Einstürzende Neubauten, DR Koncerthuset, 19/9 – 2015 ★★★★★☆

0
1060
views

De tyske avantgarde støj-veteraner Einstürzende Neubauten fremførte deres 1. verdenskrigs koncept-album, Lament, lørdag aften i DR Koncerthuset. På larmende og overbevisende manér.

Hvor meget ved jeg egentlig om Første Verdenskrig? Muligvis ikke et spørgsmål, man stiller sig selv inden man går ind til alt for mange koncerter. Men ved gårsdagens koncert med Einstürzende Neubauten var det netop ret væsentligt, da bandet fremførte Lament-albummet, som udkom sidste år i forbindelse med 100-året for Første Verdenskrigs begyndelse. Den historielektion, vi fik, var alt andet end støvet og kedelig!

Grundet trafik ankom vi lidt inde i første nummer, som var en tysk version af “God Save The Queen”. Så var vi ligesom i gang… Det var et yderst veloplagt Einstürzende Neubauten, der performede (bedre ord findes der ikke for, hvad de gør!). Især Blixa Bargeld og N.U. Unruh tegnede en energisk front – men med Einstürzende er en anden hovedperson også altid de mere eller mindre mærkværdige instrumenter:

Et trommesæt er aldrig et trommesæt, for eksempelvis er der en stor, larmende blikplade der hvor lilletrommen plejer at være og nærmest hvert enkelt nummer havde en ny konstruktion/et nyt instrument, der både bidrog med lyd og visualitet. På den måde oplevede vi igennem performancen både en hollandsk pigtråds-citar, akustiske krykker med en basstreng, diverse plastrør som enten indgik som slagtøjsinstrumenter eller ”orgelpiber” med højtrykspistoler og diverse xylofon/tubular bells.

Virker det så eller er det bare gimmicks? Det virker.

Opsætning til nøglenummeret
Opsætning til nøglenummeret

Det er tvivlsomt om man vil sætte pris på hvordan lydene i bandet frembringes af forskelligt skrammel, hvis man optog en live-CD. Men dette var om noget en live-performance og selv om det af og til var svært at afgøre, hvilken lyd der kom hvorfra, så var der konstant noget at se på og fascineres af.

Selv om Einstürzende Neubauten er en larmende oplevelse, så er der en konstant fornemmelse af at der er kontrol over det hele. Der skal skramles lige nøjagtigt med den spand skrot på det tidspunkt, for at give den rette effekt. Der skal åbnes for en voldsom distortion på bassen i nøjagtig de to sekunder, for at det kommunikerer det rette.

Lament er i sagens natur lidt politiseret og temaet, Første Verdenskrig, sætter selvfølgelig også en vis stemning og nogle grænser for indholdet. Men netop Einstürzende Neubautens meget kaotiske lydunivers illustrerer måske meget godt, hvor kaotisk krig er. Der er ikke megen dvælen ved de mange døde soldater, sult på fronterne eller andre forfærdeligheder.

Det handler mere om store nationer og deres lederes forhold. Som eksempelvis dialog-nummeret, hvor der ‘spilles’ den henholdsvis russiske og tyske leders dialog – ofte i munden på hinanden – i et stærkt vocoder-præget nummer. Det er måske ikke det stærkeste nummer, men væsentligt nok – og her var den eneste gang, hvor kocertsalen bøvlede med lyden (hvilket er imponerende nok, givet oplægget).

Nøglenummeret må siges at være et percussion-nummer, på over ti minutter, hvor godt hvert taktslag repræsenterede en dag i krigen og hvert land havde et trommetema, som blev afspillet når landet rent kronologisk kom ind i krigen
.
Program-musik på nedløbsrør…  Ja, så har man set det med. Og til trods for den ret konstruerede tilgang, så fungerede det – især båret af Blixa Bargeld, der guidede os igennem. Alene nummerets længde fremprovokerer en refleksion om krigens længde (1566 dage). Store dele af koncerten var meget larmende, og de til lejligheden hyrede strygere fra et af DRs orkestre havde travlt med at file på de høje toner og bidrage til kaoset.

Så meget desto mere behageligt bliver det så på Einstürzende Neubautens melodiske stykker, hvor man pludselig opdager, hvor meget man har savnet en simpel dur-akkord. Og de kan lave smukke melodier. Stærkt står det især i et nummer, hvor der (selvfølgelig) spilles på tomme granat-hylstre, i et helt a capella nummer uden ord, og i afslutningsnummeret “How did I die?”.

Inden da havde de fem drenge dog været af scenen og da de kom tilbage med en tysk version af “Where have all the flowers gone?” var Blixa Bargeld (selvfølgelig) iklædt en hullet konge- (eller dronninge-?)-kåbe. Han var for øvrigt en meget intens oplevelse igennem hele koncerten i sit three-piece jakkesæt og bare tæer.

Intenst syngende/reciterende mens hænderne gestikulerer – har Baals Fjældstad måske kigget lidt i den retning? Flere gange kom der også mere end syrlige kommentarer til det raceopdelte USA og en enkelt gang fik han da også liiiige mindet os om, at vi da var heldige at de (Tyskland, forstås) ikke også havde startet tredje verdenskrig.

Mobilkamera-billede fra ekstranummeret 'Ich gehe jetzt'
Mobilkamera-billede fra ekstranummeret ‘Ich gehe jetzt’

En performance af Einstürzende Neubauten kan simpelt hen ikke måles efter samme målestok som en hver anden koncert For er det en teaterkoncert? Er det en kunstinstallation? Uanset hvad, så er det i hvert fald en stor, stor oplevelse, og når blot man har erkendt, at lyd faktisk godt må styre væk fra det behagelige, så er det fantastisk.

Publikum (som for øvrigt var af en meget forskellig sammensætning) – gik fra stille benovelse til ivrigt snakkende fra en koncert, der har rørt os alle på en måde, man måske kunne forvente – men alligevel er overrasket over.

Af Troels-Henrik Balslev Krag

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.