Home Upcoming & Rockin' Marts 2020 - U&R Fräzer: Not A Word, Nor A Sound (EP) ★★★☆☆☆

Fräzer: Not A Word, Nor A Sound (EP) ★★★☆☆☆

358
0

Ostinat- eller groove-opbygget musik med en relativt frit spillende trompet ovenpå kunne være en beskrivelse af en art jazz. Fräzer vil dog nødig sætte sig i bås og da der er elementer af rock, noget orientalsk og hints af surf visse steder, der retfærdiggør at vi ikke ’bare’ kan kalde det jazz.

Skulle jeg genre-sætte bandet, vil det være sammen med Bjonko, jeg anmeldte for efterhånden længe siden: Han kunne også sagtens ses i et jazz-lineup.

EPen indeholder fire instrumentale numre fra det nordligste Danmark: ‘The sphinx without a secret’, ‘Postkort fra Mormor’, ‘I kept staring at the Zenmasters ears’, ‘Billy Survived but he was a dazed wanderer’. Ja, det er lidt som med post-rock: Titlerne bliver sådan lidt non-sequitur. Men det er vel, trods alt, heller ikke det centrale.

The Sphinx… åbner i mondænt tempo og holder sig som eneste nummer under fem minutter. Det går langsomt, der er ikke rigtigt tale om en melodistruktur på trompeten, som i øvrigt ellers spilles overbevisende og teknisk rigtig fint. Underfundigt nok er nummeret ikke så orientalsk i tonaliteten som titlen måske kunne indikere.

Det er først på tredje nummer, I Kept Staring At The Zenmaster’s Ears, at der går orient i det. Måske også ganske passende med titlen – nummeret i sig selv har EPens højeste tempo, et næsten dansabelt groove og den maskinelle underlægning af trommer, bas og guitar toppes af trompeten, der både udfordrer fysikken ved at lave ’knæk’, tonaliteten bliver også vandrende og generelt sker der ting og sager. I øvrigt på flere spor – men jeg er ikke klar over, om der er flere trompetister på spil?

Det larmende, udfordrende bliver decideret enerverende på Billy Survived But He Was A Dazed Wanderer, hvor man skal have lidt stærkere mave end jeg for at nyde det, der kommer ud af højttalerne. Det er for så vidt fedt, at bandet udfordrer instrumenternes grænser, tonalitet og, ja, fysikken. Men det er ikke ubetinget rart – eller for den sags skyld interessant – at lytte til. Underlægningen leger i øvrigt med her og benytter fx tritonus-spring i guitar-temaer: lytteren bliver virkelig rykket igennem på falderebet på EPens sidste nummer.

Postkort fra Mormor er også groove-opbygget og byder på en række variationer. Herunder et ret rocket, distortion-stykke og en afsluttende, blå norrøn outtro hvor der hintes til folkemelodier i trompeten. Igen superbt spillet. Det nummer rummer så meget i sig selv, at det kunne have stået alene og stikker på den måde lidt ud fra de øvrige i variationer, i potens og rocket kant – og spacey rumklang á la surf.

Nå. Min lakmusprøve på en EP eller plade, vi anmelder er som regel at forestille mig, hvornår man vil sætte pladen på. Her bliver jeg udfordret. Jeg kunne egentlig godt forestille mig musikken spille i baggrunden på en kaffebar, men samtidig er det næsten for udfordrende til at gøre sig dér.

Så. Jeg tænker, der er noget til en ferie for folk, der godt kan lide at blive musikalsk udfordret. For mig bliver det for meget af det gode – og det endda blot over fire numre. Som messingblæser anerkender jeg dygtigheden i teknikken og at man søger at udfordre den fysik, der er indbygget i et instrument. Men som nævnt ovenfor, så er jeg usikker på hvor interessant det i virkeligheden er at lytte på for udefrakommende.

Anmeldt af: Troels-Henrik Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.