Ethereal Kingdoms: Ethereal Kingdoms (EP) ★★☆☆☆☆

0
523
views

Danske Ethereal Kingdoms spiller noget lidt udansk symfonisk metal, der dog rummer nogle folkelementer som giver det hele et nordisk skær. Desværre hæmmes det samlede indtryk af manglen på gode numre og en små-fesen produktion.

Det er ikke direkte håb- eller talentløst det indtryk Ethereal Kingdoms efterlader, efter 4 forholdsvis lange numre, men i sin nuværende, relativt nye (bandet er dannet i 2017) form, er der stadig nogle alvorlige mangler.

Der spilles kompetent, men samtidig er virkemidlerne også temmelig velkendte for genren. Det er storladent, pompøst og til tider episk, det hører ligesom med når vi har, at gøre med det symfoniske. Samtidig giver de folkede elementer stedvis materialet et let fantasy-, eller helte-, præg. Så armbevægelserne er, helt som det sig hør og bør, store og bombastiske.

Den del slipper bandet sådan set udmærket fra, men desværre er ingen af de 4 numre bare sådan rigtig medrivende fra start til slut. Der er velfungerende passager, bestemt, men helt overordnet er sangskrivningen i mine ører ikke stærk nok til, at jeg bliver revet med og drager på storslået togt rundt i kongerigerne.

Her hjælper det heller ikke, at jeg synes produktionen og det samlede lydbillede generelt fremstår en smule “tyndt”. Jeg mangler mere slagkraft og pondus, hvilket måske kunne have kompenseret lidt for fraværet af reelt mindeværdige numre. Det ligger måske også lidt til genren, men der er noget lidt musical-fersk over hele lydbilledet, der gør at man i længden savner noget mere bund og fylde.

Der åbnes med “Storm”, hvor trommerne, efter en folksy intro, stormer derudaf. Her savner jeg mere kraft, ligesom guitaren lyder lidt spæd. Vokalen fra Sofia Schmidt kunne også bruge noget understøttelse, eller et løft. Hun synger fint, uden at man bliver direkte betaget, eller blæst bagover. Man havde kort sagt forventet mere vindstyrke og ryk i sejlene med den titel. Og så er det som om sangen står lidt i stampe i midterdelen og ikke rigtig får bygget op til afslutningen.

Den dansksprogede “Fejlens Cirkel” følger op, men her virker idéen med, at synge på dansk, bedre end selve slutresultatet. Vokalen lyder som om den har svært ved at trænge ordentligt igennem, ligesom melodi og opbygning, i min optik, igen halter, så nummeret ender med, at fremstå underligt uforløst.

Den efterfølgende “Paper Stars” indledes mere tilbageholdende rent musikalsk, mens vokalen befinder sig i et mere højstemt og følelsesladet toneleje. Stemningen og stilen skifter for en stund, der kommer mere fart på, men det bider ikke rigtig, inden der drejes tilbage på et mere atmosfærisk spor. I sidste halvdel dukker noget violin op, inden vokalen kommer helt frem i lydbilledet. For en stund, inden der går bølgende symfonisk metal i den. Lidt en rodet omgang!

“Sovereign” har mere fart i stængerne, men igen er det som om, at bandet ikke rigtig formår at bruge fremdriften til, at komme et virkelig interessant sted hen. Den mere dystre og fjendtlige tone i musikken er kærkommen, det er brugen af noget dæmonklingende mandevokal, der vist skal forestille at være “uhyggelig”, ikke. Det lyder faktisk temmelig kikset og bliver for karikeret til mig, og i sammenhæng og blanding med kvindevokalen så bliver det temmelig rodet at høre på. Helt galt går det, da Sofia Schmidt slår over i noget der lidt lyder som oplæsning af et gammelt sagn/eventyr. Det kommer simpelthen til, at lyde for teatralsk til min smag, eller som noget fra en gammel Disney film.

Det er, selvfølgelig, også en del af stilen og præmissen, som man går ind til, at musikken har et teatralsk og på den led også en “overdrevent” dramatisk side. Der går dog for meget musical i den for mig her, og ja, det er muligt, at det er min personlige smag, der går ind og forblænder lidt her – men jeg kan lide Meat Loaf, så det er ikke fordi, jeg slet ikke kan rumme den slags…

Men jeg synes Ethereal Kingdoms helt grundlæggende mangler sangene, at hænge deres symfoniske udskejelser op på og bære dem i mål. Uden dem, så bliver de 4 numre lidt af en rodebunke, med konturer af noget der fungerer i glimt, men som mangler en helt grundlæggende narrativ, hvis vi skal blive lidt i teatersproget. Dermed ikke sagt, at man nødvendigvis behøver en stram fortælling for, at det kunne fungere, men her synes jeg det hele flyder lidt for meget ud og ender med en stor bunke ingenting.

Som jeg skrev indledningsvis, så det ikke talentløst det her, og der er masser af håb et sted i den symfoniske suppedas, men der mangler sange af en helt anden kaliber for, at det ikke lyder som tomme tønder og ender med, at fise ud. Og så mangler lyden, og den samlede teatralske pakke, et løft, så kulisserne ikke kommer til, at ligne malet bølgepap.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.