Festival Fokus: et kig på 4 danske festivalers program, anden runde

0
1169
views
Honningbarna skabte punkfest

For snart 3 måneder siden tog vi for første gang temperaturen på Tinderbox, Northside, Roskilde og Copenhell’s program. Nu er det blevet tid til delmåling nummer 2, inden vi stille og roligt nærmer os slutspurten…

Eller stille og roligt, er det ikke som om det går hurtigere og hurtigere? Folk virker nærmest utilfredse, hvis de ikke har et komplet program OG en spilleplan et halvt år inden festivalerne. Næææh, dengang jeg var ung, da var det sgu’ noget andet! Da jeg tog afsted mod min første Roskilde Festival i ’99, tror jeg kun jeg havde styr på cirka 10 navne, og spilleplanen kendte man først da man fik programmet ved indgangen. Kan kun forestille mig, hvor endnu mere uoplyste festivalgæsterne var, på det punkt, før det. Det ville ikke gå i dag. Der er mange ting der bare ikke ville gå i dag på festivaler, på godt og ondt.

NÅ, det var ikke det vi skulle snakke om jo, HER er mit første kig på de 4 ovennævnte festivalers program, fremgangsmåden bliver lidt anderledes i denne anden runde, medmindre nogen ønsker at jeg slavisk gemmegår de samme navne een gang til og tilføjer dem der er offentliggjort siden? Nej? Meget vel. OK, copy/paster lige indledningen fra sidst.

Sådan en direkte sammenligning mellem festivalerne vil altid være lidt af en konstruktion, festivalerne ER meget, meget forskellige, nogle af dem er mere niche-orienterede og vil noget forskelligt med deres program. Så en direkte sammenligning er lidt vanskelig, og måske egentlig også overflødig og unfair, men nu prøver vi lige at give det et skud – tag det for hvad det er.

Vi kører videre med “hatte-systemet” fra sidst, men hæver os lidt op i fugleperspektiv, jeg orker ikke at skrive om 20-30 navne pr. festival, og I gider ikke læse det. Så der er sorteret og valgt lidt ud og så konkluderes der på disse OG det samlede indtryk. Flere mellemregninger og helt generelle og overordnede betragtninger om de 4 festivaler kan findes i nævnte første indlæg.

Tinderbox

Ja-hatten:

Rammstein ligner en klog booking, der får hevet nogle folk igennem kasseapparatet, og live skal der nok være godt med kul på tysker-grillen til at holde backtrack paraden kørende i 90 minutter. Dizzy Mizz Lizzy nærmer sig udgivelsen af nyt materiale, har fået fine live-anmeldelser for de seneste par runder i manegen, og sælger åbenbart stadig billetter? De må nærme sig kategorisering som en art moderne nationalorkester. Og Lukas Graham? De er brandvarme lige nu, især i udlandet – så det skal jo nok OGSÅ sælge billetter.

Så er der Volbeat, ud over Mø er det vel Danmarks største musikeksportvare lige nu og solgte sidste år 40.000 billetter til en koncert på samme område som Tinderbox afvikles. Det er jo både imponerende og lidt vanvittigt. Bred appel, og driftsikre på scenen, det skal nok blive et tilløbsstykke.

Suede er aktuelle med deres bedste og mest helstøbte album (Night Thoughts) siden, ja, Dog Man Star måske? Coming Up er deres største kasse- og publikumssucces, men hvis deres koncert i Koncerthuset for nylig viste noget, så er det at tiden, i hvert fald for mig, er løbet fra materialet fra den plade. Det er så nok den plade de fleste kender, og som rigtig mange gerne vil høre numre fra på Tinderbox til sommer? Spil det nye, eller det helt gamle, de holder stadig, også live – det andet virker som pligt og kontraktopfyldning overfor et nostalgi-hungrende publikum. Og så synger Brett Anderson forresten stadig helt forrygende!

Band Of Horses har jeg set et par gange live, deres koncert på Arena på Roskilde Festival i…. æhm… 2008? OK, 2008, står stadig som en af de mest opløftende koncertoplevelser jeg har haft. En af de dage, hvor publikum og band bare ramte dagen, og hinanden, og det hele blev større end summen af enkeltdelene. De skal nok sprede glæde hos dem der nu har rundet de 30, og opfatter slut 00’erne som en særlig tid. De skal nok levere varen live.

Lidt i samme boldgade har vi i min optik The National. De har  fået et godt tag i publikum herhjemme, og må vel efterhånden også have en ny plade i støbeskeen. Et driftsikkert liveband, der potentielt leverer mindeværdige koncerter på godt og ondt – alt efter frontmand Matt Berninger’s rødvinsindtag.

Indiepoppen er stærkt repræsenteret af Of Monsters and Men, der lader til at have været på en del festivalfolks ønskeliste, på tværs af festivalerne. På papiret et kvalitetsnavn, som pynter på plakaten, og må tænkes at ramme ned i “byfestivals-segmentet”. Her passer folk-punkerne Flogging Molly vel også fint ind, selvom de også skiller sig lidt ud og trods deres gode live-ry virker lidt som en booking til de mest alternative sjæle i skoven.

Nej-hatten:

Hvornår har Rammstein sidst udgivet nyt? Genau, siden har forsanger Till Lindeman flirtet lidt med noget solo-ræs, uden den store succes, ligesom der on/off går rygter om bandets forestående opløsning og hvor lidt bandmedlemmerne egentlig gider se hinanden. Kort sagt, det lugter af ren pengemaskine efterhånden.

No worries, the show must and will go on, Rammstein live er så stramt og gennemkoreograferet, at du kunne sende en håndfuld animatronics på scenen og få cirka det samme show. Jeg var ret stor fan af gruppens militante industrielle metal og visuelle udtryk tilbage i midt-slut 90’erne,men så fortog fascinationen sig lidt efterhånden, som det hele begyndte at virke som en genudsendelse. I forrige uge fandt jeg så hele den digitale diskografi frem igen, og lyttede igennem fra ende til anden, bare for at se om det stadig holdt. Det vil sige, jeg begyndte hurtigt at zappe i materialet.. for… der er faktisk skuffende få af deres numre der stadig holder, sådan rigtigt.

Sådan har jeg det ikke helt med Suede, men selv som fan er jeg da ikke bleg for at indrømme, at de nok har toppet. Især hvad masseappel angår. Suede, som hovednavn, på en festival i 2016? Jeg så dem på Grøn Koncert engang, hvor man næsten må formode målgruppen var stærkere repræsenteret end den kommer til at være på Tinderbox – det var ikke voldsomt kønt på en mark udenfor Aarhus. Til gengæld fungerede det glimrende for mig da de gæstede Northside i 2011, men da var jeg også kampstiv, så… yeah… Suede hører sgu nok mere til på et spillested som Vega, foran en dedikeret skare, der ikke kun gider synge med på “Trash” og “Beautiful Ones”.

Jeg kunne godt lide de 2 første udgivelser fra Band Of Horses, bevares, men det er mere gode imitationer af 70’erne end noget med egentlig substans, men sange kunne Ben Bridwell og co. sgu’ godt skrue sammen. Siden er det gået brutalt ned af bakke med det ene slappe album efter det andet, det seneste jeg har hørt er Mirage Rock, hvor de lyder så blege, at selv The Eagles ville finde dem for fesne. Selv live, som hørt på Acoustic at The Ryman, er de fuldstændig en skygge af sig selv. De brændte hurtigt ud og for mig er de ikke længere andet end et svagt ekko, fra en ikke så fjern fortid og komplet passé.

The National spiller næsten lige så ofte i Danmark som The Minds of ’99! Sidstnævnte er i det mindste albumaktuelle, sådan da, og om ikke andet i vælten – om man så forstår det eller ej. The National skal nok levere, men det er ligesom set før. Det hele. Og The Minds of ’99 skal nok ride videre på succesbølgen ude i Tusindeårsskoven. Lige forbi The 1975, som Tinderbox af en eller anden grund har booket? Hvem? Find et Gaffa frem fra forrige år, så finder du måske svaret.

The Sandmen, godt liveband, fedt bagkatalog – muligvis forkert festival? Her er Saybia nok mere på hjemmebane, dem hader jeg ikke, men jeg har heller ikke brug for at høre dem i 2016, og er der nogen der har det?

Til gengæld hader jeg lidt Volbeat, ikke på grund af deres succes, den har de arbejdet hårdt og målrettet for, ingen tvivl om det. Men det kostede dem også den lille flig af kant de havde for 10 år siden, da de stadig var sjove at gå til koncert med. Det gik hurtigt over og blev erstattet af stadionfagter og strømlinede shows…

Klap-hatten:

Sidst var jeg på 3 hiv i klap hatten for Tinderbox programmet ud af 6 mulige, det er jeg sådan set stadigvæk. Ingen tvivl om, at bookerne er ved at have et program der nok skal få folk igennem kasseapparatet, men det gør det jo ikke nødvendigvis til et decideret spændende, udfordrende eller på nogen måde fremsynet program.

Festivalen er ung og skal lige have tid til at finde sin helt egen identitet, men ligesom sidste år, så virker sammensætningen af navne en kende rodet og den eneste røde tråd jeg kan se er, at de kan sælge billetter. Men er det en kvalitet i sig selv? Har du ikke set størstedelen af disse kunsterne tidligere, så er det naturligvis en fin pakkeløsning – men ikke en der byder på overraskelser, nærmere en omgang ok genudsendelser.

Northside

Ja-hatten:

Northside kom ret stærkt fra land ud fra præmissen om, at “booke til deres publikum”. Den første samling navne vidnede om en festival, der efterhånden kender deres publikum, og publikums smag, og formår at finde nogle kvalitetsnavne, der passer lige ind i ens forestilling om, hvordan et Northside program bør se ud.

Du har old school hipsteren og den musikalske mutant Beck, anmelder-darlings og kvalitetsbevidste Sigur Rós, de nye indie favoritter Beach House og endnu en kvalitets booking med et bugnende bagkatalog i form af americana/alt country ensemblet Wilco.

Northside præsenterer også det danske trekløver The Minds of 99, Lukas Graham og Malk De Koijn, ligesom Tinderbox? Hah… det var da pudsigt? Man skulle tro det var en pakkeløsning eller en eller anden sammenhæng mellem Tinderbox og Northside?? Skørt. Samt spændende mindre navne som den skotske komponist og musiker C Duncan, der gør sig inden for det indie-pop folk’ede og amerikansk/New Zealandske Unknown Mortal Orchestra – et af de der halv-hypede rockbands, der er ved at stige i graderne.

Siden december er der så føjet en række topnavne til, hvor den legendariske køter Iggy Pop nok er det største. Landsmændene Duran Duran, som nok, uden at fornærme nogen, havde deres storhedstid i 80’erne, er også på plakaten og skal nok sørge for sing a long hitparade for gamle og unge – hvem kender ikke mindst 2-3 af deres slagsange? Mindre bredt appellerende er det californiske metalband Deftones, som jeg efterhånden har set en del gange live, hvor de altid leverer varen, selvom jeg ikke synes deres albums har været videre ophidsendes siden milepælen White Pony fra år 2000. Men still going strong på livefronten.

Og så er der de lokale himmelstormere Velvet Volume, hvem fanden kan have noget imod dem og den stil de lægger for dagen?

Nej-hatten:

Jeg skrev, at jeg syntes de var kommet godt fra start, men jeg er faktisk lidt forvirret over de nyeste bookinger?! Jeg synes de gør plakaten mere broget og mudrer det billede jeg havde af en festival der bookede nærmest perfekt til deres publikum? Er Deftones, og i mindre grad Iggy Pop, et forsøg på at brede festivalen lidt ud, eller er symptom på, at der simpelthen er ved at være lavvande i kassen med mulige navne man kan booke?

Deftones ser ud til at blive eneste metalnavn på plakaten, de har måske lidt en nu-metal edge, der gør at lidt flere kan være med på løjerne end så mange andre hårdere navne, men helt ærligt – hvad pokker laver de i Ådalen i stedet for Refshaleøen? Bizar booking.

Duran Duran, eh, det kan gå begge veje, ikke? Enten bliver den en fin nostalgifest, eller også bliver det The Stone Roses version 2. Ah, OK, så galt kan det næppe gå, men det er lidt en booking der undrer mig…

Så har vi Bloc Party (for gud ved hvilken gang) og Damien Rice (?), er han stadig noget ved musikken? Beklager hvis han er, men det virker som 2 navne til passé-bunken. Yeasayer, de spraglede New Yorkere, virker lidt som en lottokupon, det er efterhånden en hel del år siden de var in og lidt i vælten, jeg troede faktisk de var opløst, men dengang de “toppede” sendte de Jonas og jeg på et far-fucking-out mindtrip på Roskilde Festival 2008.

Jake Bugg? Den britiske rocks unge håb, der gjorde kometkarriere for 4-5 år siden, og så fandt alle ud af, at det måske var gået lidt for stærkt? Der har været stille om knægten (der nu er næsten 22 år gammel) i hvert fald på vores breddegrader, hvad har han mon lavet? Og kommer han nogensinde til, eller får plads, tid og mulighed for at udfylde det potentiale virkelig mange medier samstemmigt himlede op om? Spørgsmålet er, og det kan lyde grotesk hans alder taget i betragtning, om tiden allerede lidt er løbet fra ham, og det simpelthen gik for stærkt i første omgang, så chancen for at etablerer sig blev forpasset? Time will tell.

Klap-hatten:

Flere topnavne er kommet til siden jeg hev 5 gange i snoren sidste, men i dette tilfælde synes jeg ikke i udpræget grad, at det nødvendigvis er en fordel. Hvis der ikke var andet at booke, så er det vel vilkårene, men synes det øverste lag på plakaten tegner et mindre fokuseret og mere diffust billede af Northside, end jeg egentlig havde forventet. Hvor er det lige præcis vi skal hen ad? 4 hiv i snoren.

Roskilde Festival

Ja-hatten:

Modsat de andre festivaler her, så har Roskilde med sine 170 navne, så meget på plakaten, at der er tale om flere små festivaler i selve festivalen, og dermed er der også en undskyldning for, at det hele kan fremstå lidt uoverskueligt og rodet. Ja, jeg siger at for mange retninger blandt 50 navne på andre festivaler resulterer i et flimrende billede, mens det ved 175 navne på Roskilde kaldes “mangfoldighed”.

Og netop mangfoldighed, med et par strømninger i samme retning, eller fingeren på pulsen, fremsynethed og lidt bagstræberiske tendenser, det er det Roskilde i min optik skal rumme. Men kvaliteten skal, trods kludetæppe plakat, selvfølgelig være godkendt.

Og så skal man jo læse plakaten nedefra og op!

Sidebemærkning, hiphop programmet tegner ret godt, hvis du er til den slags. Nå, der er allerede en del navne med småt, som bare af omtale og rygte, det vil sige jeg ikke nødvendigvis kender dem, lyder som noget jeg skal have sat mig mere ind i inden festivalen, eller bare tage chancen og se uden kendskab på forhånd.

Kvalitets-countryens nye stjerneskud Sturgill Simpson, post-punkerne Savages, indie/singer songwriter Courtney Barnett, den danske pre-menstruelle ordgøgler Bisse, indie/slacker hotshottet Mac Demarco, indie-art rockerne Foals, veganer ekstrem metallerne Cattle Decapitation, moderne punk fra Frank Carter and The Rattle Snakes….

Metalcore bannerførerne Bring Me The Horizon, eller hvad med det legendariske kultorkester Sleep, den stenede trio havde man nok også gerne set på Refshaleøen. En af den slags navne der kunne gå begge veje kvalitetsmæssigt, men vi håber da på en magtdemonstration. På Refshaleøen havde de til gengæld Ghost sidste år, der lige har vundet en Grammy for bedste metal-something something, så de bliver bare større og større. Det ved jeg ikke om højenergiske Kvelertak gør, men de har det i hvert fald med at brænde igennem live.

Øverst på plakaten finder vi så de, måske snart albumaktuelle, funk-rock-metal veteraner Red Hot Chili Peppers, der jo nok må kategoriseres som et bredfavnende navn i Orange Scene størrelsen. Gør det samme sig gældende for netop gendannede LCD Soundsystem? James Murphy og co. ville sikkert gøre sig allerbedst på Arena, men moderne danse-rock klassikere som “Daft Punk Are Playing At My House” og den mere punkede “North American Scum”, skal nok skabe fest på dyreskuepladsen.

New Order er måske lige på kanten af vores dækningsområde, men har dog stadig en rockvibe og udspringer jo som bekendt fra Joy Division, så helt ude i skoven er det ikke at inkludere dem her. Gruppen har desuden udsendt nyt album i 2015, der blev modtaget ganske godt, så det er måske ikke en helt tosset booking. Om ikke andet er der en masse af nutidens elektroniske navne, der trækker veksler på New Order, så også på den led er det en acceptabel booking.

Tenacious D, joke eller ej, og hvad man ellers måtte mene om projektet, så skal det nok samle folk foran Orange og skabe en fordrukken og løssluppen fest. Det kan man nok ikke beskylde PJ Harvey for, til gengæld bliver hun ved med at spytte roste plader ud. Roste albums har de alternative kæledækker Tame Impala også leveret, og er blandt de største navne indenfor den der såkaldte psykedeliske bølge.

Nå ja, og så åbner Damon Albarn Orange Scene med det syriske nationalorkester plus gæster, det er da om ikke andet en unik oplevelse der venter der.

Nej-hatten:

Som man kan se, så begynder det allerede at stikke lidt af, virke en kende uoverskueligt og det kan være vanskeligt at orientere sig, især blandt de navne med småt – og ikke kun fordi jeg måske skal til at overveje en læsebrille. Og så er der endda kun annonceret 54 ud af 175 navne!

Det er både Roskildes charme, store force og frustrationsmoment. Men det er sådan Roskilde er.

Kigger man på navnene, så vil mange rockfans nok igen spejde forgæves efter en vægtig headliner på Orange, ligesom et ellers ret stærkt metalfelt, med de få navne der er offentliggjort, lige mangler en trækhest eller to. Og så er der Red Hot Chili Peppers, der i manges optik har opbrugt deres kredit – bliver de nogensinde et stabilt, for slet ikke at sige fedt, liveband? Eller er der endnu en omgang rodet jam-onani med pivfalsk vokal i vente?

New Orders salgsdato og tiltrækningskraft kan man måske også sætte spørgsmålstegn ved i 2016, ligesom den rent kunstneriske del af Tenacious D nok heller ikke fylder mere end den mængde fnuller der kan skrabes samme fra de herrers navler.

Ellers er det igen stadig en smule svært, at sige noget med sikkerhed om hvor vi ender, det forsætter jo nok lidt i samme fragmenterede stil indtil hele programmet er på plads.

Klap-hatten:

Klap-hatten er STADIG lidt afventende, men optimistisk og ender på 4 ud af 6 hiv i snoren.

Copenhell

Ja-hatten:

Ja hatten starter lige med at plagiere sig selv, for sidst indledte jeg med følgende.

Øverst står Black Sabbath, der drager ud på deres allersidste tour (siger de) i 2016, og altså takker af på dansk grund med beton under fødderne. Jeg kan næsten ikke forestille mig en mere optimal booking ud fra alle mulige parametre. Jo, det er ER begrænset hvad man kan forvente sig rent musikalske af en flok hærgede bedstefædre, 45 år inde i karrieren – og på kanten af at trække stikket.

MEN, de seneste liveanmeldelser har tydet på en fin og stabil form, og så er det jo for helvede heavy metallens fædre! Kunne man forestille sig en bedre ramme end Copenhell, med alt hvad den står for og deres publikum, til en sidste dans i mørket med djævlen? Nej. Tinderbox havde eksempelvis været en eklatant fejlplacering, selvom jeg er sikker på de bare ville have elsket at have dem side om side med David Guetta. Og Roskilde og Orange Scene virker bare som den forkerte platform, som tingene har udviklet sig der. Så bravo, Copenhell, i min optik og udfra en masse kriterier, årets festival booking indtil videre.

Mange af de samme ting kan egentlig siges om Alice Cooper, selvom den gamle chok-rocker ikke siger farvel i denne omgang. Legende, bred appel, hitkatalog og sikkert i stand til at gennemføre en hæderlig koncert. Godkendt.

Dertil kan du nu lægge King Diamond, der vender tilbage til Copenhell og spiller hele det legendariske Abigail album og lover samtidig “deres mest ambitiøse og dramatiske horror-produktion til dato og lover publikum en fuldstændigt fantastisk oplevelse i både lyd og billede”. Javel ja! Så godt går det nok ikke for Dave Mustaine og Megadeth, der hvis vinden blæser rigtigt nok skal levere en hæderlig koncert, men man tør vel næppe tro det kan matche eksempelvis Kreator’s voldsomme magtdemonstration fra sidste år?

Og så er det sgu’ lykkedes at booke gode gamle Scorpions, der har været rygtet på pension siden omkring Tyskland’s genforening  det er i hvert fald den følelse jeg sidder med. Til gengæld har deres koncerter rundt omkring de senere år, måske lidt overraskende, modtaget en del rosende ord. Jeg troede ærlig talt tanken var tom, men måske kommer de og tager kampen op med sidevinden og rocker os som en hurricane?

Nu går vi lidt rapid fire. Kadavar, har aldrig set dem, men har lagt mærke til de ovenud begejstrede anmeldelser folk falder over hinanden for at tildele de retro-rockende tyskere for deres liveshows, så dem ser jeg personligt meget frem til endelig at opleve. Retro-rock får du også fra Rival Sons, hardcore punk/metal/m.m. fra Converge, post-hardcore fra Norma Jean, keltisk kult-punk fra Dropkick Murphys. Pyha, lige trække vejret.

Tysk powermetal fra de erfarne herrer i Blind Guardian, ikonisk svensker død fra Entombed A.D., fræser-black fra Dark Funeral og så er der de danske navne! Grusom, der er godt på vej op gennem graderne, de lokale helte Helhorse, der denne gang får æren af festivalens næststørste scene, eller mægtige og magnetiske Redwood Hill. Og så er der jo bookingen over dem alle…. vores små blegfede ynglinge, bandet vi skamløst, og uden overdrivelse overhovedet, har hypet siden vi først blev våde helt ned i træskoene over dem i 2012. I’LL BE DAMNED!!!

Og så er vi ikke engang nået igennem hele programmet.

Nej-hatten:

OK, topnavnene er et sted mellem 80 og skindøde, hvis Ozzy overhovedet har en puls? Nuvel, det er, desværre, metal, og til dels hele musikbranchen, på godt og ondt. Der er langt mellem de nye og friske navne i headliner størrelse, hvad det så end skyldes af indviklede omstændigheder, og de gamle bliver færre – eller nægter simpelthen af afgive pladsen og lade andre komme til. Og så er vi tilbage ved, om næste generation overhovedet står klar i kulissen til at tage over, og hvis skyld DET så er, at de står der?! Man bliver helt rundtosset.

Black Sabbath, bliver det et rutine og gigtplaget, delvist båndet (hvem ved?) eller effektsminket, halv-trist farvel? Forhåbentlig ikke, men faren lurer da. Alice Cooper og King Diamond? Tja, vi må se, sminke kan skjule meget, men vel ikke selve den musikalske del, trods alt? Og hvor meget sminke ville der skulle til at kamuflere at Scorpions blev dannet da Jens Otto Krag var statsminister i Danmark. Første gang.

Nå ja, og så er der Megadeth, det kan vist gå begge veje. Læg dertil usikkerhedsmomenter, eller lurende katastrofer som Mötley Crue-bassisten Nikki Sixx’s SIXX: AM projekt, det kunne godt blive en slasket maveplasker og “what the fuck, findes de endnu og kan de noget?” bookingen af svenske Clawfinger. Så er der Epica, der ligner Within Temptation i.. øhm.. næsten samme indpakning? Eller den tidligere Creed guitarist Mark Tremonti’s band, bare kaldet Trimonti, for at være diskret. Fik jeg nævnt, at han har spillet i Creed?

Samtidig kunne man, hvis man var lidt streng (jeg under alle danske bands det bedste) argumentere for, om der med det begrænsede antal pladser der give til bands fra egen andedam, ikke burde være plads til andre en gengangerne Helhorse og Redwood Hill?

Nej-hattens humør afhænger i stor stil af, at rigtig mange navnes dagsform er svær at bedømme på forhånd. Leverer de alle for fuld kapacitet, så er der jo ikke meget at brokke sig over, sådan set.

Klap-hatten:

Hvilket på forunderlig vis bringer os direkte over i til den endelige bedømmelse, ta-dah! Copenhell er en nichefestival, og derfor også lidt udenfor nummer i forhold til de 3 andre her, der dog på en eller anden måde har nogle dækningsområder der overlapper hinanden. Copenhell er ikke helt udenfor, og en del af de navne Roskilde har hapset, nå ja, eller Deftones og Rammstein, havde man da nok gerne set på betonunderlaget til sommer.

Men det virker nu ikke som om Copenhell har måttet nøjes med “the best of whats left”, der er nogle gengangere, jovist, i alle lag på plakaten, det er åbenbart uundgåeligt i det danske festival land, men alt i alt synes jeg, at Copenhell har et af de bedste line ups de seneste par år. OG formår at finde lidt af hvert indenfor, hvad der kan betegnes som deres publikums smag. Jeg sniger mig sgu op på 5 raske hiv i klaphatten!

DELKONKLUSSION part II:

Bla bla bla bla bla….

Ja, der er stadig genudsendelser rundt omkring, hovednavne bliver ældre, færre eller placeret på lidt underlige/overraskende/forkerte festivaler og jeg er stadig i tvivl om, hvor længe vores lille geografiske område kan blive ved med bære så mange festivaler. Hvornår har bandkarrusellen kørt så mange omgange, at det hele virker lidt for velkendt?

Heldigvis, det til trods, så synes jeg stadig at de her nævnte festivaler har fået flækket nogle godkendte programmer sammen – men det er nichefestivalen, den smalleste af dem alle, der har mest value for money lige nu. Hvis alt klapper og ingen stiller læderstøvlerne inden! Gud forbyde det… ah crap.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.