GFR Live: Crowbar + support 16/4 – 2014, BETA **** (4/6)

0
1508
views

Crowbar kom, så og smuttede igen, da de onsdag aften rullede forbi Beta. En koncert der efterlod et indtryk af at New Orleans bandet er en flok solide og stolte håndværkere, der gør hvad der skal til, men nok heller ikke meget mere.

Jeg har pisset over kors med Kirk Windstein! Eller, det passer ikke helt, men jeg har været på toilet samtidig med den lille trinde frontmand fra Crowbar! Hvor han tålmodigt, afmålt, bestemt, men stadig imødekommende for gud ved hvilken gang skulle lægge ører til en fans anekdoter vedrørende bandet, i mens han prøvede at vaske hænder. Der bliver svaret med korte, brummende og halv-hæse sætninger, ikke uhøfligt og fjendtligt, men med en form for professionel distance og rutine – der dog stadig rummede en følelse af at manden er helt nede på jorden.

Under hele opvarmningen (der blev leveret af Anciients og ASG – jeg ankom desværre først da ASG var i gang, og de er værd at tjekke ud!), stod Kirk som det mest naturlige i verden og solgte band merch i den lille biks ved Beta’s garderobe, når han altså ikke lige trissede lidt rundt eller gik på pøbel-toilettet. Hele tiden frisk på at lægge ører til en strøm af kommentarer, trykke næver eller stille op til fotografier. Alt sammen taget i stiv arm og med en down to earth stemning hængende i luften. Her er rent faktisk et  “idol/stjerne/forbillede” som man under nogenlunde afslappede rammer og stemning kan komme helt tæt på. Manden virker simpelthen tilgængelig, og DET er fedt – ikke mindst for hans fans, og der var tydeligvis mange både dedikerede og lidt starstruck imellem.

Og så slog det mig, hvorfor gør han det? Og hvordan er han blevet, lad os kalde det i hvert fald kult-, stjerne? Han rejser land, rige og verden rundt for temmelig ussel mammon, år efter år, titusinder af kilometer, og bliver hverken specielt rig eller mega berømt. Han må jo kunne lide det? Måske er det det eneste han kender og kan (nu skriver jeg “han” og ikke “dem”)? Måske er landevejen og håndværket bare blevet livet for ham, indtil Kirk Vejmand sidder bag skærmen med klude om sin hånd og på sine gamle ben?

Som aftenen skred frem og Crowbar målrettede arbejdede sig igennem deres sæt, fra “Conquering” åbnede med et brag til “Self-Inflicted” lukkede som eneste ekstranummer, så stod jeg netop og funderede over ordet og begrebet “håndværker”. Der var nok af tid til at lade tankerne flyde, for af en eller anden grund var bandet nødt til at bruge mellem 30 sek og 1 ½ minut på at stemme instrumenter mellem hvert nummer. Der var engang, hvor det at være kunstner blev anset som et håndværk, du kom i lære hos en “mester”, lærte håndværket “kunst” (f.eks. kunstmaler), det var simpelthen et “arbejde” du kunne lære og så var det ellers i gang med bestillingsarbejdet. Senere er begrebet “håndværker”, i kunstnerisk sammenhæng, måske blevet lidt mere negativt ladet.

crowbar_04
Håndværkeren Kirk i gang med dagens dont

Kirk og resten af Crowbar er solide håndværkere, men her mener jeg det i god old-gammeldags forstand, hvor de har tillært sig et erhverv, det blev så nu engang musikken, og så rejser de verden rundt som arbejdsmænd man kan hyre til et job og kan regne med de dukker op og leverer varen præcist som aftalt. De sætter en ære i at levere et solidt fundament med ældre slagsange som “High Rate Extinction” og “All I Have (I Gave)”, uden af overpræstere, hvor de enkelte stjernestunder som “The Lasting Dose” og “Liquid Sky and Cold Black Earth” virker mere som en tilfældig bonus, der lige ramte mig som publikum ekstra godt. Men du skal ikke regne med at få noget ekstraordinært fra bandet med vilje. En hurtig gang googling afslører, at de stort set spiller samme sæt aften efter aften, nogle gange med en sang eller to mindre, alt efter den lokale tidsplan. Ingen eksperimenter, ingen variation, ingen stats, de er hyret til at spille mellem 60 og 70 minutter, og så vælges der mellem de samme 12-14 sange.

Det giver naturligvis en enorm sikkerhed i materialet, og ud over de uheldige pauser mellem numrene, som bandet i øvrigt tog med ophøjet ro uden antydningen af frustration, så blev numrene også leveret stramt, hårdt og to the point. Men man følte bestemt ikke, at man som publikum lige netop denne aften på Beta var noget ganske særligt eller fik noget ud over det sædvanlige. Selv den mægtige sæt-lukker “Planet’s Collide”, der var koncertens ubestridte højdepunkt for undertegnede, lettede aldrig mere end det Crowbar havde planlagt på forhånd. Til gengæld er planen og bandet fintunet og driftsikker, så det Crowbar leverede foran et i starten talstærkt publikum (det tyndede noget ud i løbet af seancen, men de gik også først på 23.15), kunne man ikke sætte en finger på.

Arbejdsmændene mødte op, leverede lige nøjagtig det der var forventet og aftalt, gik til fyraften efter en arbejdsdag som mange andre og er klar til en ny dag i maskinrummet i dag.. og dagen efter. Det er svært at “kritisere” den lidt mutte stil og tilknappede attitude på scenen, det er sådan det er og det er sådan materialet skal præsenteres og leveres. Hvis man vil have et mere snakkende sydstats-cirkus, så kan man gå til en Down koncert. Det jeg bare godt kunne have tænkt mig, var en koncert der virkede knap så indstuderet og stramt tilrettelagt, når nu musikken er dejlig rå, sumpet og lægger op til at man kan blive skyllet med og væk i den dejlige metal-mudder. Stemningen blandt de fremmødte virkede bestemt god, men man fornemmede også at der var flere der lige som jeg, stod og ventede lidt på at NU gav Kirk og Co. los og man blev rigtig revet med. Det stod nok bare ikke i den kontrakt de havde underskrevet, så det måtte stå for egen regning.

Fair nok, men for at jeg kunne have hævet mig selv endnu mere op og fået suset i mellemgulvet, så manglede sætlisten ganske enkelt nogle af, i mine ører, bandets aller bedste numre. Ingen “Obedience Thru Suffering”, “Fixation”, “Existence Is Punishment”, “I Have Failed”, “(Can’t) Turn Away from Dying”, “Nothing”, “I Feel the Burning Sun”, “Glass Full of Liquid Pain”…. men koncerten som helhed skal naturligvis ikke bedømmes på om de lige spillede de numre jeg bedst kan lide eller ej. Og jeg var jo lidt advaret på forhånd, da jeg tjekkede sætlisterne og kunne se at de stort set altid spiller samme sæt hver gang.

Hvis man havde regnet med at få en over nakken med et ko-ben, så gik man nok lidt skuffet, eller i hvert fald med uforrettet sag, fra Beta. Ko-benet var mere af den bundsolide type der vanskeligt lader sig bøje, og hvor malingen efter mange års brug er begyndt at skalle lidt af. Crowbar er uden tvivl et driftsikkert og velspillende liveband, og Kirk på mange måder en elskværdig og meget ægte “mædal” type i front for og bag bandet – og det er her kimen til hans kultstatus ligger. Bare husk at ekstra oplevelser koster ekstra, Crowbar er på akkord – det giver 4 små stjerner.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Michael Rasmussen (pga. tekniske vanskeligheder måtte vi ty til iPhonen, desværre)

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.