Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Deerborn: Where Demons Hide ★★★★★★

Deerborn: Where Demons Hide ★★★★★★

1594
0

2020 har budt på mange nedture, alt for mange, men danske Deerborn formår i den grad at levere en optur af de helt store med deres andet albumudspil, Where Demons Hide, der på trods af det lidt dystre indhold, lyser op i det mørkeste år i mands minde.

For Deerborn har så sandelig taget store skridt op ad stigen siden de udgav debuten Crash And Burn, som i øvrigt også var et rigtig godt album, og som vi anmeldte, sørme også til 6 seks stjerner, tilbage i 2016. Den kan læses her.

Det er som om at der er faldet mere ro på bandet på Where Demons Hide, samtlige bandemedlemmer er da også blevet fædre i mellemtiden, kanterne er blevet skåret til og albummet fremstår helstøbt og gennemtænkt, uden at det bliver fortænkt. Det er varieret helt perfekt, og går fra ultra melankolsk til nærmest panisk, hvilket kan virke some et kæmpe spænd, bare ikke i Deerborn’s univers. Det føles naturligt og giver en ekstra dimension til bandets sange, og albummet som helhed, man ved aldrig helt hvad man kan forvente, altså udover høj kvalitet.

Man træder som lytter ind i et unikt univers, fyldt med overraskelser og uhyre høj kvalitet alt sammen bundet sammen af forsanger Lasse Nørbys sublime vokal. Deerborn’s lyd minder om noget man har hørt før og så alligevel ikke, og artister som Nick Cave, Grant Lee Buffalo og The Veils kigger frem, men uanset inspirationskilder, er Deerborn helt sig selv.

Deerborn spiller en gedigen gang nordisk rockende Americana, eller dark Americana som bandet selv har døbt det, tilsat melankoli og desperation, stærke melodier, sublime omkvæd, stærke tekster og langtidsholdbare kompositioner.

Og det er der så sandelig så rigeligt af på Where Demons Hide, der indeholder 9 sange, en fin dosering og perfekt afstemt. Samtlige sange er fra øverste hylde og bundniveauet, hvis der er et, er det meget højt – der er ikke en sang hvor man har lyst til at skippe, det sker sjældent, faktisk aldrig, hos undertegnede, og albummet er så sandelig også blevet høvlet igennem mange gange.

Der startes ud med “Figured Out”, et lækkert og melodisk nummer, hvor bandet ikke åbner unødigt op for posen, men leverer et stærkt dæmpet rockende nummer uden de helt store armbevægelser, men stadig på et meget højt niveau.

Og det er da også en tendens på albummet, bandet formår fra start til slut at få det svære til at lyse så umådeligt let, complicated made simple.

“You Better” tager tempoet helt ned, og Lasse Nørbys dragende og sårbare vokal er omdrejningspunktet, mens der sangen ud bygges op, uden den sådan for alvor peaker, med repiterende guitar, simple trommer, orgel og kor. Afdæmpet, melankolsk og uhyre effektivt.

Tempoet er en smule tilbage på “Dance In Silence”, der ligger sig et sted mellem åbneren og “You Better”. Et godt stampe nummer.

På “Cant Find My Way” er der dømt ballade, på sådan en Americana facon. Et rigtig fint nummer, med et stærkt omkvæd, atmosfærisk guitar på en bund af orgel og igen, båret af vokalen.

På titelnummeret, “Where Demons Hide”, er mørket for alvor tilbage, og sangen står i gigantisk kontrast til forrige nummer. Tempoet er her også i bund, men i stedet for lys er der her pitch black, og omkvædet mere råbes end synges. Trommer og bas slæber, guitaren hyler, orglet får tæv og vokalen, ja, er igen i centrum og bærer nummeret sikkert i hus.

På “Paperkite” er vi tilbage på sikker grund og vugger roligt i bandets favn, i et lækkert musikalsk univers. Et klassisk semi-rockende feel good nummer, hvor alt er afstemt til perfektion.

Men det rolige og omfavnende univers er pist væk på “Call Out My Name”. Igen er vokalen i fokus, og instrumenterne er perfekt afstemte og opbygger et mørkt og dragende univers, det er farligt, men man kan ikke lade være med at gå imod mørket for at se hvad der gemmer sig i det. Hvor “Paperkite” var meget klassisk i kompositionen, er der her tale om en lang opbygning, dejligt befriende.

Knap så mørkt er det på “You’ve Been Bent”, men dog stadig meget melankolsk. Vokal og akustisk guitar bærer sangen, understøttet af atmosfærisk støj og et meget fint lille guitarstykke. Smukt.

Albummet rundes af med et brag på “Remember”. Her er der dælme skruet op for intensiteten, og der råbes igen mere end der synges, men det fungerer overraskende godt. Det er ondt, medrivende og med garanti pisse vildt live. Sådan runder man sgu et album af, gedigent og voldsomt punktum.

Det er ikke så meget andet at sige end Where Demons Hide er årets album 2020, og Deerborn står meget højt på listen over bands der skal opleves live, når man må det igen.

Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde 

Previous articleÅrets singler på Repeat i 2020
Next articlePremiere: Ny video fra Mads Beldring

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.