Vi skal en tur dybt ned i folkrocken med Dyb Undergrund på Folk, der ikke er en udgivelse uden visse knaster, men til gengæld også med nogle solide højdepunkter, der tilsammen efterlader indtrykket af en plade, som er større end summen af dens enkeltdele.
Dyb Undergrund præsenterer her 6 folk-numre, med afstikker over i noget visesang, garage-rocket og ligefrem momentvis punket. Det er håndspillet og gammeldags, på den måde hvor det gerne må knase og knage lidt, men den garage-rockende og punkede lyd og stil giver også folke-musikken noget flosset attitude og bister energi. Især vokalen vil nok være et springende punkt for visse lyttere, mig selv inklusive, der veksler lidt mellem at nyde dens upolerede, stedvis overstyrede og “uskønne” levering. Men, den har unægteligt personlighed og er markant og gennemtrængende, så den må man bare købe ind på, hvis man vil med på turen.
Bandet har efter eget udsagn rummesteret i et årti, og man mærker da også et band, der her på deres anden udgivelse, hviler i sig selv og forstår at dosere og økonomisere med virkemidlerne, så man får en varieret, men ikke rodet udgivelse. Vi kommer dog i mine ører ikke helt vellykket og elegant fra land med nummeret “Borgerkrig”, der holder sig i det mere traditionelt folkede med banjo og hele pivtøjet. Instrumenteringen er ikke problemet, den er helt generelt god, afbalanceret og lyder sgu’ ret fed, men vokalen kommer lidt halv-skidt fra land. Den har en underlig klang, jeg tror der er sigtet efter at give den en eller anden effekt, så den lyder lidt forvrænget, men det kommer til at lyde som om den strømmer ud af en gammel grammofonafspiller – men ikke på en en måde, hvor det tilføjer sangen noget effektfuld patina. Men så kan man jo nyde den skønne musik!
“Vidensbyrd” signalerer lidt af et retningsskift, ikke mindst på vokalen, der her er dybere og giver den mere gas i glimt, også her er jeg ikke helt med på dens udsving, men på en måde matcher det den mere “vild vest” klingende og dramatiske musik ret godt. Så i sangens univers giver det mening, selvom den i glimt bliver presset lige vel nok, så man er ved at falde ud af sadlen, mens melodien ridder ud over de støvede sletter. “Hvis Ikke Her” følger op med en mere cirklende melodi, her mangler der måske lidt finesse, det bliver en kende bastant og “hakket” i tone og fornemmelse, som om der næsten er for meget tryk på. Men, det er egentlig også ret fedt, at der skrues op for strømmen og volumen, der gemmer sig tydeligvis lidt af et muskuløst rockbæst i Dyb Undergrund. Vokalens kraft passer også fint til de instrumentale udladninger, så man føler sig godt og grundigt rusket igennem når sangen rinder ud.
Så skal vi ned under jorden, i “gang efter endeløs gang”; og på jagt efter nogle trolde på “Troldene Vågner”, der lægger sig i forlængelse af noget der virker som et gennemgående, antydet, ildevarslende tema på pladen: der er noget galt i verden. Igen er der skruet godt op for lydstyrken og armbevægelserne, hvilket klæder band, forsanger og de faretruende toner. Det er et af højdepunkterne på Folk, et nummer med en rå energi, der nok kunne forstyrre end trold eller to skønhedssøvn. Tempoet og intensiteten daler på “Støvet Lægger Sig”, hvor banjoen vender tilbage og Dyb Undergrund graver sig ned i den mere folke-musikalske del af deres lyd. Det gør også at vokalen naturligt kommer lidt mere i centrum og får lov til at fylde i lydbilledet, hvilket igen kommer til at udstille dens tekniske mangler lidt. Men, her godt inde i den 25 minutter lange udgivelse, har man efterhånden vænnet sig til det.
Der rundes af med den mere vise-klingende “Højere Magter”, der næsten nærmer sig noget der lyder henad en gammel sømandssang? Eller en mindre brølende og beruset Tom Waits… Med svajende melodi, ompa-rytmer, “åh åh” sang, saltsmag og skumsprøjt hiver Dyb Undergrund på den vis pladen i havn med hiv og sving. Nogle lyttere vil nok blive lidt søsyge af turen, men det ender også med at blive en del af charmen og oplevelsen. Det er måske en smagssag, og rent objektivt har Dyb Undergrund og Folk nogle slagsider og tager godt med vand ind, men jeg synes de formår at holde den til ramponerede skude flydende.
Er det perfekt og lige elegant hele vejen igennem? Nej, det ved Gud det ikke er, men som samlet oplevelse, så synes jeg det her har noget skævt, autentisk (der var det ord), uforudsigeligt og herligt u-perfekt at byde på. Jeg kan sagtens tilgive de “fejl og mangler” der måtte være, for helhedsindtrykket er sært dragende og det her har sin egen, personlige stemme og stemning og skiller sig ud fra mængden. Det tæller også for noget og vi ender på 4 lidt ujævne undergrundsstjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
