdes stort set hele vejen højt og drives godt frem af trommeslager Søren Skovgaard Larsen. Efter de første 9 numre, annoncerer Khosravi, at nu er det slut, men publikum forlanger mere, så vi får først ét, og efter yderligere jubel også to ekstranumre, det sidste af dem, ‘Mantis’, fra den nye EP, hvorunder guitarist Holger Kyhl Nielsen løftes i vejret under sin solo af en kåd publikummer.

Med lidt mere variation i udtrykket, kan Barbwire Messiah roligt tage næste skridt op til et album. Ud fra koncerten at dømme, er materialet på plads, og live-udtrykket er, om ikke voldsomt originalt, så i hvert fald energisk, velspillet og solidt.

En venlig publikummer sørgede for at jeg fik et eksemplar af den nye EP med hjem, og der følger naturligvis også en anmeldelse af denne her på siden inden længe. Indtil da kan Barbwire Messiah tjekkes ud på deres facebook, og læse vores anmeldelse af deres tidligere EP, Moonshine Moans, lige HER.

Af Judas

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal, and the what have you – hver dag!

 

Previous articleDizzy Mizz Lizzy – Rotator – 10/8 – 2013
Next articlePink Floyd – Comfortably Numb – 12/8 – 2013

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.