Daughters, 27/10-19, Radar ★★★★☆☆

0
265
views

Efteråret er over os, og lørdagens silende regn har sendt århusianerne inden døre: Efteråret ansporer til ro, inden vi alle eksploderer i julestress og anden gøgl.
Ro var der dog ikke meget at finde af på Radar, hvor der dog var ly for vejrlig fra oven, mens henholdsvis Jeromes Dream og Daughters hver især på meget forskellig vis lykkedes med at ramme publikum mere horisontalt.

Radar var vel næsten fyldt da Jeromes Dream kl 21.06 satte i gang…

Jeromes Dream.

Jo, de selvudråbte emo-violence’re lever meget fint på den lidt konstruerede genrebetegnelse: Der er plads til det sarte – men kun som glimt i det mere smadrede, in-your-face udtryk.

Eller skulle man sige in-your-gut? I hvert fald udføres hele koncerten med bassist/forsanger Jeff Smith stående med ryggen til publikum og et band, der virker til at fokusere mere indad på scenen end på publikum. Men renser vi for denne gimmick, hvor man som publikum kan føle sig lidt som udenforstående til en øver i et øvelokale, så leveres der. Både i energi, i rag’ede rytmer og i liveproduktion står koncerten skarpt: Scream-vokalen bæres fint frem, trommerne er langt fremme på scenen og hvert slag opfanges – mens begge guitarer rent faktisk kan høres, da det er bassen, der leverer brutaliteten – og bassen drysses ud over numrene med velafmålt hånd.

Hvor mange gange har jeg ikke været til koncerter, hvor jeg har kunnet se hænder fræse op og ned af gribebrætter uden at kunne høre, hvad der foregår? Hos Jeromes Dream er lydbilledet konstrueret så man kan høre alt. Numrene er adskilt af fine, sfæriske guitar-stykker ved én af guitaristerne (de er på dagen to – JD er ellers en trio?) og især imellem numrene er det sart, sfærisk og næsten helt post-rocket. Men bum! Så tælles der ind i trommerne og vi er i gang med noget, der ikke sådan helt er hardcore, math-metal eller andre, mere etablerede genrer. Men med en overskrift af garage og ét eller andet sted i punk-spektret. Det holder!

Måske på grund af den meget introverte stage performance, måske bare fordi Århus ikke rigtigt var varm endnu, så er publikum ikke rigtigt med på det energiske udtryk. Jo, der nikkes, men der er ikke som sådan ’gang’ i Radar og jeg undrer mig lidt, da Jeromes Dream bærer godt med ved til en fest. Som selvfølgelig synes mest at være for bandet på scenen – men der er energi nok til, at os udenfor sagtens kan være med. Eller lave vores egen.

Måske er det fordi der i den grad er dømt pølsefest? Jeg ved det ikke, men energien fra Jeromes Dream er til at tage og føle på og jeg føler mig godt opvarmet til hovednavnet. Ja, faktisk tænker jeg flere gange, at barren sidder højt med sådan en support act.

Daughters ★★★★☆☆

Og så sker det. 22:16 går Daughters på scenen efter en del teknik-koordinering. Hvor jeg måske bøvler med at sætte genre på Jeromes Dream, så er Daughters måske endnu sværere at indfange. Jo, der er rigtig meget punk, men også en del synth, en percussionist og en del, der ellers kan forvirre.

Men helt, helt centralt står selvfølgelig Alexis Marshall i front og der er ikke gået mere end et minut af koncerten, før han stagediver og tilsyneladende pådrager sig et sår i panden, som så bløder igennem hele koncerten. Han er ikke kommet for at fedtspille og leverer en konstant intens energi, matchet af medlemmerne i bandet, jeg kun kan sammenligne med Nine Inch Nails i 2000 på Roskilde: Der sker en masse, det er smadret, der headbanges og hver især er musikerne voldsomt intense. Men det er frontmanden, der tager kagen. Ikke fordi han synger (faktisk er hans reciterende stil næsten mere fokusere på at slå med mikrofonen og crowdsurfe, end at følge en melodistemme), men fordi der bare er fuld intensitet fra første takt.

‘Help Me Boy’ og ‘Satan In The Wait’ fyres af med fuld bravour og der tages ingen fanger her: Det fyger rundt på scenen med kropsvæsker og energien kan skæres i luften. Radar er også med, og ikke blot foran scenen men på det meste af gulvet ikke bare nikkes der, men danses og peges mod loftet. Det er én af dén slags aftener…

‘Long Road, No Turns’ markerer overgangen, inden vi får aftenens eneste indikation af, at foden kan tages af gas-pedalen (jeg fangede hverken nummerets titel eller tekstbidder, der kunne afgøre det) Men det er en stakket frist for straks efter er vi i gang med tre numre, der leverer den nu vante energi, crowdsurfing og insisteren på opmærksomhed. Daughters er et vildt liveband! Og alligevel tror jeg, min anke mod netop sådan en aften er, at dynamik måske bare ikke er den stærkeste side for vred, punket musik?

Jeromes Dream havde lagt vignet-agtige guitarstykker ind mellem numrene og det gav et vist mål af ’luft’ i deres koncert. Daughters kørte derimod på med fuld skrald. Ret beset blev det på intet tidspunkt kedeligt eller for klichefyldt. Men det er også ret voldsomt at blive ramt af en konstant energisk stemning og jeg er da egentlig glad for, jeg havde valgt at trække ned bag i lokalet under koncerten. For jeg kan ikke matche den energi. Spiller Daughters egentlig godt? På sådan en aften er det måske ikke så væsentligt – eller at numrene kan virke ret ens i udtrykket. For det er konstante energi-udladninger og med en stærkt indpiskende rytmegruppe var der masser af plads til ballade hos guitaristerne. Uden at det blev helt så tydeligt som hos JD.

Alt i alt må man igen rose Radar for at skabe klub-stemningen og booke smæk for skillingen. Min nysgerrighed er nok størst på Jeromes Dream, men alt i alt en potent, vild oplevelse på Radar!

Anmeldt af: Troels-Henrik B. Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.