Home Koncerter GFR Fokus: Koncerter i Aarhus, uge 39

GFR Fokus: Koncerter i Aarhus, uge 39

3010
0

Aarhus, er I der? Der er rock i sigte!

Vi lægger ud på HeadQuarters, hvor det lavloftede lokale kan byde på interessant musik både i aften og i morgen onsdag.

I dag kigger Gottschalk og Lalala forbi. Bag navnet Gottschalck gemmer sig den 26-årige sangerinde Maria Gootschalk og hendes 4 mand store band. De er aktuelle med EP’en Heart Undercover, der rummer 5 støvede pop/rock numre. Lalala spiller efter sigende eksperimenterende og alternativ pop. To koncerter, for 30 kr. – læs mere HER

Onsdag er der igen to kunstnere for 30 kr. på programmet, når Enough Said Music præsenterer Goldy Golightly og Wonderland. Førstnævnte kombinerer scenekunst og storladen indiepop, hvor imod sidstnævnte holder sig til den drømmende, alternative indiepop/rock. Læs mere HER

Torsdag tager Teitur en tur på Train med sit band. Den færøske troubadour er aktuel med albummet Story Music, hans 6. plade på 10 år. 175 kr. skal du slippe, læs mere på Train’s hjemmeside.

Samme aften er der metal for alle pengene (i dette tilfælde 60 kr.) i Studenterhuset. Hele 4 fede bands får man for den bette skilling. Raunchy har allieret sig med tyske But We Try It, svenske Nuclear Salvation og aarhusianske Diamond Drive. Det er ikke kun hjemmebane fordelen der tæller for Diamond Drive, gruppen er aktuelle med en fed moderne metal plade, og kan i dén grad levere varen live – som du kan læse, hvis du klikker på de farvede ord. Altid klikke på de farvede ord i vores artikler!

Fredag og lørdag er der også gang i Studenterhuset, når de endnu engang afholder Newbees Festival for upcoming navne i forskellige musikalske genrer. Du kan læse mere om arrangementet HER, men vi kan da lige anbefale årets vindere af DR’s Karrierekanon The Minds Of ’99 og de ultra coole, og pænt hypede, støj-tøser Baby In Vain. 80 kr. for 2 dages musik – det lyder ganske rimeligt.

Kan du godt lide bajere og hegn? Hvad med byråd? Det lyder måske ikke så rock ‘n roll sexet, men kombinationen kan du alligevel opleve på Backstage fredag aften. Lokale Steffen Rasmussen vil gerne i byrådet ved det kommende kommunalvalg, vi holder os officielt apolitiske her på siden (Shhhh, vi er midtersøgende kommunistnazister med en grøn profil), men Hegn, Bajer og Byråd kan vi alligevel anbefale pga. musikken. Fri entré, billige fadøl, shots og masser af hegn, donationer til den politiske kampagne modtages gerne (i døren). For prisen af ingenting får du: Aphyxion, Panacea, Battery, E’nemia og Servus. Læs mere på Facebook

Men, men, men der er mere rock i vente på Backstage, for lørdag er der dækket på til tre-retters-rockmenu for en flad 50er. På menukortet er “midtjyske stripper-beats” leveret af Lady Like, der i følge dem selv spiller hårdtslående og gennemtrængende rock n’ roll. Kings In Exile (tidligere Fast Gallows) fortæller, at de har ladet sig inspirere af det bedste fra rockhistorien – det kan jo kun være en fordel. Hovedretten for os er umiddelbart københavnske Franklin Zoo, der netop har udsendt debutpladen Untamed til virkelig flotte anmeldelser. Jeg har selv i skrivende stund kun nået tre gennemlytninger, men hvis du er tung rock med afsæt i grungen, så er Untamed værd at sætte tænderne i. En anmeldelse af pladen når vi forhåbentlig inden koncerten på lørdag. Indtil da, så kan du klikke dig igennem lidt af det vi allerede har skrevet om Franklin Zoo HER.

Af Kodi

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

Previous articleGFR Fokus: Koncerter i København, uge 39
Next articleTired Pony – All Things At Once – 25/9 – 2013

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.