GFR Live: Diamond Drive, Beta 2300 – fredag d. 7/6 **** (4/6)

0
1438
views

I fredags indtog Diamond Drive, der befinder sig et rigtigt spændende sted i karrieren, Beta på Amager. De melodiske metallere fra Aarhus har netop udsendt deres første album, har kontrakt med tyske NoiseHead Records og er klar til at se hvor vidt de kan drive det. Med lidt held kan det blive langt.

Diamond Drive fungerede denne aften som opvarmning for de mere etablerede rock ‘n rollere fra Supercharger. Grundet tidspres og andre forpligtelser, nåede jeg kun første nummer af deres sæt, så en anmeldelse af Supercharger må vente til en anden god gang. De er i øvrigt aktuelle med en ny single, “Hangover In Hamburg” og skulle være klar med nyt album til november – så dem kommer vi nok til at høre meget mere til i år.

Inden de indtog Beta’s scene, var det udebaneholdet Diamond Drive der fik lov til at varme publikum op. Ofte et lidt utaknemmelig job, især når man har taget turen fra Aarhus og måske ikke har skabt de store overskrifter i København. Tilmed var det måske ikke det mest oplagte valg af support navn til Supercharger, der ikke tiltrak et udpræget “metal” publikum, som ellers nok havde passet bedre til Diamond Drive’s blanding af melodisk metal/alternativ rock. Det gjorde dog ikke det store, for Diamond Drive fremstod som et band der i den grad kendte deres besøgelsestid.

Normalt styrer vi udenom stjerne-bedømmelse af opvarmningsnavne, da man enten ikke kender dem godt nok, eller synes at 25-30 minutter er alt for kort tid til at kaste med stjerner. Her vil jeg dog gøre en undtagelse, da jeg synes jeg har et godt nok kendskab til gruppens materiale til det. Jeg har skamhørt, og gør det stadig, bandets flotte debut album Temporality, der officielt udkom denne aften, og det korte sæt bestod nærmest naturligt kun af sange derfra. 6 numre ud af pladens 12 nåede de at lufte, og det var nok til at overbevise mig om at bandet er værd at holde øje med, og at det ikke kun var den veloplagte hjemmebane, der gjorde deres optræden på Radar i Aarhus til lidt af en overlegen magtdemonstration.

De lagde ud med “Hopeful Cynic”, et godt valg, der hurtigt får introduceret hvad det er bandet har proppet i deres metalliske blandingsprodukt. Hvor publikum under de første toner måske lige skulle se bandet an, så virkede det hurtigt som om at Diamond Drive fik godt fat i dem. Overstadig blev stemningen aldrig, men når man tænker på, at det var et band der på flere punkter var langt fra hjemmebanen, så synes jeg faktisk de fremmødte tog godt imod musikken. Hvilket måske også skyldes den efterhånden karakteristiske gode og fyldige Beta-lyd.

Ingen tid at spilde, så hurtigt videre og “stare into the light…” med en gnistrende version af “Clarity”, der flot demonstrerer gruppens effektive vekslen mellem det blødere melodiske og mere frådende aggressive. Skiftene er både meget pludselige, og fordeles ikke kun på vers/omkvæd, men det føles meget organisk og sammenhængende. Diamond Drive lyder nok en smule “hårdere” live, end på plade, hvilket ikke mindst skyldes en utrolig rund og varm produktion på Temporality. Nogen ville sikkert foretrække den mere “barske” livelyd, men jeg synes egentlig godt om begge dele – men de smækker til den live!

Førstesinglen fra Temporality, “Shadow of a Ghost”, fik også lige et ekstra los vildskab på Beta, hvor spredt headbanging også havde indfundet sig blandt det stigende antal publikummer, som åbenbart blev lokket til af tonerne fra scenen. Bandet og frontmand, Troels Pedersen, skal roses for glimrende sceneoptræden og tilstedeværelse, de var muligvis lidt begrænset i deres fysiske udfoldelser på den lille scene på Beta, hvorimod de havde godt med plads at boltre sig på da jeg så dem på Radar. Den semi-grungede “5 Stages”, som jeg også var meget begejstret for på albummet, fulgte op i mægtig stil. Selv om forsangeren ofte løber med meget opmærksomhed, så må jeg fremhæve Pedersens overbevisende arbejde bag mikrofonen. Én ting er, at kunne håndtere og magte de imponerende skift mellem melodisk sang, råb og direkte vrede brøl i studiet, noget andet er at slippe afsted med det live. Han besidder en fremragende vokal, og lød næsten ubesværet hele vejen igennem koncerten, masser af kraft, men også masser af nuancer – uden at stemmen knækkede. Og selvfølgelig frontmand plus point for hans Roger Daltrey-agtige sving med mikronfonen.

Næstsidste nummer blev den mere buldrende “Down The Drain”, som samtidig også var eneste sang der ikke rigtig fik mig med på Beta. Der er et eller andet med omkvædet, som gør at den virker lidt “forhastet”, og som om vokalen, på det nummer, ikke rigtig følges lige så elegant ad med resten af bandet, som i resten af materialet. Til gengæld var “Breached” en storslået afslutning, med sin episke indledning og sit medrivende omkvæd. Et nummer, hvor Diamond Drive for alvor viser, at de forstår noget så “simpelt”, som at skrive gode sange med sans for opbygning – her var det helt umuligt ikke at blive revet med og stå og metal-vugge.

Alt i alt leverede Diamond Drive meget mere end man normalt oplever fra en opvarmning. De fik hurtigt blødt publikum op, med stålsat vilje og dybt professionel arbejdsindsats. Netop det professionelle, er noget der skinner igennem hos bandet. De virker sammenspillede og rutinerede på en scene, uden at de fremstår stive, og lyder bare som et band der har totalt styr på deres lyd, og hvad de vil med den. Om det er nok til et større gennembrud, da spiller så mange faktorer og tilfældigheder ind, at det er rent gætværk, men Diamond Drive har i hvert fald værktøjerne til det. Måske ikke i Danmark, til trods for at deres lyd er bred og burde appellere til flere segmenter af hardrock/metal-folket, så er markedet nok for lille til at “slå igennem” i en bredere forstand. Ikke at det gør noget, men talentet og det musikalske materiale er i hver fald tilstede, hvis heldet er med dem.

Det er stadig lidt svært, at give stjerner for 6 numre og omkring en halv time, men vi ender på 4 store, med den 5. i baghånden til når de har lidt længere spilletid og ikke lider under de forudsætninger der er ved at være support navn på udebane. Men kom ud og se dem hvor du kan, køb pladen og få dem tjekket ud – der er virkelig potentiale i disse 5 gutter fra smilets by!

Anmeldt af Kodi

Besøg Diamond Drive på Facebook

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal, and the what have you – hver dag!

Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.