Copenhell ’16: En tur i helvede, fredag d. 24/6

0
1601
views

Portene til helvede på Refshaleøen står allerede på klem, og om ikke længe åbnes de på vid gab, når den 7. udgave af Copenhell indtager det gamle B&W område med hårde og tunge toner og horder af glade metal og rockfans. 20.000 bliver vi i år, hvor festivalen for første gang kunne melde udsolgt? Vi tager en tur i det program der har vist sig at være festivalens hidtil mest populære, målt på antal solgte billetter. I går kiggede vi på torsdag, vi forsætter med fredag.

Men først lidt overordnede betragtninger (scroll scroll, hvis du læste dem i går, eller tænker, fuck that shit). Copenhell er kendere af deres eget publikum og målgruppen, det skal man jo selvfølgelig også være som niche-festival, og booker derefter. Og ligesom andre festivaler er de naturligvis underlagt “det muliges kunst”, hvilket især kan være en udfordring hvad store hovednavne angår. Der er ganske enkelt ikke så mange af dem længere, og der kommer ikke rigtig nogen nye til, der kan tage over – hvilket Copenhell og andre festivaler/spillesteder måske også er delvist medskyldige i. For bliver man ved med at booke den gamle garde, fremfor nyere navne, så kommer der jo heller ikke nogen frem. Omvendt skulle man jo tro, at var bands gode nok, så kom de frem i verden uanset hvad.

Copenhell er som regel en ret stabil størrelse, med nogle legender og afprøvede (nogen gange udtjente) navne i toppen, lidt nyt i næste lag, svipsere som Turbonegro og The Darkness der får lov til at lege headliner, og så et mellemlag og en undergrund der kan være hit and miss. Festivalen er ikke ude på at sætte nogen decideret ny musikalsk dagsorden, der appelleres nogenlunde bredt og alsidigt og det hele er lidt konservativt – lige som metalmiljøet tit får på puklen for at være. Men det er nu engang den linje der er stukket ud, dette er ikke en undergrundsfestival!

I år er der ekstra gråt hår i toppen af plakaten, der prydes af navne som Black Sabbath, Scorpions, Alice Cooper, King Diamond og Megadeth. De to sidstnævnte er gengangere, Black Sabbath er på vej på pension, Scorpions må være på vej i samme retning og Alice Cooper fylder 69 næste gang. Det er egentlig meget sigende, på flere punkter.

Det er jo tydeligvis navne folk stadig gerne vil betale penge for at se, ikke mindst Sabbath nu de officielt siger farvel. Det er svært at argumentere imod det billetsalg, men… hvad så nu? Ikke lige nu, men de kommende år? Hvor mange aldrende legender er der, som kan være på en sidste æresrunde og som Copenhell kan være dygtige/heldige at booke? Hvor mange gengangere kan festivalen bære? Plakaten ser bestemt vægtig ud i toppen i år, og jeg glæder mig til at se dem alle, men jeg sidder også og tænker på, hvor de kommende års hovednavne skal finde henne?

Copenhell har lidt det problem, at de ikke bare kan sætte fingren på tiden puls som Roskilde, og lave en stuntbooking som Major Lazer og kalde det et hovednavn og på den måde “fylde hovedscenen ud”, indtil der dukker noget op igen med substans. Copenhell er lidt afhængig af metal og rockens legender for at sælge billetter, i hvert fald i det omfang som i år (mindre kan sikket også gøre det), og det kan da godt gøre en lidt nevøs hvad fremtidsudsigterne angår.

Det skal ikke lyde for pessimistisk, for jeg er faktisk meget positivt stemt overfor årets program, hvor ovenstående bekymringer og strøtanker jo omhandler en fremtid der alligevel er umulig at forudsige. Kigger vi på nu’et, så er det måske mere end nogensinde lykkes Copenhell at sammensætte et program der både appellerer, for genren herhjemme, bredt og har name value nok til at få folk lokket ud på Refshaleøen, og den nu optimerede og større festivalplads.

Det ER sgu Danmarks hyggeligste festival og publikum, og så styrer vi elegant rundt om hele diskussionen om metal skal være hyggeligt, vil jeg have blod og sved, så tager jeg til hardcore på Stengade eller i Ungdomshuset. Jeg ved godt hvad jeg går ind til når jeg træder igennem helvedes porte ude på betonøen.

Fredag

Så er det tidligt ud af posen, ingen slendrian, der er musik allerede fra middagstid, sådan cirka da. Traditionen tro, så er det Pandæmonium der åbner dagen kl. 12.30, i dag med et band fundet igennem Tak Rock. Og valget faldt søreme på hardrock, heavy, rockabilly, pop-punk og motorbilly bandet Grumpynators. Selv om de befandt sig lidt på gyngende grund på albummet Wonderland, så formåede de alligevel at holde skuden flydende:

“Alt fra sangskrivning, over lyrikken til sammenspillet er lidt flosset i kanterne eller fyldt med løse ender, så bandet ind i mellem lyder som en flok uregerlige teenage-knægte, der har stjålet nøglen til musiklokalet og benytter chancen til at baldre igennem, uden rynkede øjenbryn fra læreren. Til gengæld gør de det med en uforfalsket energi, begejstring og spilleglæde, så man gang på gang tilgiver, at det af og til lyder lidt sjasket og uterligt. Wonderland gennemstrømmes simpelthen af en oprigtig glæde og vilje, som er svært smittende og vanedannende”. Hele anmeldelsen kan læses HER

Hades står for tur som næste scene, når Sólstafir træder ud i sollyset kl. 13.25 (medmindre en anden, god Copenhell tradition også holdes i hævd – sidevind og byger til middagsøllen). Navnet betyder “tusmørkestråler”, så det var da et optimalt spilletidspunkt! Islændingene henter inspiration både i den mørke og den progressive del af metallen, så det kunne da godt blive noget af en koldstart eller brat opvågning for nogen.

Er det alligevel for kompliceret musikalsk morgenmad, så kan du jo vente med at troppe op til kl. 14.00, hvor Pandæmonium åbnes af britiske Monuments. Det er prog-metal og djenterier, så, HA, jokes on you, der findes ingen stille start! De kunne lige så godt banke et skilt op nede på hjørnet, hvor der står “GFR – fuck off!”, så jeg har naturligvis tænkt mig at kaste al sund fornuft over brod, og få et massivt breakdown til et af de mange breakdowns.

Min selvmordskurs forsætter kl. 15.00, hvor Hades byder på guitarist Marc Tremonti under det opfindsomme band navn… Trimonti. Den tidligere Creed, og nuværende Alter Bridge, guitarist er uden tvivl en kapabel herrer på sit instrument, men hold nu op et fesent bagkatalog, det er jo penis-forlænger hårdrock fra en våd drøm, der ryger ud af kontrol og ender med mig i fosterstilling. Så det skal jeg også se, og få lov til at æde mine fordomme og nedladende bemærkninger. Hvis jeg er ekstra øretæveindbydende og fortjener mere eftermiddagsprygl, så er der metalcore fra BeartoothPandæmonium kl. 15.45.

Men jeg sigter nok efter at stå foran Helviti kl. 16.30, i dyb koncentration og prøver at hidkalde min indre viking, så jeg endnu engang kan kommer på et herligt togt med Amon Amarth. Dem oplevede jeg give et brag af en koncert tilbage i… 2013? Er der gået 3 år? Nå, dengang skrev jeg blandt andet:

“Den plyndrende og hærgende skare hev det timelange togt lige på den rette side af de 5 stjerner, med et voldsomt stærkt afslutningsridt i form af “Death In Fire”, “Twillight Of The Thunder God” og “Guardians Of Asgaard”. Der var ganske enkelt helt forrygende vind i sejlene under de tre numre, noget der også forplantede sig til et meget begejstret publikum”.

Ah, det gjorde godt efter den selvdestruktive start på dagen. Vi kigger lige hurtigt mod Hades, der kl. 18.15 indtages af Epica og deres symfoniske metal – det skal nok blive lige så godt modtaget som Within Temptation forrige år. Alene pressebilledet på Copenhell’s hjemmeside giver mig et smil på læben, og var det ikke fordi min kurs nok går mod Pandæminium, så ville jeg nok blive hængende og se hvad det går ud på. Men, kl. 18.30 trækker Entombed A.D., et af to (måske flere) Entombed bands man kan risikere at løbe ind i på landevejene i år. Det originale death ‘n roll Entombed blev dannet tilbage i 1987 og har en række banebrydende og indflydelsesrige plader på samvittigheden, men også en lidt mudret bandhistorie. Medstifter Nicke Andersson forlod bandet i 1998 for at koncentrere sig om herlige The Hellacopters, men han er så vidt jeg har forstået det nu med i det andet Entombed, som også turnerer. Denne A.D. udgave, dannet i 2014, er med den gamle forsanger Lars-Göran Petrov på vokal. Ørk, jeg bliver forvirret, bare SPIL!

Klokken 19.45 er det tid til en ordentlig flæske-sandwich, åh, og der er megadøj på Helviti. Mit forhold til Crazy Dave og hans Megadeth er sådan lidt lunkent. 1) Han har knald i sprækken 2) Outputtet er sådan lidt 50/50, ikke? 3) Han græd mere end Lars i Some Kind of Monster.. og så gik han ud og skød mod et eller andet levende. Nuvel, jeg tænker chancerne for en god koncert med thrash veteranerne nok også ligger på en 50/50, jeg så dem varme op for Slayer i Aarhus for… øhm… flere år siden, da var det sgu’ lidt Meh-gadeth. Da dam dam tjih!

Så står den på noget så eksotisk som tysk retro-rock på Pandæmonium kl. 21.00, når berliner-trioen Kadavar viser hvor kisten skal stå. Bandet har gæstet Danmark tidligere og fået meget begejstrede anmeldelser for umagen, så det er nok et af must see navnene i år og virker også godt placeret på den lille scene, hvor de klassiske tung-rocks toner måske har bedre vilkår end eksempelvis Graveyard på Helviti for et par år siden. Alternativt kan du få din hybrid-metal sult stillet med rutinerede Trivium kl. 21.30 på Hades.

Men det er med at få raset af inden kl. 22.15, hvor Redwood Hill nemlig har landet et noget nært perfekt spilletidspunkt for dem, så de kan spille solen ned over Pandæmonium med deres hypnotiserende post-hardcore/metal. Det er et band vi har rost til skyerne af flere omgang her på siden, både på album og i særdeleshed live hvor vi har oplevet dem forføre og trække os ind og ned i mørket en 4-5 gange. Da jeg så dem i Templet i Lyngby, tilbage i december måned, opsummerede jeg på følgende vis:

“I min optik har Redwood Hill stort set hele pakken, hvis man er til deres introverte, men på sin egen måde flammende og udfarende, post-metal (eller hvad pokker de nu spiller?). De har sangene, de har det visuelle flair, de har deres egen lyd, de her en uforlignelig timing hvormed det hele eksekveres og så er der bare en, for mig, helt uimodståelig kraft i musikken – der suger mig ind om et nådesløst sort hul”.

Mørkt bliver det nok også over og på Helviti kl. 23.00, når den danske metallegende King Diamond vender tilbage til Copenhell, som han senest gæstede i 2014 med lidt af et sceneshow. Denne gang lover han, og bandet, et endnu mere dramatisk sceneshow, når de spiller hele album-klassikeren Abigail fra ende til anden. Men det kan godt blive mørkere mens ulven stirrer på dig fra betonvæggen foran hovedscenerne. Klokken 00.45 overtages Hades af Abbath, der fører den kulstore fakkel videre fra nu opløste Immortal. Frontmanden spiller både nyt og dunkle sager fra bagkataloget, så det skal nok blive en grum omgang.

Har du nerver til det, så har Pandæmonium lige et sidste skud i bøssen inden du sniger dig ud af porten, nemlig et thrash bombardement fra danske Artillery kl. 01.15. Lidt stramt spilletidspunkt for de aldrende herrer måske, men de seneste par albums har vist at der stadig er godt med krudt i leddene, så er du ikke mæt, og trænger til natmad, er det her nok cirka lige så godt som tarteletter med høns i asparges.

Og med det lidt underlige metafor lukker vi ned for dag 2 på Copenhell, der for mig personligt byder på store udsving, men det sjove ved en festival er jo også at udfordre sin personlige smag. Undtagen veganer-mad, det får I mig altså ikke til at spise! Nå, hjem i seng, helvede kalder igen i morgen, lørdag – og da går det løs tidligt med the mighty, mighty I’LL BE DAMNED.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Thomas Bjerregaard Bonde/GFR

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.