Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer EYES: Underperformer ★★★☆☆☆

EYES: Underperformer ★★★☆☆☆

336
0

Det kan være hårdt at blive voksen! Det udtrykker EYES ved at afreagere med voldsom hardcore punk/metal på Underperformer.

Det var da hæsligt! Var min umiddelbare reaktion, da jeg forsøgte at standse blødningen fra mine øregange og stille ind på andet end en skiftende hyletone og momentvis døvhed, der kan opstå når man har været fanget i en krigszone.

“He told me to go fuck myself”, lyder det i nummeret “Surf” og EYES lyder på mange måder, som om de over 10 numre svarer den slags personer igen. Langer ud og får afreageret for noget opsparet lede og vrede ved at skrige, tæske og krampe løs på en i lidt over 30 minutter. Først i syvende nummer, “Voiceswhisperssecretsandspeakonlytruths “, holder de lidt igen. I glimt. Til gengæld lyder det så som om bandet ulmer, skumler og er på randen af et mentalt sammenbrud. Selv når københavnerne “slapper af”, så er Underperformer ikke en rar og beroligende lytte oplevelse.

EYES blev dannet i 2017 og debuterede med en EP året efter, som fik en rigtig fin modtagelse og en god portion omtale i diverse metalmedier. På dette deres albumdebut har de justeret lyden, udviklet sig om man vil, så de fremstår som en potent blanding af krads hardcore, punket lyd og energi og visse elementer fra hvad jeg med en bred betegnelse ville kalde “core”. Det er råt, metallisk og hidsigt som bare pokker i sin lyd, og som nævnt er der ikke mange rolige øjeblikke at finde på pladen, hvor man lige kan få pusten.

Det ender, pladsen kompakte spilletid til trods, også med at blive en lille svaghed ved albummet. Det er ganske kompromisløst og uforsonligt, men for mig bliver det også en lille smule udmattende i længden. Jeg bliver ganske enkelt lidt lammet og de hyppige slagserier fra det frådende band rammer ikke helt så hårdt, som albummet skrider frem. Også selvom bandet aldrig taber pusten og bare bliver ved med at afstraffe en sagesløs lytter som undertegnede. Det vil nok variere fra offer til offer, hvor modtagelig man er som pladen skrider frem.

Lyrisk handler Underperfomer om, at have det svært med at finde sig tilpas med at blive voksen, at leve op til kravene og nå alle de ting der forventes af en. Har jeg læst mig til, for EYES er et band af den slags, hvor man det meste af tiden ikke helt kan afkode, hvad de råber og skriger ind i hovedet på en, mens der tæves løs med alt indenfor rækkevidde, men det er jo en del af charmen! Det er noget af en voldsom reaktion mod omgivelserne, kan man sige, men frustrationen skal nok tolkes som, at stamme fra afsenderne selv og en indvendig konflikt.

Og det er nogle seriøse “growing pains”, der for lov til at springe ud i fuldt flor her. Allerede under åbneren “Verge” presses ens hørelse med et lydtryk og en arrigskab, der gennem sangen lader til bare at stige og stige. Når man når til tredje nummer, titelsangen “Underperformer”; lyder EYES og vokalen, som om de er en horde hjemløse rabiesramte køtere, der glammer og bjæffer, savlende og snappende, lige op i skærmen på en. Husk mundbind!

Som en lille luksus er teksterne vedhæftet pressepakken (og måske trykt i coveret?), så jeg har haft lidt større mulighed for at få et indblik i den del af EYES univers. Jeg ved ikke nødvendigvis om det er en fordel for bandet.

Distance ever growing
Inside myself
Between everyone else
“Overcome it” they say
Will I ever feel normal again

Lyder det eksempelvis i den ekstremt aggressive og bidske “Distance”, der river og flår i én så man er kradset helt til blods når de kun 2 minutter sangens overfald varer er overstået. Musikalsk er det medrivende, og lidt intimiderende, men når jeg læser teksten rammer det måske knap så hårdt på mig. Men det handler måske også om ens mentalitet og smag.

Darkness
Embraced by sickness once again
False friends
Surrounded by them, time and time again

Lyder det i “Choke”, mens rytmen pumper voldsomt fremad mod det ene raserianfald efter det næste, kun afbrudt af små, hvirvlende pauser, hvor instrumenterne lyder de truende snurrer foran tindingen på en – inden EYES bor igen borer sig ind i kraniet. Et nummer som “Swim”, på pladens sidste tredjedel, åbner så hidsigt og med så stort et lydtryk, at min første tanke var “HOLY SHIT”. En eksplosion af larm med en arrigt bankende trommerytme, inden nummeret falder ind i et mere punket groove. Grove løjer!

Meget af ens fornøjelse, hvis man kan kalde det, det ved at lytte til Underperformer vil nok være smag og behag, Det er det muligvis altid, når alt kommer til alt, men her afhænger en stor del af det lige på min dagsform. Og så lider albummet lidt under, at der er lidt langt imellem egentlige mindeværdige sange, der bliver hængende i krop og sjæl efter endt lytning.

Som en en udrensning, hvor man lige kan få tømt den mentale skraldespand og finde ud af hvor ens problemzoner befinder sig, rent fysisk (det går lige i lænden!), så er pladen en effektiv energiudladning. Som lytteoplevelse er fornøjelsen mere blandet, det er ikke lige en plade sætter på og “nyder”, som sådan, dertil er lydbilledet for fjendtligt og skærende – men det er jo helt tilsigtet. Og i den henseende kan man i hvert fald ikke anklage EYES for, at underpræstere.

Vi ender på 3 store, solide og ubehagelige stjerner.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.