Forever Still: Tied Down ★★★★☆☆

0
835
views

Forever Still er efter et længere EP-tilløb klar med deres fuldlængde debut-album, der udgøres af 3 EP’er udsendt over det seneste 1 ½ års tid. Stilen er melodisk og storladen hardrock, med et gennemgående koncept der omhandler depression, angst og følelsen af værdiløshed, sunget med overbevisende kraft og indlevelse af Maja Shining.

Og skinne får hun lov til, selvom resten af trioen ikke mangler kompetencer eller har grund til at skamme sig over deres præstation. Men det er på mange punkter Maja Shining og hendes alsidige vokal der er i centrum, eller løber med en stor del af opmærksomheden på Tied Down. Hun mestrer både de gennemtrængende, og overraskende skrige-brøl, man får et lille chok første gang det slippes løs ud af det blå på den super-potente åbner “Scars”, eller på den glimrende “Breath In”, og det mere afdæmpede og følelsesladede. På det punkt overskygger hun til tider selve musikken og sangskrivningen en smule, der skifter mellem det rigtig gode og i værste fald bundsolide.

Dog er det som om, der er en underlæggende form eller skabelon Forever Still arbejder ud fra rent melodisk og opbygningsmæssigt, som bliver en lille smule forudsigelig over 10 numre. Men vi er i småtingsafdelingen, for det er aldrig i nærheden af at være kedeligt. Det skyldes måske også, at Forever Still i sin grundessens er et lidt konservativt rockband, der ligger sådan et sted mellem klassisk, melodisk hardrock, pop-rocket attitude a la Paramore og det storladne og bombastiske fra Evanescence – for lige at plottet et par pejlemærker ind.

Forever Still og Maja Shining udviser dog stadig nok personlighed og selvstændighed til, at det ikke bare føles som et opkog af stilarter og bands der var oppe i tiden for et årti siden, selvom gruppens udtryk og klang måske lugter en smule af start- midt-00’ernes rockscene. Det er muligvis bandets på samme tid største force og hæmsko, det lyder ikke ligefrem “oppe i tiden”, og er ikke helt tidsløst nok til at man kan trække det kort, men samtidig er DYI-projektet så veleksekveret, gennemført og overbevisende, at det emmer af internationalt format og potentiale. Dermed siger jeg også lidt, at det nok ikke er i vores hjemlige andedam at fremtiden ser lysest ud – det er nok mindst 10 år for sent, eller for tidligt igen?

Kernen i det hele er de medrivende og både iørefaldende og for genren ganske hårdtslående numre, og Shining’s stærke levering af den ærlige og udleverende lyrik. Det tenderer lidt banale dagbogsbekendelser af og til, men på den anden side matcher det meget godt de hudløse og emotionelle tekster – der er jo ingen grund til altid at bruge sprogsminke for at udtrykke ærlige følelser, det skaber nogle gange mere afstand.

“I keep your photos in every frame // And with your eyes pressed out, I hope you feel my pain”, lyder det eksempelvis i “Save Me”. Ikke lige lyrik der appellerer til mig, men det er sunget med indlevelse og dedikation, så autenciteten i det betvivler jeg bestemt ikke. Hivs jeg ikke altid lige er fanget af tekstsiden, så kan jeg til gengæld sagtens være med på den susende og luftige pompøsitet et nummer som dette slipper afsted med.

Selvom man aner den førnævnte “skabelon”, så er der stadig masser af variation at finde på Tied Down, ikke mindst holdt i gang af trioens ferme timing og sans for dosering. En elektronisk understrøm mærkes i “Once Upon A Nightmare”, især i den afdæmpede indledning, hvor også vokalen holder sig i skindet, inden nummeret for alvor brages i gang med et tungt hug. Simpelt, men effektivt. I det hele taget er sangene spækket med små virkningsfulde “peaks”, der nok kan virke kalkulerede, men ikke så meget at jeg føler mig ført ved næsen eller “narret” – sangskrivningen og de små tricks fungerer bare.

Et andet eksempel er “Alone”. Der lægges tilbageholdende og simrende fra land, det er næsten som om der er en effekt, hvor det føles som om vi er zoomet ud og “ser” bandet i bredformat, inden der stilles skarpt, zoomes helt ind til et close up og musikken hamrer til og igennem. Herefter bevæger vi os over i et mere svævende og semi-episk rock-anthem territorium, hvor især det højtragende omkvæd sidder lige i skabet. Højtragende og med armene knyttet mod himlen bliver det også på den vellykkede semi-balladen “Miss Madness”, hvor Forever Still satser på den klassiske, næsten symfoniske, pop-rock, fremfor den mere konfronterende og slagkraftige stil bandet også har et sikkert greb om.

Faktisk er albummet spækket med højdepunkter, indenfor den ramme Forever Still opererer i, hvor mange af numrene lyder som singler in spe, på den gode måde, uden at jeg for “peak-forstoppelse”. Kun næstsidste skæring, “Break The Glass”, ender lidt som en anonym omgang for mig, og noget der lugter lidt af genbrug, men så kompenseres der så rigeligt med de allerede nævnte numre.

Forever Still er stadig lidt af en velbevaret hemmelighed herhjemme, og det er en skam, for bandet har masser at byde på, hvis du er til genren. Der er ingen tvivl om at håndværket og sangskrivningen er mere end godkendt, også selvom den ikke direkte tager fusen på en. Mit største kritikpunkt er faktisk, at gruppen lyder som om de er så sikre, og gode, til det de gør, at de måske ender med at gøre det lidt for “nemt” for dem selv.

Træder de lidt ud af deres comfort zone, tager lidt flere chancer og udfordre sig selv endnu mere, så skal de 4 stjerner her nok opgraderes.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Forever Still på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.