Fjelding: Into the light ★★★☆☆☆

0
444
views

Med snor-lige melodisk rock og lån af Johan Olsen på et enkelt nummer prøver Fjelding at manifestere sig på den danske, engelsksprogede rockscene. Bandet kan spille, men den meget mainstream-placerede rock savner både kant, klaut og catchyness.

Rock er på én gang let og svært at spille: For følg nogle forholdsvis veletablerede skabeloner, opfyld en række klicheer – og så er vi halvvejs i mål. Men deri ligger også faren. For hvordan skiller man sig så ud?

Fjelding har styr på teknikken og kan både spille og indspille. Lyden er rimelig komprimeret og rocket, i numre som ‘Rambled’ får vi endda et breakdown, så en gang ’bassistens fødselsdag’ og siden en små-vild guitarsolo. Altsammen rigtig fint!
Til at sparke Fjelding ind på scenen har man promoveret sig på at have lånt Johan Olsen, der på ‘Take A Stand’ gør, hvad han gør bedst (i cameo appearences): Råber et melodisk refræn.

Det er et godt, afprøvet koncept, som måske ikke bliver en landeplage, men sammen med balladen ‘I’ll Find My Way’ udgør de to eneste gode numre ud af pladens 11. Det er egentlig ikke fordi, jeg sådan helt præcist kan sige, hvilke numre der skulle have været taget af pladen: For de øvrige er i og for sig fine rocknumre. Men med forsanger Fjeldings flade, amerikanske a’er bliver udtrykket nok stilrent – men stilen kommer også til at minde lidt om Maroon 5. Ikke mindst grundet sangteknikken.

På den baggrund skal der da nok være dem, der bider på og lader sig fange ind af Olsen-nummeret og glæde sig over noget dansk rock med amerikansk sound. Men på et tidspunkt, hvor kongerne af dansk mainstream rock, D-A-D, også udkommer, falder Fjelding altså noget til jorden. Der er hverken særlig gode tekster eller den i Danmark så højt elskede ironi eller humor – og når der så trods alt ikke er melodiske hooks nok til at man kan nynne andet end Olsen-nummeret efter flere gennemlytninger, så er det fad oplevelse, man står med.

Selv Olsen-nummeret ‘Take A Stand’ synes at ramme lidt ved siden af: For er det i virkeligheden dét, vi i disse SoMe-tider har brug for? At folk indtager nok en position? – Ville det ikke være bedre med lidt røv i buksen på nogle af disse positioner?

Nå, nu knepper jeg vist også fluer.

Afslutningsnummeret, ‘Lost and Found’, kommer delvist til at stå som et godt billede på nogle af de udfordringer, pladen har: ”Don’t wanne be in / Don’t wanna be out” går ét af versene, og desværre virker det ikke rigtigt for alvor til, at Fjelding virkelig VIL noget. Ærgerligt nok, for der er ifølge pressematerialet gået en del tanker i sangskrivningen, hvor eksempelvis ‘Weak and Strong’ skulle udstille at mennesket jo er sine relationer – men dette fine tema falder lidt på jorden i en tekst, der mest af alt kommer til at være en homage til et godt ven- eller partnerskab.

Into the Light er tvillingealbum til debuten fra 2015: Straight From The Shadows.  Jeg har ikke researchet, men håber da, at vi her har med den onde tvilling (og svære toer) at gøre.

Anmeldt af: Troels-Henrik Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.