The Beatophonics: The Beatophonics ★★★★☆☆

0
1197
views

The Beatophonics hiver os med det selvbetitlede album ind i en tidslomme fra rockens barndom, og på de godt 32 minutter LP’en varer, bliver vi mindet om hvor både rock og pop kommer fra.

The Beatophonics lægger på ingen måde skjul på, at de ikke bare er inspireret af 60’ernes beat og rock men simpelt hen prøver at ramme nøjagtig den lyd, vi kender fra The Beatles og andre kumpaner fra den tid.

Og det fungerer. Stort set al pop er i dag designet over netop de akkordgange, den form på sangene og den harmonik, man finder i 60’er-beat. Og den genkendelse, man uvægerligt vil føle, når man hører The Beatophonics (ikke mindst da mange af numrene er covers af deres store helte) gør ét eller andet ved lytteren: Det er festligt, føles nærmest hjemligt – og kan, hvis bølgerne går rigtig højt, endda føre til dans.

Pladens 14 numre er sjældent så meget som tre minutter i længden, så skulle man have forelsket sig i et enkelt nummer, må man altså ofte hen til grammofonen og rykke nålen tilbage i rillen, hvis man vil høre det flere gange. Helt tidstypisk får man altså korte, radiovenlige numre, typisk følgende den klassiske vers-omkvæd-vers-c-stykke-omkvæd-form.  Ikke noget med lange soloer – sjældent mere end et par takter eller et vers, hvis overhovedet. Når en sang har fortalt hvad fortælles skulle, så slutter den…

Indspilningen er – for vores tid – lidt primitiv, men passer igen ganske flot med den æstetik, man i The Beatophonics efterstræber. Ja, man er endda ikke garanteret en stereo-indspilning af alle numrene – der sigtes virkelig efter en autencitet her!

Det er i grunden underfundigt at noget så retrospektivt og naivistisk som en 60’er-plade kan være så forførende. Og at en plade hvor kun en håndfuld sange er originale – resten covers – kan fungere på den måde. Men igen må det siges at være ganske tidstypisk og i 60’erne var man ikke bleg for at hive andres materiale med – i hvert fald i en livesituation.

Og overraskende nok er det den meget strikte insisteren på at holde sig til 60’ernes lyd, der gør at The Beatophoncis stikker ud – og næsten virker opfindsomt i sin insisteren på halv-antik tilgang. Og skal jeg være ærlig, så ville jeg nok ikke vurdere LP’en så højt, hvis vi modtog 20 af den slags plader om ugen. Men point for at stikke ud!! Man kan måske kritisere Beatophonics for at gøre numrene FOR naivistiske og for pæne – måske især i forhold til oplægget i nogle af cover-sangene.

Men ved at holde sig til en forholdsvis ‘pæn’ lyd sikrer de at den tidstypiske æstetik og at der er en fin, rød tråd igennem de 32 minutter, man har fornøjelsen af The Beatophonics. Der synges med lige nøjagtig så meget overdrive på stemmen, at man fornemmer en vildskab – og hele pladen lyser af både kontrol og spillelyst.

Det er en fin, lille plade, som jeg godt kunne finde på at sætte på hvis humøret skal løftes en retrospektiv fredag aften.

Af Troels-Henrik Balslev Krag

Besøg The Beatophonics på Facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.