Dad Rocks!: Year of the Flesh **** (4/6)

0
2313
views

Year of the Flesh er andet album fra Dad Rocks!, der har Snævar Njáll Albertsson som hovedmand og drivkraft. Det er ambitiøst og fyldigt instrumenteret værk, der lykkes i store perioder. Andre gange føles det næsten lidt for højt belæsset.

Dad Rocks! debuterede i 2011 med Modern Man, og er sideløbende frontmand i Mimas og drivkraft i Father Figure Records, som også har Suns of Satan i stalden. Snævar Njáll Albertsson er altså en produktiv mand, og han har noget på hjerte på Year of the Flesh.

Der har været omkring 50 forskellige musikere inde over Year of the Flesh, blandt andet et brassband og et pigekor.  Det starter da også med strygere og blæsere som en anden symfoni på ‘BMI’, der både melodisk og tematisk er med til at indramme albummet – der går en lige tråd til afslutteren ‘Body Mass Index’, som er den udbyggede version, af den under et minut lange intro, der fører over i første egentlige track, ‘Peers’.

‘Peers’ behandler deling af musik som tema på en luftig folket bund, der får et ordentligt skud krenellering med blæsere og strygere. Det fungerer egentlig ret godt, selv om det også er lige før den underliggende sangstruktur forsvinder under det tunge instrumentlæs, som alligevel formår at virke luftigt og let.

I det hele taget er det gennemgående for lyden på albummet, at der er masser af indtryk i lydbilledet – jeg citerer fra vores interview med Snævar: “vi har optaget alt fra  guitar, trommer, bas, klaver, klokkespil, violin, bratsch, kontrabas, trompet, kornet, saxofon, fløjte, autoharpe og en del støjende sekvenser, som byder på samples, der er blevet manipuleret via guitarpedaler” .

Overordnet set giver det en noget mere storladen stemning, end det tidligere Dad Rocks! materiale. Man kan dog som regel godt høre, at der gemmer sig sange indenunder, som på ‘Daughter Track’, der har en fin instrumental afslutning, og den efterfølgende ‘Cyber Bullies’, hvor klokkespil og strygere stemningsfuldt indrammer Albertsson’s vokal. “Being a kid in school is taking life’s chances,” lyder det, og Dad Rocks! gør det samme i musikverdenens skole.

Et roligt klaver indleder ‘Managed’, der også byder på pigekor og flerstemmig sang, og ud over violinen til sidst, ellers holder sig instrumentalt i skindet, hvilket er en velgørende afveksling på dette tidspunkt af albummet. Den følges af den country-ficerede ‘In The Seine’, der smider håndklap og strygere ind i blandingen, så storladen indie-pop smelter sammen med de landlige rytmer.

På ‘Waves’ er der både blæs, trut, fløjte og mere til – og her begynder det at være lidt meget. Det fungerer egentlig fortsat ganske godt, det virker stadig luftigt, men måske er jeg bare ved at være lidt mæt. Heldigvis får igen et dæmpet pusterum med ‘Pro-filing’, der indledes dæmpet, igen med pigekoret summende i baggrunden, og dét er et element, jeg synes Dad Rocks! doserer godt på albummet. Det løfter sangene, de er med på. Fint tromme- og guitarspil og en ligeledes veldoseret trompet (tror jeg det er) giver samlet set et flot udført track.

I det hele taget er det som om Dad Rocks! mod slutningen af albummet rammer en bedre balance mellem at give sangene plads og det storladne lydbillede, der ind i mellem omslutter sangene. På ‘White Collar’ giver blæserne i verset et pift til rytmikken og stemningen i sangen, mens den afsluttende ‘Body Mass Index’ effektfuldt anvender blæsere og strygere til at skabe et festfyrværkeri, der får nummeret til at svæve op over himlen, trods sit tema om spiseforstyrrelser. Hårene rejser sig på mine arme, de små hår i nakken med. “You lay this low/But your eyes still glow/As you go through hell/And the hospital smell/Fills your hospital cell”, synger Albertsson, og  det minder mig på én gang både om tidlig Eels og The Antlers’ Hospice album, og det er bestemt komplimenter i min verden.

Den flotte afslutning, og de stærke momenter undervejs trækker albummet godt over middel. Jeg synes dog ind i mellem at lyden bliver for tungt belæsset, og sangene forsvinder for meget nedenunder. Det er ligesom når en god bøf drukner i sovs, uagtet om sovsen så er nok så god. Men på størstedelen af albummet fungerer det rigtig godt, selv om jeg synes vægten tipper lidt på første del mod det lidt for svulstige. ‘Cyber Bullies’, ‘Pro-filing’ og ‘Body Mass Index’ står stærkest i min bog, og sammen med et generelt godt niveau betyder det at Year of the Flesh lander på 4 af de gode.

Dad Rocks! spiller i aften (3/4) på Radar i Aarhus, d.4/4 på Kulisselageret i Horsens og d.5/4 på Studenterhuset i København.

Læs mere om Dad Rocks! på facebook.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.