EMA, Voxhall 19/9 2017 ★★★★★☆

0
367
views
EMA helt tæt på, på Voxhall. Foto: Sebastian Dammark

Tidligere punk-tøs, der nu laver elektronisk musik? Nej, det var ikke Mø, der kiggede forbi Voxhall. Men på en tåget tirsdag gjorde EMA danskernes darling kunsten efter…

Jeg må indrømme, at jeg ikke har fulgt EMA tæt. Først et par år efter den udkom fik jeg investeret i (gennembruds)pladen Past Life Martyred Saints, som så dog viste sig at være særdeles fremragende. Underligt nok har det ikke ansporet mig til at følge med, så inden lidt sporadisk Spotify-research inden koncerten, har jeg ikke haft berøring med hverken The Future’s Void (2014), Exile in the Outer Ring (2017) eller soundtracket #Horror (2015).

Den hurtige research synes dog at indikere, at der er masser at hente og at EMA stadig har en maskinel, næsten industriel lyd – krydret med en vokal, der til tider kan minde om Karin Dreijers. I hvert fald fornægter EMA ikke sin punk-fortid. Eller går på kompromis med en introvert femininitet.

Der er altså lagt i kakkelovnen til en god koncertoplevelse på Voxhall.

Foto: Sebastian Dammark


Dubais

Da der havde været landskamp, var det nok illusorisk at tro, at det var væltet ind med folk på Voxhall. Decideret september-forkølet må dog være et dækkende begreb for de 15 (femten! – og to af disse var musikere i hovednavnet) mennesker, der var mødt op til opvarmningen, Dubais.

Dubais var ellers et sympastisk bekendtskab i form af en kvinde med en stærk vokal, et præinspillet backtrack og stærke, melodiske numre, der ikke faldt uden for genren for aftenen: Lidt kant og øje for den gode melodi.

Det var på flere måde en voluminøs oplevelse, da både stemmen og dens ejer fyldte virkelig godt på Voxhall og med to besøg på gulvet blandt publikum, viste Dubais at man altså ikke bare ligger sig ned bare fordi der ikke er så mange. Tværtimod prøves der at spille situationen til sin fordel.

Genre-mæsigt var der ikke langt fra EMA – ikke mindst fordi den mørke, volumiøse kvinde i front havde en stemme, der også kunne have boet i den mere spinkle, blege frontfigur i hovednavnet.

Alt i alt en oplevelse og vi var godt, groft-charmeret og varmet op. Faktisk på et niveau, hvor man kunne frygte at hovednavnet ikke helt ville tage situationen (med næsten intet publikum) med så godt humør, som opvarmningen.

Det var dog ikke bekymringer, vi behøvede at have.

Foto: Sebastian Dammark

EMA ★★★★★

For nej. Vi var aldrig 30 publikummer til koncerten. Min far er præst, og når der var færre kirkegængere end ”kirkelig betjening”, så havde man ”messefald” – hvilket betød, man gik hjem uden at afholde gudstjeneste. Vi var tæt på ‘messefald’ på Voxhall tirsdag aften!

Men hold nu op, det var godt, at der ikke var nogen, der rejste sig op og sagde: ”Vi aflyser!”.

For med lige dele charme, professionalisme og stærkt materiale – og for det meste evne til at levere dette – var det nok mest synd for dem, der ikke var mødt op, at de gik glip af EMA.

For materialet er bum-stærkt. Og selv om der skete noget ret uheldigt under koncertens afslutning, må det bare hands-down erklæres en god aften på Voxhall.

I et line-up bestående af en trommeslager, en bassist/synth/violinist og forsanger/guitarist Erika Michelle Anderson formåede de at føre os igennem en stærk aften. Der er mange ting, jeg i udgangspunktet ikke burde bryde mig om ved EMA. Der gøres brug af uigennemsigtige loops, sikkert også diverse udskæringer af backtracks og flere lejligheder til at overveje, om der er nogen, der spiller det hele.

Men den røde tråd i koncerten var et stærkt udtryk. Lidt som en Mø-koncert, så bliver det mindre vigtigt om bassisten spiller hver en tone, og mere væsentligt, om energien er der. Og det var den.

Med lidt punket udseende kommer Anderson ind under dronisk/sfærisk intro og messer sig igennem første nummer – komplet med skandinavisk-agtigt hår-oven-på-hovedet og masser af attitude fra første taktslag. Og når jeg har skrevet attitude, tænker folk nok ’in-your-face’. Men sådan fungerer EMA ikke. Det er et på én gang introvert og insisterende på, at det her er vigtigt, udtryk. Der er tænkt over lyden, og selv om der ’bare’ er trommer synth/violin (eller bas) og guitar, virker lyden aldrig tynd.

Hurtigt går vi fra det sfæriske intro-nummer over i et mere guitar-drevent nummer, for at gøre koncertstarten komplet med ‘Grey Ships’. Vi kommer dermed igennem noget sfærisk, noget let poppet og noget sart, vokalbåret. Stærk start!

Og herfra bygges op i en oplevelse, der ligger konstant balancerende imellem det potente, stærkt vokaleffekt-drevne og det introvert sarte. På det ene nummer er Anderson Mø-agtig i sin pose og fremtoning. På det andet sart og vi kan som publikum glæde os over at komme så tæt på i så intim en stemning.

Der er noget koket over Anderson og det rækker på én gang ud over scenen og er uhyggeligt intimt og gør at vi som publikum føler os inviteret ind i noget helt, helt nært.
”I know I came to fight” reciteres nærmest i syvende nummer – og kampen mod det manglende publikum er allerede vundet.

Med et lille Moog spilles der ind imellem kaos-soloer, og Anderson skifter nærmest umærkbart imellem de sarte og de potente numre. Det bliver aldrig voldsomt, men heller aldrig pussenusset – selv om vi nok, trods alt, ikke rigtigt tror på, at hun er så badass, som visse numre indikerer.

‘Marked’ falder som tiende nummer og introduceres som ”kærlighedssangen, vi har fortjent – men som også er fucked up!” og den rummer på den måde meget af hvad EMA er: Indignation, dygtigt musikhåndværk og først og fremmest udtryk. Måske er det hele bare et billigt, professionelt trick? Aner det ikke, men vi er i hvert fald forført på Voxhall…

Foto: Sebastian Dammark

Med dette højdepunkt falder kæden desværre af. Det forsøges at starte et nummer (noget med Paper?) og Anderson og trommeslager går i gang, mens bassist/violinist/synth-spiller har en krise og må sige, at han vidst ikke lige har snydekoden til dette nummer, eller whatnot.

I en frisk opsamling springer de straks til ‘Anteroom’ fra Past Life… Men illusionen er brast og usikkerheden sniger sig ind. Det er ikke grelt, men da der følges op med ‘Fuck California’ er der tydeligvis røget lidt tillid på scenen og in-ear-monitors tages ud og sættes i, hvilket tager fokus fra dét, der eller aftenen igennem har været i centrum: At komme ud med et udtryk.

Ud med bandet, applaus og ind til et encore:

Anderson stiller sig op alene med en guitar og forfører igen lige de tilstedeværende med en sart, stærkt fremført ballade uden de ellers så typiske vokal-effekter.

Til slut får publikum valget mellem ‘Aryan Nation’ og ‘Butterfly Knife’, valget falder på det første og selv om publikum nok er sultne på mere, så er der nok også en accept af, at man ikke tager et andet encore på en tirsdag aften for måske 25 publikummer.

Min karakterskala er inspireret af Michelin-stjerner, forstået på den måde at top-karakteren betyder, at jeg vil rejse for at høre det igen, mens karakteren under topkarakteren definerer, at jeg ville tage af sted igen i morgen, hvis de spillede igen. Jeg ville bestemt stille op igen i morgen til EMA, da de – til trods for et gevaldigt udfald – leverede en koncert, der pt ligger top tre over ting, jeg har set i år.

Ikke dårligt på en tirsdag aften. Og girl power fik da lige et nyk opad efter Danmark slog Centraleuropa overbevisende i fodbold og EMA kom og understregede at kvinder både kan være potente og sarte.

Anmeldt af Troels-Henrik Balslev Krag

Foto: Sebastian Dammark

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.