Crocell + Impalers m.fl., Lygten Station, d. 29/5

0
1297
views

Fredag aften stod, som så ofte før, i den hårde musiks tegn på Lygten Station, men det var første gang vi fik taget os sammen til at kigge forbi spillestedet ved Nørrebro Station. Det blev, lidt som forventet, en aften med op- og lidt nedture (blandt andet en forstærker der stod af under sidste koncert), men alt i alt var helhedsindtrykket som Siberian, Atrophy, KforKill, Impalers og ikke mindst Crocell efterlod ganske positivt.

For de af jer der, som undertegnede, ikke har besøgt det lille spillested tidligere, så starter vi lige med en lille guidet tur. Den gamle stationsbygning ser mægtig hyggelig ud udefra, det samme gør sig gældende når man kommer ind, hvor man ikke har sænket loftet til “normal” spillestedshøjde. I stedet har det forholdsvis lille lokale meget højt til loftet, med de gamle hvælvinger og loftsudsmykning intakt. Flot at se på, og det giver lokalet noget særpræg og personlighed, men man frygtede lidt, at det tårnlignende lokale kunne blive en udfordring for lyden. Det viste sig dog at være spild af tid at spekulere over – lyden var god til rigtig god hele aftenen igennem.

En aften der generelt var præget af uhøjtidelig, afslappet og laid back stemning, trods de kradse toner – så hvad der følger er lidt løse betragtninger, små-ramblings, tømmermændsvrøvl og kortere anmeldelser.

Siberian, fyrede den ellers af - men jeg tog, naturligvis, et billede da de stod stille....
Siberian, fyrede den ellers af – men jeg tog, naturligvis, et billede da de stod stille….

Siberian (SE) ★★★☆☆☆

Første band på den lille scene, placeret ovre i et hjørne, i stedet for på langs af en væg, var svenske Siberian. Under bandets indledende toner var der sparsomt fremmøde foran scenen, men allerede inden første nummer var færdig, var der ganske pænt fyldt op, selvom klokken kun lige havde passeret 20.00.

Siberian gør sig, i hvert fald i første halvdel af sættet, i en lidt fortærsket version af metallisk hardcore, som jeg nok cirka er lige så træt af som dansk døds-thrash af den aarhusianske skole. Publikum var heller ikke ligefrem oppe at støde, over det sikkert for mange (inklusive mig selv) ukendte svenske band – men de gik kraftedeme til opgaven med forbilledlig energi og overskud. Hvis de var påvirkede af de lidt vanskelige omstændigheder, som et første band på scenen i sagens natur ofte kæmper med – vi skal jo lige i gang, så lod de sig ikke mærke af det.

Til gengæld kan jeg ikke fortænke folk i, hvis de syntes bandets toner lød lidt for velkendte og overspillede, virkemidlerne var fuld smadder, huggende tempo og hardcore skrigevokal – hængt op på lidt halvsjaskede kompositioner. Det blev reddet lidt i land på bandets pågående attitude, hvor forsangeren også flere gange hoppede ud på gulvet (der var også fint med plads til badutspring helt oppe foran) og forsøgte at piske en stemning op.

Lidt mini-keyboard sørgede for stedvis variation i lydbilledet, som langsomt drejede i en mere episk og storladen retning som seancen skred frem – det klædte virkelig Siberian at komme lidt væk fra det tyndslidte hardcore-spor! Et sidste nummer, der blev præsenteret som værende helt nyt og en live-premiere, var decideret fremragende – mere af det, og mindre metervare hardcore, så har svenskerne måske fat i noget der virkelig kunne komme til at rykke!

Atrophy
Atrophy

Atrophy ★★★★☆☆

Efter første korte rygepause stod den på genreskift, og så ikke helt, danske Atrophy har en lille smule hardcore-skrig på vokalen, der ellers, ligesom musikken, bevæger sig over mod melo-død med lidt thrash-tendenser hist og her. Altså igen lige på grænsen til, at stikke af på lidt nedslidte metalliske landeveje. Atrophy formåede dog, i mine ører, at korrigere kursen nok til, at jeg ikke begyndte at kede mig og kigge på damer. Mere specifikt een bestemt dame, der stod aller forrest under samtlige koncerter og gav den gas, samtidig med at hun så ud som om hun kendte alle sange – og brølede med. Jeg er dog ikke helt sikker på at hun rent faktisk kendte sangene.

Nuvel! Atrophy er også udstyret med lidt af en hyggespreder basse/grum bamse på vokalen, der gik en fin, om end lidt dobbelttydig, balancegang mellem at se frygtelig farlige ud (og lyde lige sådan), og hygge-snakke mellem numrene – når han ikke lige stor-smilede under dem, lige meget hvor tungt og grumt musikken så end lød.

Rent musikalsk opererer bandet måske også indenfor en lidt mere taknemmelig genre, end eksempelvis åbningsbandet – tonerne, trods tyngden, virker simpelthen mere inviterende og inkluderende. Så der var også godt gang i Lygten under det meste af sættet, hvor især en medlevende og ganske groovy bassist sørgede for stemning. Nå ja, og så var sangmaterialet heller ikke helt tosset! Et nummer jeg fangede titlen på, “Running Through Shadows”, viste at Atrophy både kan groove tungt igennem, og så slippe tonsertendenserne løs, i samme nummer – uden det faldt fra hinanden.

Mod slut begyndte det hele at gå en smule i tomgang for mig, det lød stadig fint, det der blev leveret med ellers smittende udstråling på scenen, men var sgu’ nok bare kørt lidt død i døden….

KforKill, skudt fra den skæve vinkel i toiletkøen.
KforKill, skudt fra den skæve vinkel i toiletkøen.

KforKill ★★★★☆☆

Efter endnu en rygepause, det skal jo passes (ligesom den linde strøm af Gyldne Damer og Black Bird – man skifter lidt og er ikke kræsen), stod den på deathcore lignende tilstande fra KforKill. Det er nok en af de få tunge genrer der er tilbage på min fjendeliste, der ellers er skrumpet gevaldigt ind jo ældre og mindre smags-facistisk jeg er blevet. Men deathcore, og dens afarter, det har jeg ganske enkelt svært ved at rumme. Jeg ønsker nok bare at hjælpe den slags musik i dens nærområder – så de ikke kommer rendende og spiller anderledes, der hvor jeg skal hygge mig!

Derfor er det også lidt unfair forudsætninger jeg “bedømmer” KforKill på i forhold til aftenes andre bands, eller, jeg vil egentlig helst ikke kloge mig for meget på deres vegne – jeg forstår ikke rigtig stilens appel, har ikke orket/taget mig sammen til at sætte mig ind i det og prøver egentlig bare at holde en våbenhvile, hvor vi passer hver vores. MEN, jeg tvang mig selv til at stå hele sættet igennem – det er jo ikke KforKill’s skyld, at jeg har det sådan.

Udover at bandet, naturligvis, leverede en hidsig omgang dødshardcore (med indrømmet – ganske effektive dybe stødende rytmer), så havde de også en fin ping-pong med publikum, der i hvert fald var noget jeg så kunne sætte pris på. “Det er en fucking fornøjelse at spille på Lygten – det er jo de smukkeste mennesker hver gang!”, lød det fra forsangeren, OMGÅENDE fulgt op af et højt “DET JO LØGN” fra publikum. Ved ikke hvorfor, men det fik mig til at smile lidt. Mod slut fik frontmanden også mumlet noget i retning af “det kan godt være jeg er skæv…. eller hæs?”, efterfulgt af min trofaste sidemand (Mongo), der indskød, “det er fandeme supertight”.

Enig. KforKill spillede sgu’ ret stramt, og, trods genre-forstokket verdenssyn fra undertegnende, så må jeg indrømme, at jeg i hvert fald ikke kedede mig mens bandet tæskede løs på scenen.

Impalers
Impalers

Impalers ★★★★★☆

Ok ok ok, inden Impalers blev det til hele 2 smøger, så stemmebåndet var klar til hæs og knastør thrash af den gamle skole, via Haderslev (hurra for Fuglsang og Black Bird – det går glimrende til sønderjysk thrash). Impalers lader ikke til på nogen måde at skjule, eller skamme sig over, at man låner kraftigt og har ladet sig inspirere af de store navne fra 80’erne – thrashens fødeårti, og for nogen, peak periode.

Jeg har selv været lidt mere lunken overfor bandet og deres sange, som jeg i hvert fald på den EP jeg anmeldte for efterhånden et par år siden, var lidt forbeholden overfor. Pointen var nok, at jeg syntes det hele lød lige lovlig velkendt. Sådan fremstår Impalers også lidt live i mine øjne og ører. Jeg forstår udmærket bandets appel og gode rygte og omdømme, det vil jeg ikke forsøge at pille ned. Det de gør, musikalsk og på en scene, det gør de fandeme med stil, overbevisning og stor indlevelse (bare kig på mimik, bevægelser og udstråling – den sidder lige i skabet). Men jeg føler ingenting indeni når musikken spiller….

Det er jo ikke ligefrem en fordel, for musik er følelser, og det her burde går rent ind hos mig. Det gør det bare ikke rigtig, uden at jeg kan sætte en finger på hvorfor? Det er lidt ligesom at se på en kvinde alle er faldet i svime over, man anerkender at hun da bestemt, rent objektivt, er et flot fruentimmer, der også burde falde i min smag – men… ingenting.

Nok snak om damer, Impalers spiller nemlig old school macho-thrash, og spiller også med musklerne (rent fysisk, look at those guns!) – vent, det handler måske alligevel lidt om damer så…? Ring til Henrik Marstal! Han skulle nok kunne finde en vinkel, hvor Impalers, og genren, er fyldt med sexistisk mandehørm. Hvor kom vi fra?

Den musikalske levering, scenepræsens og udstråling kan man absolut ikke sætte en finger på hos Impalers, det er til UG det hele – selvom jeg så ikke lige personligt tænder på bandets sange. “Prepare For War” har dog et eller andet, ligesom jeg stille og roligt føler mig mere og mere revet med på de ellers lidt forudsigelige løjer, som koncerten skrider frem. Vi får en semi-ballade, forsangeren flasher bar overkrop, der er noget “Hey Hey Hey” i numrene, spredt slam-dance/moshing foran scenen og et stigende lydtryk fra scenen. Det betyder nok egentlig bare, at Impalers forstår at skrue et sæt rigtig godt sammen.

Jeg kommer nok til at overgive mig, og som min wingman konstaterede: “Impalers er det bedste der er kommet ud af Haderslev, siden Haderslev Garden…”.

20150529_233849
Crocell

Crocell ★★★★★☆

Så var det tid til hovedretten, i hvert fald min, men det tyndede en lille smule ud blandt publikum, efter en hård og halv-lang aften. Som alligevel flød glat og overraskende hurtigt, i hvert fald i min lille verden. Det må være godt selskab og alt det der. Selvom der ikke var helt så fyldt på Lygten som tidligere, så virkede det egentlig ikke sådan, for folk rykkede bare sammen og lidt tættere på scenen, mig selv inklusiv – for nu skulle jeg sateme have sortnet døds-prygl fra Crocell og deres medbragte Crocell-snaps, brygget af Kussen selv (ja, det kaldes han altså, bandets bassist).

Efter en båndet intro, der også er den episke indledning til “My Path of Heresy”, fra bandets forrige album, Come Forth Plague, lagde gruppen hårdt fra land med netop dette fremragende nummer. Bedste skæring fra det album og et af Crocell’s bedste numre overhovedet – efter min ydmyge mening. Så var man sgu da ligesom i gang!

Herefter blev det, om muligt, bare tungere og højere, mens frontmand Asbjørn Steffensen bidrog med grumme grimasser, intense blikke.. og luftguitar på mikrofonstativet. Ham kunne man godt blive lidt bange for en mørk aften, i det mørke Jylland! Også lidt på Lygten i den dæmpede belysning….

Bandets rå og megatunge cementmiksede dødsmetal med black-tendenser rummer en helt tilpas blanding af tyngde OG nuancer – og så skriver bandet derudover glimrende sange, til at holde det hele sammen med. Nå ja, og leverer virkelig varen live – topprofessionelt, rutineret og viljefast, uden at det virker stift eller rutinepræget. Det er uforsonligt, men alligevel inkluderende og medrivende. Og tungt. Fik jeg sagt det? TUNGT.

Så tungt, at der åbenbart var en forstærker der gav op midt i det hele, hvilket gav et super ærgerligt og halv-langt pusterum midt i koncerten. Det slog naturligvis momentum lidt ihjel, og burde vel i princippet trække lidt ned på karakteren, men: 1) det var jo ikke bandets skyld 2) de samlede den fornemt op efterfølgende, og gav den om muligt endnu mere smadder og gas.

I den uønskede pause underhold Kussen med improviseret “gæt hvilken sang jeg spiller og vind en t-shirt” og med en enkelt vittighed. Jeg fangede ikke lige opbygningen, men punchlinen var “Harrison Ford”. Jeg gentager: “Harrison Ford”.

Hvor meget, hvis overhovedet, sådan en ufrivillig pause bør trække ned på helhedsindtrykket kan altid diskuteres, jeg forholder mig i den forbindelse til, om bandet kom videre som om intet var hændt, og om jeg reelt kan huske hvor lang pausen var efterfølgende. Bandet gav den, som nævnt, næsten endnu mere sammenbidt gas, og i skrivende stund føles pausen nærmest ikke eksisterende, slettet fra hukommelsen, selvom den måske i virkeligheden nærmede sig de 15 minutter?

I anden halvdel af sættet luftede bandet en række skæringer fra deres nyligt udsendte 4. album, Prophet’s Breath, som virkelig er en sort-metallisk lækkerbisken. Jeg blev så opslugt, at jeg helt glemte at tage noter, men titelnummeret og “Tyrant Of Iron” var i hvert fald del af den forhammer bandet slaskede i fjæset på de tilbageværende publikummer (da var min wingman flygtet mod en bus efter metal og øl overload). Måske er det bare mig, men det er som om der er skruet en lille smule op for black indflydelsen på det nye materiale – det gør bestemt ikke noget. I min optik, har bandet med Prophet’s Breath fundet den helt optimale dosering af sort og død, og skærpet sangskrivningen yderligere. Og så luftede de ikke engang min favorit fra albummet, den storladne dommedagshymne “Kingdom Of Corruption”.

At bandet har skrevet forrygende numre fra starten, beviste 2 skæringer, “Winter Is Coming” og “The Chosen”, fra bandets første album, The God We Drowned. Sidstnævnte satte et behørigt punktum for en koncert der kunne være endt som et afbrudt samleje, men som endte med at være lidt af et mindeværdigt knald.

Af Ken Damgaard Thomsen

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.