Koncerterne med Elevatorfører og amerikanske Elder skulle have fundet sted på hver sit spillested, men de blev slået sammen fredag aften på Voxhall i Aarhus. Det gav en afvekslende koncertaften med to fine, men meget forskellige, koncertoplevelser
Egentlig var det lokale syre-rock orkester Elevatorfører og amerikanske tungt stoner metal-rockende Elder planlagt til at skulle spille på henholdsvis Atlas og VoxHall denne fredag, men koncerterne var, antageligt på grund af begrænset billetsalg, samlet på VoxHall. Fint nok for mig og sikkert også de fleste andre publikummer, men det gjorde nu alligevel nok noget ved dynamikken på aftenen og i hvert fald lod det til at have den konsekvens at Elevatorfører havde været nødt til at korte deres sæt ned.
Der var dog stadig plads til opvarmningsbandet ved Farfars Tobak (programsat med Elevatorfører på Atlas oprindeligt), som jeg kun nåede de sidste 10 minutter af. De gjorde en behjertet indsats, hvor især den intense forsanger brændte igennem med sin ind i mellem nærmest rablende vokal på en ind i mellem ganske heftigt rockende bund. På listen med dem over bands der skal tjekkes mere ud ved lejlighed – det var i hvert fald ikke ueffent, det jeg nåede at høre. Især næstsidste nummer rykkede godt.
Elevatorfører ★★★★☆☆
Efter lidt tid til at stille an, stod Elevatorfører, 8 mand høj plus fire gæstemusikanter, klar og satte i gang med ‘Jeg er kommet for at slå tiden ihjel’. Der var altså i alt 12 m/k på scenen, inklusive middelalderorkesteret Almune, som bestod af en hel drejelire-plus-det-løse sektion, der føjede en særlig stemning til det musikalske. Det gav også et par ekstra korstemmer til omkvædet og en indledning på koncerten, der tog kegler. Live som på ensemblets seneste studiealbum, som jeg anmeldte for nylig, er det bare et stærkt nummer.
De fire ekstra musikere forlod lidt uceremonielt scenen før vi fik en veltillavet version af ‘Fatamorgana’, leveret tight og svingende, og nu altså kun med Elevatorførers otte mand store besætning på scenen. Den blev fulgt af Brian Jonestown Massacre-fordanskningen ‘Anemone’, der ligeledes svingende så var det en lyst.
Men ‘Himmelskibet’ tabte en smule momentum, måske mest af alt ved at være en langsommere komposition, kombineret med et blandet og ikke altid koncentreret publikum, inden vi kom op i tempo igen på en glimrende version af ‘Den yderste periferi’, hvor korstemmerne igen blev brugt med god effekt, og de otte mand på scenen ramte hinanden forbilledligt.
Den upbeat beat-sag ‘Endeløse dage’ fra seneste album blev ramt af lidt teknikbøvl og et par små svipsere og fremstod måske derfor ikke så melodisk effektiv som den ellers er på albummet. Elevatorfører tog dog det hele i stiv arm og med smil på læben, selv om det herefter blev mere dystert og alvorligt med den dunkelt valsende ‘Dødedans’, fint og næsten højtideligt serveret, men igen med lidt høj snak rundt omkring blandet det, nogle steder, ret øllede publikum.
Elevatorfører, og frontmand Frederik Langkjær, var egentlig hele vejen igennem velspillende og charmerende og lod sig ikke mærke med teknikbøvl og snakkende publikum, men det var alligevel som om, der var noget, der drillede, og et publikum, der her og der i hvert fald ikke svævede med på Elevatorførers Himmelskib. Det er måske bare en naturlig følge af at slå to bands sammen, der ikke nødvendigvis deler samme publikum. Eller også var der bare nogen, der havde set for dybt i flasken.
Nuvel, vi fik også den monumentale ‘Centralen’, om overvågningssamfund og vores data og liv der ligger på servere rundt omkring, afbrudt af hvad der måske var tekniske problemer med en eller flere guitarer. Men det er, og var, stadig et glimrende nummer – især verset hvor vokal og orgel stod alene gav kuldegysninger – som i øvrigt også svingede ganske tungt på Voxhall.
Og så fik vi til sidst den stille ‘En af os’, med drejelirerne tilbage, som sluttede Elevatorførers sæt af. Her skete også noget lidt specielt da Langkjær opfordrede publikum til at kramme sidemanden, og det skete så rundt omkring i salen på VoxHall. Der blev smilet og krammet. Et fint og følsomt punktum for en koncert, der i perioder kom godt op at ringe, men ikke helt holdt momentum og derfor endte med at føles en smule uforløst. Hvordan det mon var gået hvis Elevatorfører havde haft længere tid og et mere koncentreret publikum?
Sådan skulle det ikke gå, og bandet pakkede sammen omkring kl. 22 for at give plads til…
Elder ★★★★☆☆
And now to something completely different. Ikke at der er verdener mellem Elevatorfører og Elder, begge dele er indenfor rockspektret, men Elder kom med en helt anden buldrende tyngde end Elevatorfører, og et mere sammenbidt udtryk, hvor musikken i det store hele fik lov at tale for sig selv. Pauser var der stort set heller ikke, for de fire mand i Elder, to guitarister, hvor af den ene også stod for den begrænsede vokale aktivitet og lidt kommunikation med publikum, og trommeslager og bassist, virkede helt tunet ind på hinanden og det samlede udtryk. Med positive briller var det professionalisme og overskud, men det kontrastede også ret meget med Elevatorførers udtryk – jeg tænker de kunne have stået på en hvilken som helst scene i en hvilken som helst by og have leveret det samme, Elder.
Da sammenlægningen af de to koncerter skete med relativt kort varsel, var det begrænset hvad jeg havde nået at lytte til Elder forud for koncerten. Men skulle jeg være i humør til teknisk stærk og hypnotisk stoner rock/metal en dag i den nære fremtid, så finder Elder nok vej til listen.
Amerikanerne virkede i fuld kontrol, og spillede præcist, tungt, og med en uimodståelig fremdrift, hvor man nærmest kunne mærke rytmesektionen (bassisten indtog også centrum på scenen) banke mod brystkassen. Med dystert psykedeliske visuals kørende konstant i baggrunden, var Elders univers nemt at blive opslugt af – men endte også med at fremstå en smule ensformigt i sin næsten konstant buldrende tyngde og lange instrumentale passager, trods det at der blev varieret godt undervejs.
Når det så er sagt, så leverede Elder virkelig varen, og publikum tog vel imod. De spillede kort og godt pissefedt. Lydtrykket umuliggjorde også småsnak, så der var ikke andet at gøre end at lade nakken vippe med på Elder’s bredsider… Der blev dog efterhånden tyndet noget ud foran scenen, som vi nærmede os midnat og Elder kørte ufortrødent på med deres lange numre.
Og de kunne sikkert spille endnu, hvis ikke de var stoppet kort før midnat. De virkede som en evighedsmaskine, der nok kunne vælte en af de mindre scener en sen aften på Roskilde. For eksempel.
De rundede af med et ekstranummer, og ja, det virkede til at de kunne have fortsat til solen stod op, på hvad der i følge bandet selv var deres første besøg i Aarhus. De skal være mere end velkomne til at aflægge besøg igen – og så skal jeg forsøge at have sat mig mere ind i bandets materiale, så jeg kan sætte lidt titler på.
Tilbage stod et indtryk af to koncerter, der vandt på forskellige parametre. Elevatorfører virkede begejstrede og mere løse i formen, og med nogle klare peaks i koncerten, mens Elder mosede konsistent afsted i højt gear. Der var kort og godt valuta for pengene denne fredag på Voxhall.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
