Repeat #32

0
456
views

Nye (og forbedrede?) anmeldelser af singler! Repeat har fået en lille ansigtsløftning og indeholder nu også en løbende opdateret “repeatliste” med ældre favoritsingler. Kommer nogen af denne omgangs nye singler fra Rasmus Nelausen, Molina, Uffe Lorenzen, Death Machine, Royal Mob og Silque mon med på listen?

Nu har jeg lavet Repeat siden januar og i over 30 forskellige artikler, så er det vist på tide at justere konceptet en smule. Jeg nævnte vist muligheden for løbende små-justeringer fra starten, men det er ikke blevet til andet end kosmetiske småting – så nu ryster jeg posen. I hvert fald en smule!

Først og fremmest så dropper jeg opdelingen mellem en “førstehåndsindtryk” sektion og “efter flere lyt” og kører det i stedet sammen under ét punkt i forlængelse af indledningen, som fortsætter med at være en blanding af kort intro og pressetekst.

Den største forskel bliver, at Repeat-navnet skal mere i spil i den forstand, at jeg vil forsøge at lave en Spotify spilleliste (findes nederst i artiklen) med de numre jeg ville sætte på, ta-dah, repeat! Det var lidt tanken fra start, men jeg nåede aldrig videre end at Repeat relaterede til, at jeg lyttede til numrene flere gange når jeg anmeldte dem. Nu kommer den officielle Repeatliste På Repeat, der kan indeholde alt fra ingen til samtlige numre fra de enkelte artikler. Jeg anmelder ikke singler via stjerner eller andre symboler, men nu er der prestigen i at ryge på Repeatlisten at kæmpe om, store sager – og kun mine personlige favoritter ryger på listen!

Listen er bagud kompatibel, så har forsøgt at inkludere numre fra den spæde start frem til nu. Spotify er tilfældigvis den streamingtjeneste jeg bruger, så beklager hvis det udelukker nogle lyttere og kunstnere. Og så er vi fremme ved nutiden.

Rasmus Nelausen – “Breathe”

“Breathe” handler om sangskriver, sanger og multiinstrumentalist Rasmus Nelausens oplevelser med panikangst, hvor især et anfald under en tur i byen satte sine spor og resulterede i at sangen blev skabt:

”Man kan ikke slippe for det, sådan er det bare. Det er en del af dig, og det må man acceptere for at kunne være i det. Og så er det helt vildt vigtigt at snakke med nogen om det. Jo flere gange, man siger det højt, des mere håndgribeligt bliver det.” ”Breathe” er første single fra Rasmus Nelausens kommende debutalbum September Weather og blev
netop valgt som første singleudspil på baggrund af den historie, der ligger bag. ”Jeg kan lige så godt smide alle kort på bordet fra starten, så der er rene linjer. Vi har alle sammen mørke ting, der rumsterer inden i os, og det her er en af mine, men hvis vi åbner om omkring det, kan det være, det bliver lidt mere lyst.”

Min første tanke var, at nummeret fremstår ret roligt, når man tænker på at det omhandler nogle så voldsomme episoder. Men det giver selvfølgelig mening i den forstand, at det vel handler om at bevare roen, fatningen og få trukket vejret? Her får vi fin assistance af Nelausens kontrollerede stemmeføring og rene klang, som dog forstyrres lidt af en antydning af noget diskret effekt på vokalen hist og her. Eller sådan lyder det i mine ører, jeg er ikke helt sikker i min sag, men det hæmmer min oplevelse en lille smule.

Til gengæld er resten af nummeret meget smagfuldt og sådan set også ret stilrent, hvor jeg især godt kan lide de korte passager med flerstemmig vokal. Det er kvart i “lidt for poleret” til min smag på den instrumentale del, men jeg kan ikke påstå at det ikke er kompetent og flot udført – det er bare ikke helt min smag. Og efter flere lyt er jeg ikke i tvivl, den der effekt på vokalen skal væk. Jeg ved det giver det hele et moderne touch, men det er simpelthen en tendens der går mig lidt på nerverne.

Og selvom nummeret er flot udført og ret stilet, så kan, jeg, det personlige og alvorlige emne tiltrods, ikke påstå at det rører mig. Hvad der rører en og ikke, kan være umådeligt svært at beskrive, måske ved man det ikke engang – det er lidt en “enten gør det, eller gør det ikke” situation. Som ikke nødvendigvis har noget med sangens kvalitet at gøre. Det her er en klar “gør ikke” situation.

Konklusion: For at blive i terminologien, så er “Breathe” ikke et nummer jeg kommer til at sætte på repeat. Det er elegant udført og vellydende, men det er ikke en indpakning eller lyd der appellerer til mig. Den giver mig faktisk lidt besvær med at trække vejret, pudsigt nok. Der er et eller andet ved sangen, som gør at min hals snører sig sammen når jeg lytter til den. Men ingen tvivl om, at Nelausen er dygtig til det han gør!

Molina – “Parásito”

Dansk/chilenske Molina er et af de mere interessante, fremadstormende navne herhjemme, som også har fået international opmærksomhed på baggrund af hendes første singler. Der lander en EP til januar, hvorfra “Parásito” er en smagsprøve og samtidig Molinas første nummer på spansk:

“Jeg føler, det spanske sprog forstærker, det jeg vil fortælle. Det er det dramatiske i sproget, der gør det mere naturligt for mig at være mere udfarende og følelsesladet på spansk”.

Jeg er normalt ikke den store nyder af spansksproget musik, i hvert fald ikke den mere poppede slags, der normalt er den der finder vej til vores breddegrader. Det kan hurtigt komme til at lyde lidt for emotionelt, klistret, melodramatisk, “FØLT”, pakket ind i en semi-tarvelig produktion. Molinas “Parásito” er ingen af delene. Faktisk er netop produktionen og lydsiden noget af det første der fangede min interesse, da jeg lyttede sangen igennem.

Min forståelse af spanske gloser er meget begrænset, så lyrikken er ikke det der i første omgang fanger, ligesom sangens ret monotone struktur og udtryk lige kræver et par lyt, inden den del af nummeret også åbner sig mere. Men produktionen, og måden sangen og Molinas vokal iscenesættes og præsenteres på, det kan man straks forholde sig til. Jeg er heller ikke en tech-nørd/ørn, så hvad der specifikt sker eller ikke sker i produktionen skal jeg ikke gøre mig klog på, men her er både catchy beats, drømmende og døsige passager, noget dansabelt, fjernt, nært, maskinelt og organisk i en særegen sammenblanding.

Det er virkelig farligt, at kalde noget unikt eller originalt, men Molina har så i hvert fald en personlig lyd og stil, som ikke minder om noget du hører et par gange i timen, når du åbner for radioen. Det spanske giver det yderlig særpræg og krydderi, men, sjovt  nok, så opdager man egentlig ikke rigtig hvilket sprog der synges på. Det kunne lige så vel være engelsk, eller et opfundet sprog, det lyder bare… musikalsk?

Konklusion: Rigtig, rigtig spændende single, som har meget mere at byde på end det første lyt måske afslører. Det lyder ikke rigtig som en blanding jeg har hørt før, uden at det er vanvittigt eksperimenterende, eller svært tilgængeligt. Min nysgerrighed er vagt!

Uffe Lorenzen – “If You Have Ghosts”

Syrerockens grand old man, Roky Erickson, tog ud på den evige elevatortur i maj måned i år, en mand der har dannet forbillede og inspirationskilde for meget af Uffe Lorenzens musikalske virke. Derfor virker det også helt naturligt, at Lorenzen har indspillet en hyldestsang til Erickson i form af dennes “If You Have Ghosts”. Om processen lyder det:

“Uffe Lorenzen ledte efter en simpel, nedbarberet og nøgen lyd og fandt det perfekte match i en gammel Brenell 8-track båndmaskine fra 70’erne til at indspille If You Have Ghosts på. For at tilføje sangen en så tør lyd som muligt indspillede han sangen på en gammel guitar fra 70’erne, der var blevet fundet i en lade. Guitarstrengene havde ikke været skiftet i 10 år og det gav det hele en helt speciel lyd”.

Tja, det lyder da mægtig godt? Det var sådan min umiddelbare tanke og så ikke meget mere end “fedt, at det one take”. Hvad jeg sådan personligt skal med sangen aner jeg ikke, men jeg er måske heller ikke målgruppen, da jeg ikke er den store Erickson kender udover nogle spredte 13th Floor Elevators numre og så er jeg, selvfølgelig, bekendt med mandens navn og placering i og betydning for, hans hjørne af musikhistorien.

Man fornemmer tydeligt, at det her betyder mere for Lorenzen end undertegnede, og det er sådan set det vigtigste i denne sammenhæng, Jeg tror på Lorenzen når han synger, selvom det ikke er hans egne ord formår han at gøre dem varme, levende og stoflige – bakket op af det velklingende guitarlig. Det lyder ganske enkelt godt, meget skrabet og spartansk, men godt.

Konklusion: En hyldest Lorenzen kan være mere end bekendt, at lægge navn til og som sikkert ikke vil fornærme nogen Erickson fans.

Death Machine – “Someday”

Vi er nået til 4. single fra Death Machine fra deres kommende album Orbit – det lyder jo dejligt spacey…

‘Someday’ er tænkt som et lys i mørket, der varmt forsøger at omfavne lytteren
med håbet om, at alt nok skal blive bedre.. someday. Sangen handler om troen på
at vejen ud af ensomheden ligger lige rundt om hjørnet. Der er altså tale om en,
efter Death Machines standarder, ren feelgood vibe.

Lige en hurtig kommentar: det der med at udsende 3-4, måske flere, singler inden pladen overhovedet kommer (nogle gange indenfor meget kort tid), det er jeg ikke specielt stor tilhænger af. Jeg forstår godt motivationen og grundene til, at gøre det, blandt andet at skabe konstant interesse, buzz og holde navnet “i medierne”, inden pladen kommer. For mig resulterer det ofte i, at jeg kører træt inden pladen når at udkomme og ikke rigtig orker at høre den. Før i tiden holdt singler ofte liv i en plade, efter den var udkommet, nu er det som om endestationen/målstregen er udgivelsesdatoen og så er den skid slået…

Aaaanyway, “Someday” er en meget rolig og afdæmpet sag, som ved første gennemlytning ikke gør lige så meget væsen af sig som nogle af Death Machines tidligere, ganske glimrende singler. Singler som også har været i flittig rotation på P6 Beat. Måske er det også derfor, at det ikke bider helt så meget i denne omgang. Det er både en noget tilbageholdende sag og så har jeg været eksponeret for deres sange ganske kraftigt det seneste stykke tid. Så får et eller flot udført og vellydende nummer som “Someday” lidt svært ved, at trænge igennem.

Det er faktisk en skam, for det er muligvis et af de smukkeste numre jeg indtil videre har hørt fra Death Machine. Men, det er også et nummer jeg ville kalde et stærkt “albumtrack” og måske ikke en single. Så er vi tilbage ved overstimuleringen og mætningen af markedet, hvor numre jeg ikke ville betegne som specielt velegnede som singler “tvinges” ud, fordi der ellers opstår et eller andet tomrum inden pladen lander og de gryder skal bare holdes i kog. Det er at gøre en mere sart og delikat sang som denne en bjørnetjeneste.

Konklusion: Flot sang, men som single kunne den godt få det lidt vanskeligt pga. de nævnte årsager. Hvilket er en skam, men det er åbenbart de mekanismer der er dominerende for tiden? Jeg håber dog, at “Someday” får hul igennem og finder sit publikum, den passer lige til årstiden.

Royal Mob – “Prism”

Royal Mob startede som ørkenrockede Mojave Desert Rebels (senere bare MRD), men har efter navneskiftet også justeret stilen i en mere strømlinet retning, eller “lyttevenlig” blanding  af hardrock med soulet vokal. Som Royal Mob har de udsendt en EP og et album og nu er der altså ny lyd fra bandet:

Vokalist og sangskriver Alfonso forklarer: “‘Prism’ handler om tab – om at man ikke længere kan stole på én som har haft en stor plads i ens hjerte og liv, og selvom man tilgiver det personen har gjort, ved man det aldrig vil blive det samme igen. Ydermere handler den om hvordan folk kan vende dit liv på hovedet og efter man har mistet alt og sårene er helet, dukker op igen og lader som om intet er hændt. Men alt i alt handler ‘Prism’ om styrke – styrken som overvinder alt og at man ikke lader sig slå ned af andre”.

Hmm, Royal Mob har i hvert fald ikke glemt at rocke, det starter dejligt tungt. I kontrast til den ret bastante rocklyd har vi den lysere vokal, som jeg lige skal tune ind på. Jeg føler mig ikke hægtet af eller decideret distraheret, men den kræver lige lidt tilvænning for mig – men jeg er bestemt ikke afvisende.

Det er der, heldigvis, heller ingen grund til, det kører sgu ret godt for både den instrumentale del og vokalen på “Prism”. Kombinationen af det mere råt rockende og vokalens “renere” klang vil nok ikke falde i alles smag. Rockpuritanere vil måske stejle lidt, men jeg synes det fungerer og giver Royal Mob noget personlighed, fremfor hvis det “bare” havde været rendyrket RAWK. Den slags orkestre er der masser af derude.

“Prism” har et godt drive og en god, gyngende rytme så man både for en fornemmelse af fremdrift og tilpas saft og kraft, så sangen ikke glider ubemærket forbi. jeg kunne måske godt savne, at nummeret blev lukket af med et endnu mere markant hug, så knoglerne for alvor raslede når Royal Mob smækker døren i, men det er småting og smag og behag. Spørgsmålet er, om det er catchy nok til, at fange folks opmærksomhed?

Konklusion: Der er fare for, at Royal Mob for sat sig lidt mellem to stole og får splittet den potentielle lytterskare ved, at sigte både efter det tungere og mere lette. Jeg synes dog, at de slipper helskindet fra det og finder en god balance mellem kontrasterne i deres lyd. Men det vil ikke være for alle, selvom der sigtes efter en på papiret varieret publikum.

Silque – “Venus”

Vi runder af med endnu et band, som har været igennem både et navne og stilskifte, nemlig Silque, der startede deres musikalske løbebane som mere regulært rockende Disarray Son. De viskede rocktavlen ren for et par år siden og har som Silque bevæget sig i en mere poppet retning, selvom rocken ikke er glemt, blandt andet nævnes et band som The War On Drugs som en inspirationskilde.

Men nu skal vi have en blanding på “Venus”, der blandt andet præsenteres som “lækker disco og mellow indie”:

“Venus er en invitation til at lukke øjnene og blive båret af impulserne ind i en kollektiv tilstand af glæde og fællesskab. Denne tidsløse tilstand kan ikke blive berøvet af udefrakommende instanser, og man kan blive der så længe, man har lyst. Det eneste man skal gøre, for at komme derhen, er at sige ja”.

Ah, det er en skam at mine dansesko strammer lidt, for den her kan da give ømme tæer, i hvert fald under det heftigt synth’ede udlæg. Sangen falder dog hurtigt mere til ro, vokalen får plads og jeg kan hvile pusselankerne lidt, inden det for alvor går løs igen. Det er dælme en uforskammet fængende og kulørt discosag, når sangen i glimt slippes fri. I de mere rolige passager er det en mere rolig popsang, et pusterum mellem sangens højdepunkter ude på dansegulvet.

Det kan virke som et noget radikalt skifte, når man har udgangspunktet som rockband in mente, men det er vel også derfor navnet blev droppet og der blev slået en streg i sandet. Eller midt på dansegulvet, fanget i blinkende lamper og farvet røg. Et musikalsk (meget bevægeligt) ståsted som i dén grad klæder Silque. Ja, det er popmusik, meget catchy og hitorienteret popmusik, som vil sende mange rockfans i en panisk sprint mod nødudgangen.

Har du en større tolerance overfor pop og dansable melodier, som ikke skammer sig det mindste over hvad det er og hvordan det lyder, så er det bare med at svinge lemmerne til “Venus”.

Konklusion: Hvis det her ikke bliver et hit de rigtige steder, så er det fordi der måske udsendes for meget popmusik og Silque kommer til, at drukne i mængden, Det her lyder og opfører sig som et hit, lad os håbe det også får lov til rent faktiske at blive det. Jeg tager lige en tur mere på de bonede gulve.

På Repeat: Molina “Parásito” + Silque “Venus”.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Molina, “Parásito” singlecover

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.