Bisse: Happy Meal ★★★★★☆

0
1750
views

Bisse, eller Thorbjørn Radisch, som hans borgerlige navn er, bragede igennem, i hvert fald i undergrunden, med hele 3 udspil sidste år. Bitchin var Bisses bud på et hiphop-album (og derfor ikke anmeldt her på siden), mens PMS og Umage udgjorde del 1 og 2 af Blodtrilogien, som nu fuldendes med et mættende Happy Meal

Både PMS og Umage har jeg haft til anmeldelse, og begge albums er genstridige bæster, som man til gengæld sætter pris på at have lært at kende, når man først er kommet ind på livet af dem. Faktisk er album-trilogien et af de mest ambitiøse danske musikprojekter for nuværende, og heldigvis er Radisch indtil videre sluppet godt fra det – og han også mere end holder skindet på næsen på Happy Meal.

Bisse er bestemt ikke blevet mindre bisset her på tredje del – det er fortsat et rablende, strittende univers, man bliver mødt af, hvor new wave/post-punk møder dyster pop, hiphop-beats og eksperimenterende dansk lyrik med noget på hjerte. Til gengæld har netop lyrikken, som på Umage cirklede bittert, bedrøvet og bidsk om et forlist parforhold, foretaget et hamskifte og cirkler nu om politik og samfundsforhold, sådan groft sagt. Vi runder således både Camp Bastion i Afghanistan, Srebrenica i Bosnien, og Kolby Kås på Samsø, mens Bisse jonglerer med synsvinkler og fortællerstemmer.

Det er aldrig kedeligt at være i selskab med Bisse. Nuvel, det starter godt nok rimelig fredsommeligt, i hvert fald musikalsk, på ‘Stormandspolitik’, hvor Bisse vånder sig over menneskeheden med højtidelig diktion; “Åh, mennesker…” Den menneskelige dårskab er i det hele taget et omdrejningspunkt på Happy Meal, for undervejs er Bisse faktisk ved at brække sig, kan ikke mere, og spørger mod slutningen retorisk “hvorfor står vi her igen//hvorfor går vi i ring?” på ‘Srebrenica – Kolby Kås’.

Men inden vi når så langt skal vi først på maniske ‘Omveje ind i Oldtidsvejssystemet’, på new wave/dansk 80’er rocket manér, med knitrende synths og ekko (med mere) effekter på vokalen, og videre ind i Bisses univers. Efter den falder singlen ‘Lidt mere og jeg brækker mig’, som allerede har været luftet på P6 Beat.

Vi kan altid presse os selv en smule mere

Vi kan altid klemme en bid mere ned

Vi kan altid drikke et glas eller to til

Men det kan Bisse altså ikke mere – han har fået nok af overforbrug, og har endda skruet sådan et forstoppet og velfungerende omkvæd sammen – “jeg kan ikk’ mer'”. Desværre trækkes nummeret også en smule i langdrag, og kunne godt være skåret lidt til, men som pop med holdning holder det.

På den efterfølgende tur til ‘Camp Bastion’ lyder Bisse som en vrængende CV Jørgensen, mens nummeret calypso-danser let afsted. Hér bliver der ironiseret over den danske krigsindsats af en påtaget ignorant fortæller. Der bliver ikke lagt fingre i mellem, og nummeret kan stå som et eksplicit supplement til den mere subtile kritik af den danske krigsindsats (i Irak) som Das Beckwerk spiddede med kunstprojektet om kufferten med demokrati.

Verdens tilstand og Danmarks forholden sig til den, er også temaet på en af mine personlige favoritter på albummet, ‘Spøgelsesskibene’. Her vugger nummeret langsommere afsted, med dunkle blæsere og et dovent, dystert beat, mens fortælleren betragter spøgelsesskibene, og reflekterer over verden og sit eget liv.  ‘Spøgelsesskibene’ over 6 minutters spilletid, og hvor der for min skyld gerne måtte være skåret et par andre steder (der er for mange af sangene, der sniger sig op omkring de 6 minutter), så virker det passende med en lang spilletid hér.

De skal sydpå, sydpå til krigene

Og de kommer ikke med bistand, kan jeg sige

Har givet alle mine aflagte skjorter til flygtningehjælpen

Kors, hvor de må tage sig ud, de flygtninge

Klart at jeg ikke vil være i samme båd som dem – eller er det omvendt?

Og sådan fortsætter fortællerens overvejelser hele vejen igennem – fra overvejelser i egen andel i skylden (“jeg tog to tusindkronesedler fra kassen”), angst for at blive syg, fabulerende familiehistorie, og reflektion over at være forsvundet op i sin egen røv. Man bør høre det selv.  En anden favorit er den aggressivt pågående ‘Amalies Porte’, der stempler ind lige efter. Her kommer vi i samvittighedens katakomber og ind i en mareridtsvision hvor Bisse har domptørbusker og moustache på – igen, man skal høre det selv. Det er også albummets musikalsk mest pågående og kantet rockende sag, med industrielt skærende guitarer, og står også derfor ud som et klart højdepunkt.

Knitrende stemmer fra radioen, om Jesus og Kristian Thulesen Dahl, blandt andet, indleder den mareridtsklingende ‘Bulldozer’, hvor sært dansable synths også zapper ind, inden vi til sidst, næsten, skal med fra ‘Srebrenica – Kolby Kås’. Hvor Bisse, måske både retorisk og opgivende, spørger, om vi virkelig ikke har lært noget af fortidens folkemord, krige og flygtningekatastrofer, med udgangspunkt i massakren i Srebrenica.

Hvorfor står vi her igen?

Hvorfor går vi i ring?

Hvorfor gør vi de her sindssyge ting?

Har vi mistet forstanden?

Har vi nogensinde haft den?

spørger Bisse sig selv og os om, og det er svært ikke at vrisse i modstræbende enigt kor med ham. “De onde lo, og de gode græd,” messer Bisse til sidst, på en bund af gyserorgel og dåselatter. Man kan sige meget om Bisse, men man bliver næppe ladt uberørt efter at have spist hans Happy Meal. Desserten består af ‘Højlandsbrevet’, hvor det er Bisse selv, der er genstand for lyrikken.

Jeg ved ikke hvad//muren er

Men jeg har næppe ramt den//næppe ramt den

Indledes der, inden vi får en form for digital skabelseshistorie, om det, der har skabt Bisse, som er “for pæn til undergrunden, for grim til overklassen”, og igen besøges det internetunivers, som også var omdrejningspunkt for ‘Inerstan Etta’ fra PMS. Dermed ender den som et fint punktum for Blod-trilogien. I det hele taget er det et imponerende samlet værk, Bisse har begået med PMSUmage og Happy Meal. Og sidste kapitel er bestemt ikke det svageste, men føjer sig til en stærk helhed, som fortjener at mange giver sig i kast med den. Når det så er sagt, så er det næppe de kommercielle radiokanaler, der ligger åbne for Bisse, til det er det simpelthen for genstridigt og særpræget.

Skal man dryppe lidt malurt i Happy Mealet, så er det, at Bisse fortsat har en tendens til at trække numrene længere ud, end jeg synes er en god idé. Det kan der sikkert være gode grunde til, men det tester i hvert fald periodevis min tålmodighed – og det er i forvejen en nærmest tærende oplevelse, overvejende på den gode måde, at lytte til Bisse. Omvendt rammer Happy Meal en god balance mellem det dynamiske, new wave/post-punkede og det mere dæmpet jagende, og giver god plads til at den aldrig ligegyldige lyrik bliver udfoldet. Det er aldrig uinteressant at blive lukket ind i Bisses univers, absolut heller ikke når det er samfundet og verdens tilstand han har fået galt i halsen.

For ambitionen og udførelsen lander vi på 5 store stjerner. Hvis du ikke allerede har smagt på Happy Meal, så bør du som minimum unde dig selv en prøvebid.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

Du kan finde Bisse på facebook – der er release party på Ideal Bar d.1. marts.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.